OUTLAW-ARKITEKTEN FINDER SIN FORM

 

Portræt af arkitekt Kristoffer Tejlgaard bragt i bogen om Dome of Visions 2016.

 

–De kuppelformede minimalkonstruktioner er blevet et greb for mig, og jeg kan tegne flere tusinde kupler. De fleste af dem ville folk nok ikke kunne se forskel på, men jeg vil altid vide, at den er optimeret, og at der er en forskel, siger Kristoffer Tejlgaard. Han har allerede tegnet adskillige, og syv af dem er opført i fuld skala.

Skærmbillede 2016-07-29 kl. 12.54.30

Kristoffer Tejlgaard er sammen med Benny Jepsen arkitekten bag Dome of Visions 1.0. Den blev født i et utraditionelt samarbejde mellem de to aktivistiske arkitekter og en stor “kapitalistisk byggevirksomhed”. Sådan ser det i hvert fald ud, hvis man spørger Kristoffer Tejlgaard.

Jeg er på besøg hos ham til en snak om domekonstruktioner og inspiration i hans 100 år gamle bindingsværkshus. Det er lille, hyggeligt og trukket tilbage i en baggård, så larmen fra Amagerbrogade ikke høres. Det er oktober, og der er frysende koldt i det gamle baghus. Her bliver ikke fyret for meget – og slet ikke for fuglene. Huset er Kristoffers bolig og tegnestue. Han er i gang med at tegne endnu en domekonstruktion, og det kun en måned siden, at Dome of Visions i Stockholm blev indviet.

Stuens bogreol fortæller meget om Kristoffer. For selv om reolen rummer flere eksemplarer af tunge arkitekturbøger om koryfæer som Frank Gehry, Antoni Gaudi og Norman Forster, vidner resten af samlingen og hjørnet af stuen om, at Kristoffer har mere end storslået arkitektur på hjerte. I bogreolen har han bøger om kunst, graffiti, designbevægelser, politik, bæredygtig arkitektur – også i træ – og i hjørnet af stuen hænger samtlige modeller og tegninger af domer, der alle fortæller en historie om Kristoffers fortid med de lette, bæredygtige konstruktioner.

Skærmbillede 2016-07-29 kl. 12.54.57

DOMER I DAGEVIS

Jeg sætter mig i Kristoffers sofa, varmer mig på kaffen og tænder for min optager. Kristoffer er gået ud for at ryge en økologisk King’s fra lejlighedens døråbning.

–Hvor meget plads har du egentlig på den der optager, råber han fra entréen.

–Jeg tror, der er rigeligt med plads.

–Godt, jeg kan jo snakke om domer i flere dage, siger Kristoffer, mens han sætter sig i sofaen ved siden af mig og begynder fortællingen om, hvordan Dome of Visions blev til…

–Som ny på arkitektskolen sugede jeg alt, hvad jeg kunne til mig. Men der var bare noget, som jeg følte stærkere for end andet, siger Kristoffer og vender blikket mod de mange modeller i hjørnet af stuen.

Han begyndte på Kunstakademiets Arkitektskole i København i 1999. Det var allerede i efterskoletiden, at han fandt ud af, at han ville være arkitekt. Fra 12 års alderen kom Kristoffer jævnligt på byggepladser i sin hjemegn på Fyn, hvor han hjalp til, og derfra kom hans naturlige interesse for byggeri og byggematerialer. Og selv om han ikke kendte meget til domebyggeri, da han blev optaget på arkitektskolen, kan der alligevel spores elementer af de kuppelformede bygninger i optagelsesprøven.

–Der var en dome i min optagelsesprøve til arkitektskolen. Jeg tegnede et hus, der sad på et kuppelformet drivhus, forklarer han.

Skærmbillede 2016-07-29 kl. 12.54.51

FØRSTE MØDE MED BUCKMINSTER FULLER

Det var først på arkitektskolen, at Kristoffer blev præsenteret for Buckminster Fuller og hans univers af kuppelformede geometrier, som efterfølgende skulle vise sig at blive et arkitektonisk mantra for Kristoffer.

