Domen – et udstyrsstykke i træ

–Køber du et par kvadratmeter fyrretræsbrædder i et byggemarked, er prisen højere, end hvis du bruger gode genbrugsbrædder, siger Kristoffer Tejlgaard, arkitekten bag Dome of Visions 3.0.

Han står på byggepladsen på Pier 2, Aarhus Havn, og taler med montører, elektrikere og andre håndværkere, der i disse dage lægger de sidste hænder på den nye dome.

I et hjørne af pladsen ligger der en meget stor bunke brugte brædder, bragt til Aarhus af NCC Recycling i Odense. Brædderne skal bruges til at beklæde facaden på det indre hus i Dome of Visions. Og Kristoffer Tejlgaard har meget svært ved at skjule sin begejstring for den bunke gamle brædder, som mange husejere måske blot ville skære op i småstykker til brændeovnen.

dov-sso-opbygn26092016-012-lr

Poetisk og malerisk

–I domen prøver vi at anvende træ på mange forskellige måder. Noget træ egner sig til terrasser, andet er bedst til gitter eller til at bygge selve huset af.

Vi har træfiberisolering i væggene, så domen er et udstyrsstykke, hvis du vil finde uf af, hvad du kan bruge træ til. Men lige nøjagtigt genbrugstræ har vi ikke så meget af. Patinaen og dét at få noget træ ind, som har en sjæl og et forudgående liv, er vigtigt. Det skaber stemning og er både poetisk og malerisk, siger Kristoffer Tejlgaard og nævner, at træ er et lige så effektivt byggemateriale som beton, træ kan blive til formbøjede, slanke bjælker, det kan isolere og blive til flotte gulve.

–Personligt kan jeg godt være lidt bange for, at den nye dome her i Aarhus bliver lidt for pæn, lidt for ren, forstået sådan, at alt er nyt og ikke i sig selv bidrager med ret meget til fortællingen om Dome of Visions. Genbrugsbrædderne trækker i den rigtige retning, tilføjer han.

dov-sso-opbygn26092016-036-lr

Kortene blandes

Men de brugte brædder? Dennis Andersson, arkitektstuderende og knyttet til Atelier Kristoffer Tejlgaard, styrer processen med, at en uoverskuelig bunke brædder bliver til et brugbart byggemateriale. Han har sit eget lille hjørne på pladsen, hvor han sorterer brædderne på en måde, så der ikke kommer til at ligge to identiske brædder ved siden af hinanden.

–Jeg roder lidt rundt i bunken, sikrer mig noget variation. Lidt ligesom at blande et spil kort. Jeg holder også øje med, at vi arbejder videre med brædder, der har forskellig tykkelse, farve og bredde. På den måde opnår vi, at facaden bliver både spraglet og varieret at se på, siger Dennis Andersson og fortsætter med at skære de brugte brædder ud i længder, så de uden videre kan skrues fast på facaden i det indre hus.

dov-sso-opbygn26092016-009-lrdov-sso-opbygn28092016-168-1024w

Brædder og planter

Arkitekt Kristoffer Tejlgaard får det sidste ord:

–Planterne i domen vil komme til at spille fantastisk sammen med vores brogede facadebrædder. Planter har det med at skabe spraglede skygger, nogle blade er visne, andre er meget grønne og barken er flervarvet, og for at sikre, at arkitekturen og planterne ikke står i en alt for stor kontrast til hinanden, er det godt, at vi har fået brogede facadebrædder ind i Dome of Visions.

dov-sso-opbygn26092016-040-lr

 

TEKST: SØREN EGERT
FOTO: STINE SKØTT OLESEN