Tre træmænd modtog Tømrerprisen i Dome of Visions

Københavns Tømrerlaug belønner mod og nytænkning og roser NCC for at fokusere på mere bæredygtigt byggeri

DoV-JonathanGrevsen-tomrerprisen2015-38LR

Byggefagets ældste organisation, Københavns Tømrerlaug, har her i 2015 jubilæum og fylder 500 år, og med et skarpt blik for nutidens udfordringer og muligheder uddelte lauget 18. maj 2015 Tømrerprisen til virksomheder og enkeltpersoner, der har blik for at bruge træ som byggemateriale.

Prismodtagerne er: NCC, arkitektfirmaet C.F. Møller og professor Henning Kirkegaard, Aarhus Universitet.

NCC får prisen, fordi virksomheden i Dome of Visions viser, hvordan træ indgår som et i bogstaveligst forstand bærende element i et bæredygtigt byggeri.

-Med dette års prisuddeling vil vi gerne markere, at vi ikke blot er fortid og historie. Når vi har kunnet klare os som fag i 500 år, hænger det naturligvis sammen med, at tømrerfaget har formået at tilpasse sig. Tømrerfaget er i front, når det gælder om at følge med i den materialeteknologiske udvikling, og Tømrerprisen 2015 afspejler den virkelighed, siger Oldermand i Københavns Tømrerlaug, Flemming Kjærgaard.

DoV-JonathanGrevsen-tomrerprisen2015-11LR

Glade NCC-tømrere

Peter Bruhn, tømrer i NCC, modtog sammen med ni kolleger og direktør i NCC, Martin Manthorpe, Tømrerprisen 2015 ved en velbesøgt sammenkomst i netop Dome of Visions, og for Peter Bruhn viser prisen også, at nye måder at arbejde på bliver påskønnet.

-Det spændende ved at bygge domen er, at den tog form undervejs. Samarbejdet mellem håndværkere og arkitekter var en ny oplevelse for os, en god måde at ping ponge på. Ingen af os havde jo prøvet at bygge en dome. Derfor var det noget nyt og interessant, siger Peter Bruhn.

Sammen med sine NCC-kolleger værdsætter han arbejdet med træ, og Tømrerprisen 2015 betragter han som et stort klap på skulderen.

-At arbejde med træ er det, alle tømrere helst vil. Et levende materiale man ikke bare kan skære og bukke, som det passer én. I mine øjne er der ikke noget smukkere end en flot bygningskonstruktion af træ i store dimensioner. Man tænker sig en ekstra gang om, inden man saver i et lækkert stykke træ. Det har jo været mange år om at nå sin størrelse, lyder det fra Peter Bruhn.

DoV-JonathanGrevsen-tomrerprisen2015-49LR

Professionelt arbejde

Direktør for strategi og forretningsudvikling I NCC, Martin Manthorpe, siger, at Tømrerprisen klart påskønner det professionelle arbejde, som tømrerne i NCC har udført i Dome of Visions.

-Domen er også historien om nye måder at arbejde sammen på i NCC. Meget forskellige faggrupper har arbejdet hårdt for at opnå det resultat, som tusindvis af gæster sætter pris på, siger Martin Manthorpe.

Han glæder sig over de bemærkninger, som Københavns Tømrerlaug ledsager Tømrerprisen med – han tror nemlig på, at træ vinder mere og mere frem i entreprenørbranchen.

-Jeg er sikker på, at træ som byggemateriale går en stor fremtid i møde. Træ har den unikke egenskab, at det binder CO2 i stedet for at producere CO2. Byggebranchen er i forvejen storproducent af affald, men netop træ kan jo genbruges. Derfor vil træ vinde mere og mere indpas i vores branche. Og i forhold til indeklima kommer træ til at spille en større og større rolle. Vi opholder os 90 pct. af tiden inden døre. Derfor kommer træ og indeklima til at betyde mere og mere for os, vurderer Martin Manthorpe.

DoV-JonathanGrevsen-tomrerprisen2015-51LR

DoV-JonathanGrevsen-tomrerprisen2015-40LR

Betonbarriere

Professor Poul Henning Kirkegaard fra Aarhus Universitet er også bland årets modtagere af Tømrerprisen, og især hans interesse for krydslamineret træ bliver påskønnet.

-I mit daglige arbejde som underviser møder jeg det, jeg vil kalde en betonbarriere. Ingeniører ved en masse om beton, men træ er nærmest et lukket land for dem. Jeg prøver at ændre lidt på tingenes tilstand og er i god kontakt med studerende, som ønsker at arbejde med træ på flere planer. Fx i form af højhuse, og når træ og stål bliver bragt sammen i et byggeri, siger Poul Henning Kirkegaard.

DoV-JonathanGrevsen-tomrerprisen2015-32LR

TEKST: SØREN EGERT
FOTO: JONATHAN KRONBORG GREVSEN / Dome of Visions