Ny kulturel profil på vej til Søren Kierkegaards Plads

Med en placering på Søren Kierkegaards Plads klods op ad Det Kongelige Bibliotek og Den Sorte Diamant tilfører DOME OF VISIONS det centrale København nye dimensioner. Domen er et mangfoldigt mødested, en art opdateret forsamlingshus og et bud på, hvordan vi kan tilføre et vibrerende liv i byens mellemrum.

Domen huser bl.a. debatter, kulturelle begivenheder, konferencer, koncerter, udviklingsprojekter og andet, der egner sig til at foregå i en unik og sanselig kuppel med et middelhavslignende klima…

-Som følge af beliggenheden på Søren Kierkegaards Plads kommer Dome of Visions til at indgå i et samspil med markante institutioner som Det Kongelige Bibliotek, Dansk Arkitektur Center og Kongens Bryghus. Jeg tror, at det, som domen har vokset sig til at blive, vil træde endnu tydeligere frem i spejlingen med de andre kulturinstitutioner. Vi har et fantastisk rum, som generøst stilles til rådighed, men vi har ikke midler til produktion. Domen stiller mange spørgsmål, fx kunne vi bo og bygge sådan her i fremtiden? Hvad er værdien af midlertidige, urbane løsninger? Og hvordan skaber man et vibrerende liv i byens mellemrum? Det kulturelle liv i domen besvarer i samspil med de øvrige aktiviteter disse spørgsmål i en dynamisk proces, der ikke er stramt kurateret på forhånd. Det er meget forskellige aktører, der befolker dette sanselige rum, og alle får lov til at eksperimentere inde i en bygning, som  i sig selv er et eksperiment udtænkt på tværs af vanlige faggrænser og silotænkning, siger Gry Worre Hallberg, kurator og programansvarlig på Dome of Visions.

Fri navigation

-Domen er et rum, der insisterer på ikke at kunne fikseres, og som insisterer på, at noget af det mest interessante sker udenfor kategorierne og i det endnu ukendte. Indholdet fastlægges i en løbende og dynamisk proces med arrangørerne og er ikke et på forhånd fasskåret program. Dog har vi nogle spor, vi følger, og spørgsmål vi kontinuerligt arbejder med gennem indholdet, hvor forskelligt det end er, fx bæredygtighedssporet, urbanitetssporet, konstruktionssporet (kan vi bygge og bo sådan her i fremtiden?), tematikken om aktiveringen af det sanselige, forholdet mellem krop og rum, eller mao. mellem arkitektur og andre kunstarter der tager udgangspunkt i den kropslige oplevelse og erfaring og det tværfaglige og interdisciplinære. Disse spor knopskyder, som nye samarbejds- og dialogpartnere kommer i spil. I Dome of Visions hylder vi eksperimenterne og er ikke optagede af belægningsprocent. Domens kulturelle profil tegnes af arrangørerne indenfor en overordnet ramme, der fejrer rummelighed, eksperiment og sanselighed. Muligheden for at rumme eksperimenterne og meget forskelligartede kulturelle aktører i en bygning, der vækker sanserne og er radikalt anderledes fra mange af de andre rum, vi bedriver kultur i, er unik, konstaterer Gry Worre Hallberg og tror, at domens placering ved siden af Den Sorte Diamant kan føre til konstruktiv synergi mellem de to huse, deres kulturelle profiler og konkrete indhold.

Bermudatrekant af kultur

-Er der fx en danseforestilling i Den Sorte Diamant, kunne et oplagt bud være, at danserne også lagde vejen forbi Dome of Visions og omvendt. Området ved Søren Kierkegaards Plads kunne blive til noget, der minder om et kulturelt epi-center. Vi har i hvert fald muligheden for at skabe et usædvanligt rum midt i København. Vidt forskellige kulturelle profiler får som regel noget godt ud af at samarbejde, når man respekterer hinanden. Måske når vi dertil, at området omkring Dome of Visions, Den Sorte Diamant og bryghuset får sin egen kulturelle profil, en slags Bermudatrekant med tre forskelligartede profiler, der tilsammen styrker hinanden yderligere og intensiverer det samlede rum, siger hun.

Gry Worre Hallberg forestiller sig, at området ved Dome of Visions kunne være en udviklinsplatform,  der i skalaen 1 : 1 demonstrerer, hvordan man kan kuratere til samskabelse i 2014.

Ny dialog

– Det ligger centralt i Dome of Visions mind set at skabe dialog på tværs med kommune, virksomheder, naboer, kunstnere, musikere, eksperter, politikere m. fl. Netop dialogen løfter måske det, der sker i domen til noget endnu større. Meget af det, vi præsenterer i Dome of Visions, bliver i andre sammenhænge set som noget eksklusivt, men netop fordi domen står på en tilgængelig plads midt i byen, demokratiserer og åbner vi faktisk kunsten og kulturen og adgangen til det, samtidig med at vi stiller en platform til rådighed, også for den spirrende og knopskydende undergrund. Ved hjælp af domen viser vi i praksis, at kunsten og kulturen ikke er eksklusiv og autonom, slutter Gry Worre Hallberg.

TEKST: SØREN EGERT