Nordhavn som fremtidens rollemodel

International Lab Session i Domen

 

Drømmen om den grønne by

De fleste har efterhånden fornemmet, at den gamle industri havn, Nordhavn, har fået vokseværk. Under overskriften ”NORDHAVNEN – FREMTIDENS BÆREDYGTIGE BYDEL” er ambitionen høj og drømmen om et grønnere Danmark et skridt nærmere.

Udviklingen har allerede taget fart særligt omkring Århusgade med attraktive erhvervs- og boligbyggerier, der lokker med udsigt over det åbne Øresund. Her bygges bogstaveligt talt oven på det gamle København, hvor generationer af havnearbejdere og fiskere har tjent til dagen og vejen, og det nye byggeri skal således skabe nyt liv mellem gamle siloer, pakhuse og ankerkæder.

Missionen for dette storslåede byudviklingsprojekt er klar. Fremtidens nye bydel skal sætte nye standarder for en miljømæssig, social og økonomisk bæredygtig udvikling, der globalt skal sætte København på kortet som international rollemodel.

International assistance

Og det er netop med udgangspunkt i udviklingen af den nye bydel, Nordhavn, at EU projektet TRANSFORM i disse dage besøger København og Dome of Visions under temaet ”Smart Energy City – the case of Nordhavn”. Rundt om bordene i den transparente boble sidder den internationale ekspertise klar til en kreativ dialog med de danske lokale interessenter og byens værter.

-De internationale eksperter har taget turen til København for at hjælpe os med problemstillinger. Vi har valgt, at mødet skal fokusere på Nordhavn som vores City District. Vi håber, at vores lokale interessenter kan udveksle viden med de internationale eksperter, så vi kan blive klogere på fremtidens muligheder, fortæller Elisabeth Kongsmark fra Københavns Kommune.

EU projektet TRANSFORM består af en række erhvervspartnere, energiselskaber og videnspartnere fra seks europæiske byer; Amsterdam, Hamborg, Lyon, Genoa, Wien og København. TRANSFORM har til formål at sprede erfaringer og ny erkendelse på tværs af byerne med udgangspunkt i hver værtsbys udvalgte City District.

-Our main goals for this “Intensive Lab Session” are to Exchange knowhow about how to start city developments. We need to start a dialogue between developers, citizens and different local actors to get a more clear vision of what needs to be done. We are discussing sustainability for the future city life, and how we deal with energy and infrastructure, forklarer byplanlægger Stephan, der er rejst fra Østrig til København for at deltage i arrangementet.

-The mind set is positive here in Copenhagen, fastslår en velklædt, gråsprængt herre fra Amsterdam. Han får hele bordet til at nikke anerkendende. For enden af bordet står en stol, hvor de fremmødte lokale interessenter som NCC, Rambøll og Dong Energy skiftes til at sidde ”in the hot spot” og besvare de internationale fagmænds udfordrende spørgsmål.

Der er nok at tage fat på!

LÆS MERE PÅ: TRANSFORM

Tekst og billeder: Luna Signe Hørdum Nielsen