Koncert i mørket

Mørket sænker sig – Aarhus Jazz Festival er skudt i gang.

Jazz Festivalen er i gang – både i København, i Aarhus og andre steder i landet fejres genren. Gaderne fyldes af musik og sommeraftenerne føles magiske. Fredag 14. juli skyder Dome of Visions Aarhus Jazz Festival i gang med en såkaldt mørkekoncert med de to danske bands, Hymnis og Hvalfugl.

Solen er på vej ned over byens tage. Mørket står for døren. En speciel koncert skal til at begynde. En koncert med sanserne i fokus. Lyset er slukket, scene og publikum er udvisket og mørket er langsomt på vej over byens tage. To danske bands er ved at gøre sig klar.

mørke_koncert

Mørke_koncert

Her er snart mørkt, og lyset i domen er slukket – foruden et par lamper oppe i de høje eukalyptus. Her er virkelig mange mennesker. De leder efter pladser, venner, toilet. Rumsterer. Snakker. Griner. Hængekøjer, gulve, stole, sofaer, trapper – alle sæder er optaget. En stort hold unge – måske fra Holland, gætter jeg på, har fundet vej herned. Flere af dem har tørklæder foldet om halsen. Det ligner unægteligt spejdertørklæder. Byen og domen emmer af sommerliv. Solen er næsten gået ned, og stilheden begyndt at sprede sig. Roen falder på.

Mørke_koncert

mørkekoncert

Mads, der arbejder i Dome of Visions tager publikum med på tour i domen. Fortæller kort om visionerne bag og om aftenens koncerter. Efterfulgt af den engelske version. I baggrunden lyder domens soundscape. Alle klapper, og drengene bag Hvalfugl går på scenen. I mørket.

De tre drenge gør sig klar – Jeppe Lavsen på guitar, Anders Juel Bomholt på kontrabas og Jonathan Fjord Bredholt på piano og harmonium.

Deres lydunivers er både let og tungt. De balancerer på en ultra spinkel linje mellem melankolien og det smukke og skaber drømmeagtige scenarier, der får publikum til at lukke øjnene og læne hovedet bagover. Selv beskriver drengene deres univers sådan:

-Her kan solen skinne fra en skyfri sommerhimmel og regnen dryppe fra en mørkegrå november-sky. Vi leverer ørefængende melodier, hvor fortællinger fra Skandinaviens oldgamle musiktradition forener en mere moderne nordisk tone med referencer til både den danske og svenske folkemusik.

mørkekoncert

mørkekoncert

Andet band, Hymnis, der består af Johannes Bohn på trommer, Thorbjørn Stefansson på kontrabas, Jakob Lundø på klaver og Jascha Briand på guitar, indtager scenen efter en lille pause. Her er nu kulsort og kun lys fra Sydhavnen spejler sig ude i vandet.

Hymnis kombinerer nordens traditionelle viser og salmer med et jazzet lydunivers. Kombinationen giver de klassiske sange et nyt og anderledes format uden at gå på kompromis med det originale udtryk. I et harmonisk og rytmisk eksperimenterende univers får de gamle danske sange en helt ny lyd.

Mørkekoncert

Lyt med fra mørket:

Hvalfugl og Hymnis vision for bæredygtige fremtider: At lytte mere. Hverdagen er ofte utrolig lang og fyldt til randen med information. Der er altid mange ting at tage stilling til, eller forholde sig til. Vi tror, at det er sundt at man nogle gange lukker øjnene og lytter.

Følg Hymnis på Facebook
Følg Hvalfugl på Facebook eller Soundcloud

Tak til de to bands for en smuk og sanselig aften – det var magisk at lytte med i domens mørke.

TEKST, FOTO, LYD: LUNA SIGNE HØRDUM