Så fik Stockholm sin egen Dome of Visions

Dome of Visions 2.0 blev onsdag indviet i Stockholm. Indtil september 2016 (forlænget til oktober 2017) står domen på Kungliga Tekniska Högskolans område og udgør en platform for udstillinger, debatter, seminarer og forskellige kulturarrangementer for at markere nye visioner for fremtidens bæredygtige byggeri og samarbejde på tværs.

ncc-em-dovse-15092015_20-LR

– Tag en dyb indånding og mærk duften af træ. Fornem også, hvordan det føles at være i sådan en rund bygning til forskel fra at være i en kvadratisk bygning. Det giver en anden ro og harmoni, siger bæredygtighedschef i NCCs koncernledelse, Christina Lindbäck, ved indvielsen af Dome of Visions.

– I NCC er vores vision at forny vores branche og tilbyde ekstraordinære bæredygtige løsninger. At forny branchen kræver, at vi fornyr os selv. Fordi vi mener, at branchen skal fornys, udfordrer vi os selv til at tænke anderledes og blive inspireret af nye samarbejdspartnere, som vi har i denne dome. Derfor kan vi med domen skabe et indbydende mødested for forskellige aktører og kompetencer, hvor der er plads til dialog om, hvordan vi forandrer fremtidens byggeri, og hvordan vi kan opnå en bæredygtig by.

ncc-em-dovse-15092015invig_14-LR

Erfaringer fra domen i København

Den nye udgave af den kuppelformede bygning bygger på erfaringer fra Dome of Visions i København. Den svenske udgave er tegnet af den danske arkitekt Kristoffer 
Tejlgaard, som også tegnede Dome of Visions i København, der er bygget og drevet i samarbejde med NCC.

Eksperimentet er nu rejst videre til Stockholm for at underbygge NCCs vision, som hele koncernen arbejder med.

– Dome of Visions passer rigtig godt på vores vision om at forny branchen og tilbyde ekstraordinære bæredygtige løsninger. Vi har historisk set bygget meget i beton og altid bygget kvadratisk. Det baserer sig nok mere på en tradition end det er et faktum, at vi ikke skulle kunne gøre det anderledes. Nu er vi så i et nyt kuppelformet eksperiment, der er bygget af træ. Her kan vi også eksperimentere med nye løsninger til fx materialer og anvendelsesformer. Det er heller ikke byggebranchens spidskompetence at kunne føre dialog med medborgere, men det er enormt vigtigt for at skabe tillid og nye erfaringer. Der tror jeg, at domen kan spille en stor rolle, mener Christina Lindbäck.

dovse-15092015_1955--LR

Martin Manthorpe, direktør for strategi og forretningsudvikling i NCC i Danmark, var med til at starte Dome of Visions i København og deltog ved indvielsen af den nye dome.

Han mener ikke, at det nationale i denne sammenhæng har så stor betydning, men at det derimod er den aktive dialog, en dome kan skabe:

– Det afgørende er, at NCC i de kommende år kommer mere aktivt i dialog med byerne i alle vores markeder. Det er i høj grad i og omkring byerne, vi skal finde vejen til profitabel vækst. Jeg er stadig ydmyg overfor de store udfordringer, vores samfund står overfor, og som NCC skal tage lederskab på og løse i co-creation med mange andre. På et mere personligt plan bliver jeg da også stolt og berørt over, at Dome of Visions nu ikke kun er et dansk byfænomen men er kommet til “the Capital of Scandinavia”, siger Martin Manthorpe med et smil.

ncc-em-dovse-15092015invig_1-LR

Et nyt samarbejde med KTH

Den stockholmske dome skal drives i samarbejde mellem NCC og KTH i Stockholm. Det kuppelformede ydre går igen fra projektet i Danmark, mens den indre bygning er udformet af Stefania Dinea, der er studerende ved Arkitektskolen på KTH. Pavillionen vandt en førsteplads i en konkurrence, NCC og KTH sammen holdt i foråret.

Ved åbningen plantede NCCs koncernchef, Peter Wågström og KTHs rektor, Peter Gudmundson, et træ, der skal symbolisere de to organisationers kommende samarbejde.

– Domen er et spændende mødested. Det er også et spændende samarbejde med NCC, der har båret frugt, og som passer godt sammen med, at vi gerne vil gøre KTHs campus mere levende og bæredygtig. Det er også rigtig fint, at studerende på KTH har bidraget til indretningen af domen, siger KTHs rektor Peter Gudmundson.

ncc-em-dovse-15092015invig_23-LR

Hvad synes du om Dome of Visions 2.0?

 

En række gæster mødte op til åbningen af Dome of Visions i Stockholm for at se nærmere på det nye rum i byen.

dovse-15092015_1977--LR

Mervi Mäkinen Andersson, Miljö og Hälsoskyddsnämden, Stockholms Stadt

– Jeg synes bygningen er imponerende. Jeg kom uden forudsætninger eller forventninger, og jeg er helt målløs over, hvordan den ser ud. Jeg synes det er et fantastisk mødested i byen, hvor man kan diskutere forskellige ting. Og at man i princippet skulle kunne bo i sådan en bygning her, det synes jeg lyder helt vildt.

 dovse-15092015_2006--LR

Mikaela Sundin, Teniksprånget, IBM

– Jeg synes den er meget fin, kreativ og innovativ. Jeg har aldrig før set noget lignende. Jeg tror, den bliver god som mødested for studerende og erhvervsliv. Der er jo mange studerende her på KTH.

dovse-15092015_2071--LR

Hasse Mattson, RA Copy

– Jeg kan virkelig godt lide domen. Det har været en stor oplevelse af være med til at bygge den. Jeg har været med til at lave lydinstallationer herinde og det har været meget anderledes, fordi den er rund. Fordi den har opdelinger på grund af træet farer lyden ikke rundt, men bliver mere naturlig. Der er meget naturlig akustik.

dovse-15092015_2096--LR

Svante Hagman, NCC

– Jeg synes den er fantastisk. Den er ligeså fin som den danske dome. Det bliver en rigtig god arena for det bæredygtige samarbejde. Jeg håber på mange diskussioner om, hvordan vi kan bygge mere bæredygtigt. Jeg tror, vi kommer til at bruge domen meget i kontakten med KTH og byen og som inspiration til nye tanker i vores branche.

Se mere om Dome of Visions 2.0 på domeofvisions.se og følg med på #domeofvisions med billeder fra både DK og SE

ncc-em-dovse-15092015_6-LR

Tekst: Signe Mai Vilsbøll
Foto: Erik Mårtensson / NCC og Stine Skøtt Olesen / Dome of Visions