Ture Wester, som er verdenskendt for sine studier i geometri, var i Kristoffers studietid lektor og forsker på arkitektskolen. Til Ture Westers forelæsninger blev den amerikanske arkitekt Buckminster Fullers dome-konstruktioner brugt som geometriske eksempler:

–Ture Wester viste en dome, som Buckminster Fuller havde tegnet. Han fortalte om nogle af de egenskaber, som domer har og trak også på domens reference til naturen. Det reagerede jeg helt vildt kraftigt på, forklarer Kristoffer og siger, at hans interesse for domer voksede og voksede:

–Jeg begyndte at læse bøger om Buckminster Fuller. Jo mere jeg læste, jo mere gav hans tilgang mening for mig. Udover at domen er en slags optimalgeometri, er det den potentielt stærkeste konstruktion i verden. Formen er både materialebesparende og rumoptimerende, og den efterligner naturens principper og er opbygget efter en molekylær struktur. Og så åbnede min læsning jo også op for hele Fuller-universet, som har været en inspiration for hippierne i 60’erne og 70’ernes USA. Historien fik bare så meget kød på, siger han, mens vi sammen kigger på billeder af domer lavet af kølerhjelme på biler fra 70’ernes USA i en bog, han har hentet fra bogreolen.

Skærmbillede 2016-07-21 kl. 12.49.52

Kristoffer gik på arkitektskolen før arkitekttegningen blev digital. Ligesom Buckminster Fuller havde gjort det, regnede Kristoffer på papir og tegnede domer på tegnebord med passer, rørpen, lineal og blyant.

–For at forstå principperne, mens jeg læste om dem, sad jeg med de her klassiske redskaber og byggede de tidligste modeller, siger han og peger igen i retning af de mange modeller, han har stående i stuen. Og mens Kristoffer læste mere om domer og byggede modeller, sneg der sig flere og flere dome-geometrier ind i hans opgaver på arkitektskolen.

–Der var for mange af dem faktisk… Så mange, at jeg fik at vide af underviserne, at jeg ikke kunne låse mig fast på en geometri som overbevisning og besvare alle mine opgaver med det, fortæller Kristoffer.

Derfor lagde han dome-geometrierne fra sig i sine arkitektskoleopgaver og arbejdede ivrigt videre med geometrierne som en sidebeskæftigelse.

–Efter det, blev det et dobbeltstudie for mig, fordi jeg var helt sikker på, at hvis jeg dykkede tilstrækkeligt ned i det og forstod de her konstruktioner, så ville det bringe mig et sted hen, forklarer han.

Skærmbillede 2016-07-29 kl. 12.54.46

FRI KUNSTART

–Men hvorfor er netop Buckminster Fuller blevet en så stor inspiration for dig?, spørger jeg Kristoffer, mens han kommer ind i stuen med en frisk kop kaffe. For det er tydeligt, at det ikke kun er minimalkonstruktionerne, men også manden bag dem, der har inspireret Kristoffer gennem mange år.

–Det har altid været vigtigt for mig, at arkitektur er en kunstart, siger han og tager en tår af den friskbr yggede kaffe.

–Men arkitektur er bare en mere bunden kunstart end maleri og musik. Arkitekter er bundet af et meget mere kompliceret medie, og det gør, at man ikke bare kan købe 100.000 mursten og begynde at mure. Du skal have penge, en grund og en tilladelse. En billedkunstner maler oftest det, han har lyst til, drevet af sin refleksion over verden og sig selv. Først når han har malet et værk, er det til salg eller til offentligt skue. Den kunstneriske proces havner et andet sted for arkitekter. De sidder tit som prostituerede og venter på, at der er nogen, som ringer og bestiller noget – og så håber de, at det er et operahus og ikke en carport, siger han.

