Nytårskur med pil fremad

Der var trængsel på Pier 2, da Dome of Visions torsdag 18. januar 2017 inviterede til nytårskur med champagne, chili con og chili sin carne, fadøl og musik ved Albert B Quartet, alt imens kunstneren Iris Bakker ved et lille bord sad parat til at begå improviserede portrætter af mange af nytårskurens gæster.

2017 var hektisk. Domen havde således knap 40.000 besøgende, og undervejs i det meget ombejlede kulturhovedstadsår blev der afviklet godt 300 officielle arrangementer.

I sin korte tale til nytårskurens gæster slog domens kurator, Gry Worre Hallberg, fast, at 2017 indfriede alle hendes forventninger – også omkring det at blive mor til tvillinger!

–Dome of Visions har etableret sig som en platform for de stemmer, der findes i sprækkerne rundt omkring. Bygningen er jo i sig selv en sprække, hvor alle mulige tilgange til kulturen kan udfolde sig. Sådan vil det fortsætte et godt stykke tid endnu, så derfor kommer der herfra en invitation til fortsat at komme med bud på indhold til domen. Vi håber, vi kan blive ved med at være en vibrerende kuppel, der bringer noget ekstraordinært til Aarhus Ø, byen, oplandet og den udvikling, der foregår, sagde hun.

Et levende laboratorium

Aarhus Kommune ejer domen på Pier 2, og Thomas Mikkelsen, projektleder i  Klimasekretariatet, Aarhus Kommune, og medlem af domens programkomite brugte sin tale ved nytårskuren til at ridse op, hvad bygningen kan præstere.

–Den grønne omstilling og dagsorden i Aarhus Kommune skubber vi hele tiden fremad, og hvis vi skal lykkes med den proces, kræver det, at vi finder nye måder at samarbejde på, nye løsninger, på tværs af fagligheder, sektorer og befolkningsgrupper, sagde Thomas Mikkelsen.

–Dome of Visions er jo netop etableret med det formål at udvikle fremtidens bæredygtige byer og diskutere løsninger. Sådan et tema griber ind i mange dagsordener, derfor er der brug for et rum og en platform som domen, understregede han.

Domens rolle

–Jeg er imponeret over den rolle, som domen på kort tid har formået at indtage i Aarhus. Både i forhold til de lokale omgivelser på Aarhus Ø men også i forhold til vidt forskellige samarbejdspartnere.

–Det er sjældent, at nogen formår at skabe et sted, der i den grad higer efter at understøtte en nærmest ubegrænset mangfoldighed og skabe berøringsflader til mange forskellige mennesker i Aarhus. Borgere, virksomheder, unge, gamle, skoler, turister, kunstnere og foreningslivet . De oplever, at Dome of Visions er et af de fedeste hot spots, og det kan vi godt være stolte af, sagde Thomas Mikkelsen og fremhævede, at også kommunens egne folk gør flittigt brug af bygningen.

–I Aarhus Kommune er mange medarbejdere og afdelinger blevet introduceret for domen, og de ved nu, hvad bygningen på Pier 2 kan bruges til. Vi har fx brugt den til at holde workshops, borgermøder og meget andet, og når vi har delegationer fra udlandet på besøg, lægger vi vejen forbi domen og fortæller om det, vi er dygtige til i Aarhus.

Cadeau og skulderklap

–Jeg ser domen som et levende laboratorium, der hele tiden udvikler sig, og jeg håber, det fortsætter i de kommende år, og på vegne af Aarhus Kommune vil jeg gerne uddele en cadeau og et skulderklap til hele teamet omkring domen. Indsatsen er meget dedikeret, og arbejdsiveren hos dem, der er tæt på domen, springer i øjnene

–Vi kan være stolte over at ha´ skabt en platform som denne. Vi når ud over kommunegrænsen, ud over landegrænserne, så vi håber på, at domen kan fortsætte og blive et endnu mere markant sted de kommende år, sluttede Thomas Mikkelsen.

 

TEKST: SØREN EGERT
FOTO: STINE SKØTT OLESEN / DOME OF VISIONS