Public service er det, vi giver til hinanden…

Roterende scene og øl til ministeren

Public Service folder sig ud for dine fødder hver dag, og den forkætrede serviceform er konstant til debat.

Skal der mere public service til? Eller mindre? I hvert fald har Kulturministeriet nedsat et Public Service-udvalg, som skal forberede rammerne for det fremtidige public service-virke i Danmark.

dov-voola-publicservice27012016_6743-LR

dov-voola-publicservice27012016_6610-LR

Dansk Kunstnerråd inviterede onsdag 27. januar 2016 til Åbent Hus i Dome of Visions. Tema: public service.

–Vi finder, at Dome of Visions er et godt bud på en bæredygtig fremtid, og vi synes, at denne vision stemmer godt overens med en ny vision for public service, hed det i rådets introducerende tekst til dagen.

Fra en roterende hvid scene blev de 100 gæster ført godt og grundigt ind i, hvad kunst i bred forstand har at byde på: musik, performance, dans, sang, skuespil, maleri og jonglering udfoldede sig alt sammen på den intime scene.

dov-voola-publicservice27012016_6679-LR

dov-voola-publicservice27012016_6603-LR

Kunstnerne mangler

–Vi kan jo konstatere, at der ikke sidder kunstnere i det særlige Public Service-udvalg, som daværende kulturminister Marianne Jelved (R) nedsatte i 2014. Derfor tænkte vi, at vi måtte gøre noget, så vi kunne komme ind i debatten om, hvad fremtidens public service kunne blive til, sagde Bjarne Werner Sørensen fra Dansk Kunstnerråd i sin velkomst til gæsterne, heriblandt ministeren.

Formanden for Kulturministeriets særlige Public Service-udvalg er tidligere minister og tidligere EU-kommissær, Connie Hedegaard. Hun har også været chef for Radioavisen på DR, så hun kender om nogen til de tandhjul, der får de vægtigste repræsentanter for klassisk public service til at dreje rundt. Connie Hedegaard overværede også Dansk Kunstnerråds happening i Dome of Visions, og skærmet af et af domens eucalyptustræer kunne hun glæde sig over den bredt anlagte scenekunst, som blev udført for fødderne af hende.

dov-voola-publicservice27012016_6731-LR

Retning på arbejdet

Fra selv samme scene forklarede Bjarne Werner Sørensen, at kunstnerrådet valgte at holde et arrangement i Dome of Visions, fordi alle de kunstarter, der er repræsenteret i Dansk Kunstnerråd kunne gå på scenen på samme tid.

-Det hele har vi samlet i et tableau, som reelt er udgangspunktet for vores argument om, at kunst hører til i en samtidig definition af public service – og hører selvfølgelig også til i en lovgivning på området, præciserede Bjarne Werner Sørensen.

Han opfordrede kulturministeren til at sørge for, at det kommende arbejde med public service-lovgivningen bliver ambitiøst.

-Vi vil gerne ha´, at der kommer retning på arbejdet. Fx betyder de store udfordringer omkring digitaliseringen i samfundet, at mediebilledet skifter nærmest hele tiden. Det bliver vi alle nødt til at forholde os til, men ministerens særlige udvalg bør også interessere sig for kunst og kultur, sagde Bjarne Werner Sørensen.

dov-voola-publicservice27012016_6723-LR

Vigtige størrelser

Formanden for Public Service-udvalget, Connie Hedegaard, noterede sig, at Dansk Kunstnerråd med arrangementet i domen fik stillet skarpt på, at kunst og kultur er brede og vigtige størrelser.

–Dagens indspil fra Dansk Kunstnerråd er godt, og når vi sidst på året afslutter vores arbejde, er det vigtigt, at vi undervejs får mange forskellige bud på, hvad fremtidens public service kunne være. Vi er jo alle med til at betale for public service-medier. Derfor må det vel dreje sig om at styrke det, der er fælles for os. Dansk sprog, dansk kunst og kultur og dansk historie er vores fælles referenceramme. Selv i det 21. århundrede, hvor der er et hav af medietilbud, kan det give god mening at tale om dansk public service. Jeg opfatter dagens udspil her i Dome of Visions som uhyre konstruktivt. Arbejdet i udvalget handler jo også om, at der måske skal træffes nogle fravalg, og her er det selvfølgelig interessant at få bud på, hvad kunst og kultur i Danmark har at byde på, sagde Connie Hedegaard.

dov-voola-publicservice27012016_6631-LR

Domen er public service

Gry Worre Hallberg er kunstnerisk leder og kurator i Dome of Visions, og hun forbinder i høj grad det, der foregår i domen, med public service.

–Fra første færd har vi åbnet os for kunst og kultur. Alle kan komme med bud på indhold til arrangementer hos os, så vi kommer i praksis med en masse gratis tilbud til byens borgere, og ofte er det byens borgere, der selv står bag arrangementerne, og derved bliver det i praksis til public service. I og med at vi arbejder med en generøsitetslup, bidrager flere forskellige parter, og når man smelter det hele sammen, opstår der noget, som ikke passer ind i mange af de silo-begreber, samfundet ellers opererer ud fra, siger Gry Worre Hallberg.

dov-voola-publicservice27012016_6750-LR

PS .Dansk Kunstnerråd forærede Bertel Haarder en kasse øl, og hver af de 30 flasker var udstyret med en etiket med et kulturrelevant udtryk, fx Lys over Land.

-Drik øllerne en efter en, lød opfordringen fra kunstnerne til Bertel Haarder. Med tilføjelsen:

PUBLIC SERVICE ER DET, VI GIVER TIL HINANDEN.

dov-voola-publicservice27012016_6762-LR

TEKST: SØREN EGERT
FOTO: MARTIN VOOLA