–Jeg var allerede ret tidligt på jagt efter en anden tilgang til arkitektur og havde fra starten en modstandslyst. I min research af Buckminster Fuller fandt jeg ud af, at han havde en anden tilgang til arkitektur – mere som om det var en videnskabelig kunstart. Han formåede at gøre arkitektur til en fri kunstart på den måde, siger han.

Skærmbillede 2016-07-29 kl. 12.54.22

EN OUTLAW-ARCHITECT

I sin tid som formgiver udstillede Buckminster Fuller de værker, han lavede. Han formgav efter, hvad han følte var rigtigt og udførte det, han syntes, lignede løsningen på et problem, og ikke efter, hvad der blev bestilt eller lovgivet omkring. Efterfølgende kunne folk købe det udstillede, hvis de så det som løsningen på netop det problem, de stod med. Buckminster Fuller blev af sin samtid kaldt en outlaw-architect. Mens Kristoffer hiver op i buksebenene på sine sorte jeans, forklarer han, at man er en outlaw-architect, når man gør arkitektur til en fri kunstart.

På det ene ben står ’Outlaw Architect’ skrevet med store bogstaver. Outlaw blev allerede skrevet, da Kristoffer gik på arkitektskolen. Architect blev tilføjet tatoveringen senere, da Kristoffer var færdiguddannet arkitekt.

–Det at være outlaw-architect gav mening for mig. Der kunne jeg kombinere det at være kunstner med det at være arkitekt. Det var en tid, hvor jeg røg mange joints, havde lyst til at være rebel, og verden var et lortested. Og på en eller anden måde smeltede det hele bare sammen og blev til et greb, griner han og ruller buksebenet ned igenOg Kristoffer er en outlaw. Han er arkitekt på en anden måde. Politisk. Næsten aktivistisk. Han diskuterer gerne nutidens ringe byggeskik og det moderne byggeris udvikling henimod at være optimeret >>lortebyggeri<<.

Hans argumenter er velformulerede, principfaste og til at smage på. Ifølge Kristoffer selv stammer hans outlaw-tilgang og aktivistiske rødder muligvis fra hans oprørske tyvere, hvor han arbejdede på Christiania og malede graffiti.

–Der ligger noget aktivisme i graffiti, som har drevet mig hele vejen igennem til der, hvor jeg er nu. Uanset hvor, man er som graffitimaler, så er man formgiver. Det at være graffitimaler skaber en relation til den by, man bor i. Det er selvfølgelig forskelligt, hvad folk synes om det, men det ændrer ens egen opfattelse af byen. Masser af graffiti er positivt eller debatterende og har værdier, som almindelige mennesker også kan forholde sig til. Det er lidt det samme med arkitektur, siger han.

MÆRKET PÅ HUDEN

Store dele af Kristoffers tid og udvikling som arkitekt kan ses på huden under det bukseben, der netop er rullet ned. Ved siden af den store skrevne tatovering har Kristoffer en tatovering af paller, som stammer fra hans tid hos Bureau Detours, en ’bandetattoo’, som er fra hans tid med kunstgruppen Floorless, og et tatoveret egeblad, fordi hans foretrukne materiale er træ. På benet er også tatoveringer af domen på Roskilde og Bornholm.

Og måske kommer flere domer til at pryde det tatoverede underben. For selv om Kristoffer egentlig havde lagt den kuppelformede geometri på hylden i sine opgaver for at lære andre aspekter af faget at kende på studiet, fandt en dome-konstruktion alligevel vej til et af hans kandidatprojekter.

Inspireret af sin aktivistiske tilgang, alternative syn på arkitektur, viden om domer og drivhusboligen på Fyn, som han tidligere havde haft øje for, tegnede han en drivhus-dome-bolig. Udgangspunktet for det, der nu er blevet til Dome of Visions 1.0.

–Dome-drivhuset i projektet ser lidt anderledes ud, men princippet er det samme. Det er der, inspirationen til Dome of Visions stammer fra. Jeg synes, det var en fantastisk måde at bygge på, og jeg havde på det tidspunkt besøgt Torkild Kristensen på Fyn som havde bygget sit hus i et drivhus. Jeg blev vildt fascineret af det simple middelhavshus omgivet af vildt voksende og frodige planter. Naturen vinder arkitekturen tilbage. Og en dome kan jo sagtens fungere som drivhus, mener Kristoffer.

