VI KALDER DET EN SOVEKONCERT

IBYEN Politiken | 07082014 af DORTE HYGUM SØRENSEN

ibyen-sleep2

50 madrasser, 10 timers livemusik, to musikere og et kuppelformet plexiglashus er hovedingredienserne i den elektroniske Strøm Festivals mest spektakulære programpunkt i år, når der inviteres til helnatskoncert på havnefronten. Det eneste, du skal medbringe, er din dyne.

Hvornår har du sidst taget din sovepose under armen, før du tog til koncert? Og forberedt dig på tanken om at høre musikken i liggende og måske endda slumrende tilstand? Hvis det ikke er noget, der sker hver dag, er der en chance for at prøve det i København på torsdag.

Her vil musikerne Jacob Helverskov og William Kudahl nemlig ændre rammerne for en koncertoplevelse radikalt. I den 10,5 meter høje, gennemsigtige osteklokkebygning Dome of Visions ved siden af Den Sorte Diamant spiller de en ti timer lang koncert for 50 mennesker. Og musikken skal opleves liggende. Indtil den lyse morgen vil tilhørere i kuplen på havnefronten fra hver sin madras opleve de to danske musikere spille lavmælt, instrumental elektronisk musik.

»En af mine venner havde været til en lignende koncert i Berlin. Jeg blev fascineret af, at man prøver at skabe anderledes rammer for en koncert«, siger William Kudahl, der er 22 år, laver musik under kunstnernavnet Infants og har spillet både amerikansk inspireret folk og den transcenderende, instrumentale musik, man kan opleve i Dome of Visions.

Men da han henvendte sig med sin idé om at skabe et koncertarrangement for liggende mennesker i forbindelse med den elektroniske festival Strøm, fik han sig en overraskelse. En anden dansker havde fået samme ide.

Læs mere.