Whisky og musik – sanser i samspil

Domen dannede torsdag 6. juli  rammen for intet mindre end en verdenspremiere. For første gang blev konceptet Whisky/Sounds præsenteret for offentligheden. Ved at sætte toner på smagen af whisky giver man publikum en helt ny sanseoplevelse ved at kombinere smagssansen og høresansen.

–Ved at sætte musik til smagen giver vi smagen en anden tidslighed, end den ellers ville have. Vi forlænger den simpelthen, forklarer en af bagmændene, Nikolaj Kynde, inden aftenarrangementet i domen. Det er ham, som sammen med Niels Dalum satte lyd på smag for det fremmødte publikum.

Dalums og Kyndes ambition er at få smagsoplevelsen af whiskyen til at vare mindst ligeså længe som et af deres musiknumre.

whisky

whisky

whisky

Ivrige ganer
Musikken, der akkompagnerede whiskyen, var  en kombination af Niels Dalum på bratsch og Nikolaj Kynde med lydcollager. Inden hver sats fortalte Niels om de smagsnuancer, publikum skulle have deres tunger på udkig efter. Han ville gerne have publikum til at smage de gyldne dråber synkront, hvilket kun lykkedes delvist, da der var mange ivrige ganer denne aften.

Det er ikke videnskab, Whisky/Sound bedriver, og folk kan godt have forskellige opfattelser af smag og lyd. Det måtte Nikolaj Kynde erfare, da de under et tidligere mindre prøvearrangement fik at vide at ”de spillede røgen forkert”. Men det er kun med til at understrege, at de er på en opdagelsesrejse i whisky og lyd.

whisky

Whisky

whisky

Whisky og æstetik
På spørgsmålet om, hvorfor de sætter lyd og whisky sammen på denne måde, svarer Nikolaj Kynde, at whisky altid har været forbundet med æstetik, fortællinger og ritualer.

-Vi skaber en ny måde at drikke whisky på, lyder det fra Kynde.

Det er ikke whisky alene, der er forbundet med ritualer. Berusende nydelsesprodukter har tit et ritual knyttet til sig. Men Kynde afviser, at det kun er de intoksikerende produkter, det er forbeholdt.
Godt nok har han prøvet med mælk, og det gik ikke.

-Det var ikke særligt æstetisk. Det var bare kvalmt. Men kaffe, vin, chokolade og en masse andet ligger bare og venter på at blive dissekeret med lyd, siger Nikolaj Kynde.

Vi venter så på endnu en fremførsel i domen…

TEKST OG FOTO: MARTIN VOOLA