Ved siden af arkitektstudiet blev der også fortsat eksperimenteret med domer. I det sidste år på arkitektskolen dannede Kristoffer sammen med fem andre unge mænd kunstgruppen Floorless. Alle seks havde forskellige fagligheder, og sammen gennemførte de udstillingsprojekter rundt omkring i landet, hvor de blandede deres viden på tværs. Kristoffer brugte dome-konstruktionerne til at skabe et rum i et udstillingsrum, og det var også i tiden med Floorless, at den dekonstruerede dome blev til. Den dekonstruerede dome var modelleret som forslag til en pavillion til Roskilde Festival og var dengang tæt på at blive til virkelighed i fuld skala på festivalen, men et tungt forsikringsansvar fik Floorless til at trække sig. Derfor endte den dekonstruerede dome blot som en model på Kristoffers bord. Og livet gik videre.

Skærmbillede 2016-07-21 kl. 12.50.13

FÆRDIG TIL FINANSKRISEN

I 2006 blev Kristoffer kandidat fra arkitektskolen. Her startede han sammen med en ven virksomheden Utopian Cityscape. Kristoffer fik også job på en tegnestue, hvor store dele af hans viden om træ stammer fra. Men krisen kradsede, og Kristoffer måtte stoppe på tegnestuen. I sin søgen efter noget mere oprindeligt, flyttede han tilbage til Fyn.

–Jeg brugte finanskrisen til at begynde forfra. Jeg lejede et hus på Fyn og startede en tegnestue med min ven Lasse. Vi lavede DIY-projekter. Og så arbejdede jeg videre med at bygge domer. Det var dér, trækonstruktionen, som var forgænger for domen på Roskilde Festival, blev til, fortæller han.

–Jeg var et år på Fyn. Vi kunne ikke skaffe penge til at leve for eller lave noget, så vi tog jobs som tømrere og snedkere. Jeg fik også et job med byplanlægning hos Odense Kommune. Jeg kedede mig helt vildt. Det var røvsygt. Og så blev der ringet efter os fra København til en større opgave for Bureau Detours på Bymuseet. Jeg pendlede fra Fyn til Vesterbro for at bygge udstillingen på museet. Og det var dér, jeg mødte Benny for første gang, siger han, og tilføjer, at han og Benny Jepsen fuldførte mange projekter sammen efter det.

–Da jeg kom tilbage til Fyn, måtte jeg erkende, at det ikke duede. Det, jeg ville lave, kunne jeg ikke gøre på Fyn. Så jeg pakkede en flyttebil og flyttede tilbage til København. Jeg nulstillede mig selv fuldstændig. Det var vigtigt for mig, at jeg nu kom til at lave noget af det, som jeg virkelig brændte for. Og så væltede det bare ind med opgaver, siger Kristoffer.

FIRE GANGE SÅ STOR!

Det var først i 2011, at den første af Kristoffers domer blev til i fuld skala.

–Jeg sendte et skitseforslag til Roskilde Festival, forklarer han. Skitsen var tegnet ud fra en ældre idé, som Kristoffer havde eksperimenteret med i sin tid på Fyn. Konstruktionen var sammenboltede krydsfinerplader i standardmål, så det var muligt at bygge domen af genbrugsplader, som var brugt til at bygge hegn med på Roskilde Festival.

–Så fik jeg af vide, at de gerne ville lave den. Bare fire gange så stor og vandtæt, griner Kristoffer. Domen på Roskilde Festival var en succes.

–Der var mange reaktioner på den. Det var den, der solgte Bornholmerdomen. Jeg tog fra Roskilde med en følelse af, at jeg var på rette vej, siger han.

