Selv domens planter lyttede med…

De sidste 20 år har den New York-baserede bevægelse, The Moth, fundet vej ud i verden. Kernen i det hele er true stories told live.

I Danmark er det Kim Hansen, pædagogstuderende, og Milan Højlund Ganesan, der læser journalistik, som har introduceret fænomenet og givet det et navn: Kunsten at lytte i kor.

kunsten at lytte i kor _DSC1971

Et enkelt koncept

–Det amerikanske koncept er meget enkelt. Man stiller en mikrofon op foran et menneske, der fortæller en historie fra sit liv. Jeg blev introduceret for The Moth på mit studie og kunne ikke umiddelbart se, at vi havde noget tilsvarende i Danmark. Men jeg gik i gang sammen med Kim, og vi kaldte det Kunsten at lytte i kor. Vores vision er at formidle almindelige og ærlige historier til interesserede lyttere, siger Milan Højlund Ganesan.

Han finder frem til talerne først og fremmest via sine netværk forskellige steder i Aarhus.

–Jeg spørger folk, jeg kender, om de kunne ha´ lyst til at tale, eller om de evt. selv kender nogen, der kunne tænke sig at medvirke. Når en aftale er på plads, kører der et forløb, hvor Kim og jeg coacher dem og giver gode råd om fx det at bygge en fortælling op, fortæller han.

kunsten at lytte i kor _DSC3037kunsten at lytte i kor _DSC2013kunsten at lytte i kor _DSC3065

En god blanding

Kim Hansen siger, at fortællingerne spænder vidt – fra det sjove og underfundige til det sørgelige.

–Dybest set er det måske også sådan, vi helst vil ha arrangementerne til at fremstå. En blanding af det tunge, det sjove og det skæve, så det samlede billede af aftenen bliver nuanceret. Vores mission med fortællingerne er at understrege, at alle mennesker har en historie, de kunne fortælle. Ved det forrige arrangement opfordrede vi publikum til at fortælle hinanden noget her og nu, og det viser sig jo, at vi er gode til at fortælle hinanden noget. Men vi er ikke så gode til at lytte, heller ikke til vores venner, siger Kim Hansen.

Fire forskellige historier

Torsdag 30. marts trak Kunsten at lytte i kor et meget stort publikum til Dome of Visions, og de fire fortællere, der denne aften var sat på programmet, stod over for et publikum, der lyttede, grinede, tænkte og undrede sig – i kor.

kunsten at lytte i kor _DSC2049

kunsten at lytte i kor _DSC3062

Marie Kobbersmed fortalte om sit liv i en stor og meget vibrerende søskendeflok – som både barn og nu voksen.

Robert Senfleben kom vidt omkring – først og fremmest via sin cykel, der på et tidspunkt førte ham til Syrien. På et tidspunkt begyndte han at arbejde med flygtninge i Thisted, og en dag kom der en ung mand forbi. Ham havde Robert mødt før…

Louise Juhl Jensen beskrev sit møde møde med Grønland, og indtil nu er det blevet til en fortælling om læreren, der oplever kulturforskelle, sprogbarrierer – og kærlighed.

Kristoffer Nyrup Dahl fortalte om den lange og krogede vej fra idé til udgivelse – og nu er bogen kommet. Den handler om selvmord og arbejdet med at opklare dem.

Aftenen i domen sluttede med, at mange af gæsterne ansigt til ansigt takkede de fire fortællere for deres mod, engagement og lyst til at få os til at lytte – i kor.

TEKST: SØREN EGERT

FOTO: HELLE ARENSBAK