Mød en mand, der skærer sig igennem tilværelsen

Tristan Falke Lassen ejer virksomheden Markant i Svogerslev ved Roskilde. Han har næsten bogstaveligt talt lagt hånd på snart sagt hvert et stykke træ og hvert et stykke polycarbonat i Dome of Visions – for det hele er nemlig blevet fræset med millimeternøjagtighed på hans 18 meter lange CNC-fræser.

Og hvad sker der så på maskinen lige nu?

–Jeg er ved at skære træ til fem igloer, som skal stilles op på Skanderborg Festivalen. Hver iglo har en diameter på ti meter, og jeg skærer 109 forskellige plader ud i 12 millimeter krydsfiner, lyder det fra Tristan Falke Lassen, mens den endog meget store maskine stille og roligt passer sit præcisionsarbejde.

Markant i Svogerslev 2

Markant i Svogerslev 3

Optimering, optimering

Overalt i produktionshallen ligger krydsfiner parat til at blive fræset i alverdens mål, skæve, kvadratiske, rektangulære, bøjede, med og uden hul – og i mange tykkelser.

–En af drivkræfterne for mit arbejde – også med materialerne til domen – er at få så meget ud af det enkelte stykke træ som muligt. Jeg er meget fokuseret på at optimere. På regneark kan jeg se, hvor meget træ, jeg køber hjem, og længere nede på arket kan jeg præcist aflæse, hvor meget træ, der bliver til overs, siger Tristan Falke Lassen.

–Mit svind er minimalt, og jeg er i stand til at udnytte selv meget store plader næsten 100 pct. Det betyder en konkurrencedygtig produktion, men for mig er det lige så vigtigt, at de givne ressourcer bliver udnyttet fuldt ud, tilføjer han.

Markant i Svogerslev 15

Færre plader

Et aktuelt eksempel sætter Markants forretningsstrategi i relief.

–Vi skal snart i gang med at skære træ til 1.500 lysskakte, som skal sættes op på en skole på Sjælland. Vi skærer i plader der er fem meter lange og knap halvanden meter brede, og fordi vi kan optimere produktionen, går vi fra at skulle bruge 480 plader til at kunne nøjes med 360. Og det har effekt både økonomisk og miljømæssigt, siger Tristan Falke Lassen.

Han trives godt i projekter, hvor relationen til et andet menneske kommer i spil og fører til nogle af de resultater, han stræber efter.

–Egentlig industriproduktion, som vi kender fra 1960-erne, er ikke noget for mig. Markant skal være bæredygtig på det miljømæssige, det sociale og selvfølgelig også på det økonomiske område, siger han.

 

Alsidig produktion

Markant har ligget på adressen i Svogerslev i et par år, og det ene projekt har bogstaveligt talt afløst det andet. Som udgangspunkt skærer Markant i træ, plast og alusandwichplader. Kunderne kommer fra alle dele af bygge- og boligindustrien, og ordrebogen i Svogerslev fortæller om endog meget forskellige og meget kreative opgaver.

–Faktisk er det først her i sommeren 2017, at jeg går i gang med at producere noget, jeg har prøvet før, siger han, mens plade nummer 50 til Skanderborg er klar.

Listen over det, han har skåret til Dome of Visions, illustrerer hans mangeartede produktion ret præcist:

# Træ til minimodeller af domen

# Udvendige døre

# Polycarbonat, herunder ruder til dørene

# Skinner til domens topåbning

# Termoruder til det indre hus

# Strimler til bjælkesystemet (videresendt til virksomheden Flexwood i
Nr. Alslev for sammenlimning)

Markant i Svogerslev 4

Markant i Svogerslev 10

Visionerne

–Min vision for bygge- og boligbranchen er at være med til at skabe unikke bygninger og unikke produkter, væk fra det industrialiserede.

Men byggebranchen er bundet meget op på traditioner, og vores måde at levere fx færdigt udskårne plader, der er skåret 100 pct. nøjagtigt til, bryder med meget af det, mange håndværkere i branchen har været vant til at arbejde med, siger Tristan Falke Lassen og pointerer, at danske myndigheder ikke ligefrem understøtter nytænkning og alternative løsninger.

–Bygningsreglementet i Danmark er konservativt. Og mange i og omkring byggebranchen er overbeviste om, at man kun kan bygge i sten og beton. Må jeg diskret nævne, at vi lige før jul fræsede 100 kubikmeter træ til to daginstitutioner på Grønland. Hele konceptet bygger på, at vi fræser så meget af huset som overhovedet muligt her på virksomheden, og groft sagt er der så kun samlearbejdet tilbage. En bygning leveret i et samlesæt.  I Danmark er der et stykke vej endnu, før vi kan bygge på den måde,  konstaterer Tristan Falke Lassen.

 

TEKST: SØREN EGERT
FOTO: MARKANT A/S