Året efter bestilte Roskilde Festival en dome efter samme princip – denne gang med et tredoblet budget, så domen kunne vokse sig endnu større. Komponenterne fra året før blev genbrugt, og der blev fremstillet ligeså mange nye. Domen på Roskilde Festival i 2012 var dengang den største kunstinstallation og, udover scenerne, også den største midlertidige konstruktion, der var bygget på festivalen. For Kristoffer var de to domer på Roskilde Festival starten på et gennembrud.

Skærmbillede 2016-07-29 kl. 12.55.43

NYE SAMARBEJDER

I tiden mellem de to domer på Roskilde Festival blev endnu en dome født. Denne gang i et samarbejde mellem Kristoffer og Benny, der jo kendte hinanden fra projekterne hos Bureau Detours. Sammen landede de i 2011 en opgave hos BL (Danmarks Almene Boliger, red.).

–Benny og jeg var til møde med BL, og vi var faktisk ikke ret interesserede i opgaven. Vi skulle udsmykke deres telt. Altså lave nogle guirlander og hænge lidt kulørte lamper op. Det var i grunden en kedelig opgave, og derfor plantede vi idéen om at lave noget helt andet, indleder Kristoffer.

Til mødet med BL gravede Kristoffer billeder frem fra sine tidligere projekter med domer og forsøgte at sælge idéen om en dome til BL. De gik med på idéen, og Kristoffer og Benny indledte en brainstorming på tegnestuen.

–”Kristoffer er det så ikke nu, vi skal bygge den”, sagde Benny en dag til mig og kiggede over på en model af en dekonstrueret dome, som jeg havde lavet i min tid med Floorless, forklarer han.

Budgettet til BLs pavillon blev mangedoblet, og Kristoffer tegnede det første vinkelbeslag. Alle pengene i budgettet blev brugt på domen.

–Der var ikke penge til noget som helst, siger han.

Der blev bygget med genbrugstræ. Håndværkerne gik til minimumsløn. Og Kristoffer og Benny arbejdede selv for ingenting. Men domen blev bygget og stod i Allinge til Folkemødet i 2012. Her beundrede flere folk domen fra afstand. En af dem var Martin Manthorpe, direktør for strategi og forretningsudvikling i NCC.

Skærmbillede 2016-07-29 kl. 12.55.54

SKEPTISKE ARKITEKTER

–Der kom jo ret hurtigt en mødeinvitation fra Martin Manthorpe fra NCC og Flemming Wisler fra NXT, griner Kristoffer, der på det tidspunkt var begravet i arbejde efter en hektisk start på året med den dekonstruerede dome på Bornholm og et efterfølgende dome-projekt på Roskilde Festival. Han fortsætter fortællingen om de første spadestik til Dome of Visions 1.0:

–Vi var meget skeptiske overfor Martin Manthorpe, fordi han kom fra et kæmpestort byggefirma. I vores optik byggede NCC for at tjene penge – og ikke for at bygge anderledes, lave kunst eller for at sikre, at alle har lige rettigheder og vilkår. Og vi havde netop selv opgivet vores egen løn for at putte ordentlige brædder på domen i Allinge, siger Kristoffer.

Mødet var en forespørgsel. Domen var ikke kun blikfang for BL, men også for arkitekterne, og NCC var interesserede i en dome som den i Allinge.

–Den dekonstruerede dome var blikfang. Vi ville gerne skabe det blikfang på Folkemødet, så BL kunne få flere penge til at bygge almene boliger for. Deres byggeri sørger for at alle har et godt tag over hovedet. Vi kunne have haft nøgne piger til at danse i domen for at få mere opmærksomhed, og jeg ville stadig kunne forsvare, hvorfor det er værdifuldt at tiltrække sig opmærksomhed til BL. Men NCC repræsenterede alt det, vi ikke ville med arkitektur. Og jeg kunne ikke se en eneste sammenhæng mellem Buckminster Fuller og NCC, siger han.

