The green, green grass of dome

Pier 2, Aarhus Havn, forvandler sig hen over weekenden til et af de grønneste områder i Aarhus. I forvejen er der plantet træer og buske ved siden af Dome of Visions, og som om det ikke var nok, er der skabt et kuperet terræn på Pier 2 – og nu skal det beklædes med græs!

–Det landskab bliver et af de flotteste på havnen, siger Kasper Schønning Kildevæld, konsulent i virksomheden DLF, som leverer græsset til den helt store transformation af Pier 2. I parentes bemærket er DLF en af verdens førende aktører på markedet for græs – i alle afskygninger!

700 ruller – med græs
550 kvadratmeter rullegræs kommer til fuldstændigt at ændre området ved Dome of Visions. Skal det gøres op i ruller af græs, taler vi om 700 af slagsen, og græsset er skåret, som det hedder, på DLFs mark ved Spandet i Sønderjylland. Her har DLF 65 hektar udelukkende til rullegræs, der i princippet blot venter på at blive skåret op i ruller og leveret til fx haver, boldbaner og kommunale parkanlæg.

–Når først rullerne er afleveret ved domen i Aarhus, står der 12 paller med græs. Det skal så rulles ud, og det er håndarbejde, siger Kasper Schønning Kildevæld og nævner straks sine to makkere, græsnørden Søren Nicholson og domens egen grønne frontløber, Cecilie Brædder Andersen.

 

Kan tåle havgusen
–Rullegræsset til domen bliver af fagfolk kaldt for vejrabatgræs. Det dækker egentligt bare over, at græsset tørrer hurtigt og er velegnet til at blive lagt på de buer, som er skabt ved domen. Og så kan det græs, vi ruller ud, tåle saltvand og havgus. Derfor egner det sig til Pier 2, Aarhus Havn. Vi har et drivhus på  Stevns. Her putter vi alle vores græssorter ind og tester, hvilken der klarer fx salt fra havgusen bedst, siger Kasper Schøning Andersen.

Der skal nok være en og anden i og omkring domen, der spørger, om græsset skal slås. Og svaret fra græssets ambassadører efterlader ingen tvivl: Ja, græsset skal slås. Ikke nødvendigvis hver uge, men det skal slås…

–Hvis Dome of Visions vælger ikke at slå græsset, kommer arealet til at minde meget om de rabatter, vi kender fra landevejene, lyder det fra DLFs mand på opgaven.

Grøn konsensus
–Cecilie har simpelthen ført en god idé ud i livet, og med en græsnørd som Søren Nicholson på holdet, er der opstået en grøn konsensus, som bliver til gavn for domen, havnen, byen og alle dem, der er på vej til eller fra Aarhus Ø, siger Kasper Schøning Kildevæld.

Han har talt med Søren Nicholson om projektet siden engang i efteråret.

–Søren har lagt det meste til rette, og så har han spurgt mig undervejs. På et tidspunkt var vi inde på, at græsset skulle sås, men da arealet bogstaveligt talt voksede, som tiden gik, landede vi på rullegræs, der i princippet er klar til brug efter fjorten dage. Sået græs har man først glæde af efter seks til otte uger, forklarer Kasper Schøning Kildevæld.

Med andre ord: Weekenden står i håndarbejdets tegn, når vi taler om græs ved domen. En rulle vejer 15 kilo, den dækker 0.8 kvadratmeter, så de 700 ruller skal ha´ en hjælpende hånd!

Vi starter klokken 12!

TEKST: SØREN EGERT
FOTO: DLF, KASPER SCHØNING ANDERSEN
HELLE ARENSBAK