Polycarbonat prøves som klimaskærm

 

IMG_1952_poly

 

Dome of Visions på Krøyers Plads får et unikt indeklima først og fremmest takket være 256 flader af gennemsigtigt polycarbonat.

 

Tilsammen udgør de 256 flader (eller plader, om man vil) en klimaskærm, som i realiteten består af flader udformet i ni forskellige formater. Og der optræder både femkanter og sekskanter i domens imponerende klimaskærm.

De mange flader overlapper hinanden; det øger domens totale styrke, og den enkle måde at forbinde de mange flader på gør det muligt for regnvandet at løbe hurtigt af. Som vi kender det fra traditionelle drivhuse.

I det hele taget møder vi polycarbonat flere steder i vores hverdag: solbriller, tagplader, lygteglas til biler, sikkerhedsbriller, maskinafskærmninger og politiets gennemsigtige skjolde er såmænd også fremstillet af polycarbonat.

I forhold til Dome of Visions er polycarbonat mere end velegnet. Materialet besidder en enorm fleksibilitet, uden at styrken i produktet går tabt. Når domer skal bygges, kræver det, at beklædningen, i dette tilfælde polycarbonaten, kan monteres, så domens karakteristiske kuppelfom bliver bevaret og styrken i klimaskærmen opretholdes.

 

Nytænkning fra RIAS

Det er plastvirksomheden RIAS ved Roskilde, der leverer polycarbonaten til Dome of Visions. Virksomheden forhandler og forarbejder plast, der indgår i et utal af sammenhænge – fra byggeri i bred forstand til emballage i fødevareindustrien.

RIAS fremstiller også de montre, vi støder på i alverdens udstillingsbygninger. Og nu leverer virksomheden altså de flader, der gør, at Dome of Visions både bliver et udstillingsvindue for nye måder at tænke byggeri på og for nye måder at etablere utraditionelt byliv på!

– Som vi ser det i RIAS, har polycarbonat mange af de egenskaber, som byggeriet sætter pris på. Lav vægt, god evne til varmeisolering og stor styrke, siger Jan Bengtsson, afdelingschef i RIAS.

Han er optaget af at vise, at polycarbonat i et projekt som netop Dome of Visions er et fleksibelt materiale i flere henseender.

 

Klimadagsordenen

– I forvejen bruger byggeriet polycarbonat i en række velkendte sammenhænge. Men i Dome of Visions viser vi, at polycarbonat forholdsvis enkelt kan tænkes ind i sammenhænge, der tilgodeser den klimadagsorden, som verden opererer med.

Domens klimaskærm er et eksempel på, at fremtidens huse ikke nødvendigvis skal udsættes for fx frost, sne, slud og vedvarende blæst, siger Jan Bengtsson.

RIAS har været med i arbejdet omkring Dome of Visions fra første færd – i et tæt samarbejde med domens to arkitekter, Benny Jepsen og Kristoffer Tejlgaard, og med domens bygherre, NCC.

– For os som virksomhed er det vigtigt at være med, når byggesektoren går i gang med et stykke pionerarbejde som det, der finder sted på Krøyers Plads. For os er der tale om både udfordring og udvikling, siger Jan Bengtsson.

TEKST: SØREN EGERT

ILLUSTRATION: RIAS

FOTO: PETER WAGNER LASSEN