Skærmbillede 2016-07-29 kl. 12.56.02

FRA SKEPSIS TIL KRAV

Kristoffer og Bennys førstehåndsskepsis blev til et krav. De ville ikke lave blikfang, som de havde gjort det for BL – men begge arkitekter havde lyst til at indgå i et visionært samarbejde med et budskab.

–Uanset hvor meget tingeltangel, kejserligt klingeling, flag, logoer, kuglepenne og bolscher, NCC pakkede vores byggeri ind i, så skulle der stadig være et udsagn, som var uforstyrret og rent. Og vi skulle altid kunne stå inde for det rene udsagn. Hovedoverskriften blev derfor, at hvis vi ikke fik penge til at eksperimentere for, så ville vi ikke lave noget. Det skulle være et eksperiment. De skulle turde risikere noget med projektet. Det var forudsætningen. Og så kan jeg godt argumentere for at tage imod penge tjent på ”dårligt” byggeri for at eksperimentere med at lave bedre byggeri, griner han, og forklarer, at den voldsomme skepsis til hans overraskelse blev fremlagt på en måde, som Martin Manthorpe fra NCC forstod.

–Han forstod, hvorfor vi var modstandere af beton-byggeri og kranspors-arkitektur. Og modstandere af arkitektur for profit, frem for arkitektur for mennesker. Han var også med på, at det skulle have mere integritet, have noget ægte på hjerte og tage stilling til byggeri, hvis det skulle være NCCs pavillon. Han syntes endda og heldigvis, at det ville være spændende for NCC at gå en ny vej, siger Kristoffer.

Skærmbillede 2016-07-29 kl. 12.56.08

STORT POTENTIALE

Arkitekterne tog fat i drivhusbyggeri som det første for at bygge en pavillon til NCC, hvor der hverken blev arbejdet med beton eller dekonstruerede domer, der skabte for meget blikfang.

–Drivhusboliger har meget potentiale, og de er et godt indspark til en diskussion om byggeri i fremtiden, om hvad byggeskik er, og hvordan vi kan arbejde med boliger og løfte deres kvalitet, fortæller Kristoffer.

Ideen var til at begynde med, at pavillonen skulle være et almindeligt drivhus med et hus indeni. Men det gamle kandidatprojekt fra arkitektskolen blev hevet frem. Arkitekterne tog hul på udregningerne af, om et dome-drivhus med et hus indeni ville være løsningen på det visionære byggeri. Sammen med ingeniør Henrik Almegaard, der har rådgivet Kristoffer Tejlgaard siden de første dome tegninger på arkitektskolen, regnede han på facadeløsninger med bolte og beslag. Der blev også udført forsøg hos plastleverandøren Rias, der skulle håndtere de store transparente plader på deres CNC-fræser. Det meste kunne lade sig gøre, så løsningen blev en drivhus-dome, inspireret af drivhusboliger og den rebelske arkitekt Buckminster Fuller.

–Det var sådan, den første Dome of Visions blev til, og så er resten jo historie, siger Kristoffer.

DET BEDSTE PROJEKT

Dome of Visions er siden 2012 vokset og blevet til flere. På nuværende tidspunkt rummer projektet Dome of Visions hele tre domer, og en fjerde er på vej.

–Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at domen ville få det liv, den har i dag. Det er ikke det flotteste projekt eller det mest opfindsomme eller dyreste, jeg har lavet, men jeg synes, det er det bedste projekt. Indholdet af projektet har præcist den ånd, der skabte projektet. Ånden lever videre, ligger fast i bygningen og driver nye initiativer, siger Kristoffer. Han smiler bredt, mens jeg tager fat i min optager for at slukke den. Som han forudså, har han talt om domer i flere timer. Og til min overraskelse opdager jeg endda, at hukommelseskortet stort set er fyldt. Og resten er jo stadig historie…

Bogen kan købes til afhentning hos NXT i Nybrogade 26A, st., 1203 København K eller forsendelse via kontaktformular.

TEKST: Signe Mai Villsbøl
FOTO: Jonathan Kronborg Grevsen, Søren Aagaard og Stine Skøtt Olesen