Træet til domen i Aarhus er på vej – trin for trin

Virksomheden Markant A/S i Svogerslev ved Roskilde kan skære træ, plast og alu ud i formater, der matcher selv den mest detaljerede skitse fra en arkitekt. Også skitser fra Kristoffer Tejlgaard, der er arkitekten bag Dome of Visions 3.0, som til september åbner på havnen i Aarhus Ø.

Tristan Falke Lassen er indehaver af Markant A/S og tøver ikke med at sige, at domeproduktion er præcisionsarbejde – og et uhyre interessant et af slagsen!

Markant1LR

Opgaven for Markant A/S består i at fræse materiale, som ender med at blive til 588 bjælker.
Det hele begynder med en plade af krydsfiner, som måler 125 cm i bredden og fem meter i længden. En bjælke i Dome of Visions består af seks strimler, og hver strimmel er otte centimeter tyk. Alle strimler får sit eget nummer…
Bjælkerne har forskellige længder – fra en halv meter til 270 centimeter.

Markant2LR

Populært sagt trækker maskinen selv pladen ind, fræser den og 40 minutter senere kommer resultatet ud i den anden ende, så produktet kan pakkes og sendes videre.

Næste stop er virksomheden Flexwood i Nørre Alslev på Falster. Her bliver strimlerne limet sammen, og i alt bliver det til 48 bjælker pr. dag.

Et lille stykke af den kommende Dome of Visions er på den måde ved at se dagens lys under devisen: præcision, samarbejde og nye veje.

Markant3LR

TEKST: Søren Egert
FOTO: Tristan Falke Lassen / Markant