Materialer og bæredygtige tanker

Interview med Kristoffer Tejlgaard.

DoV-JonathanGrevsen-TejlgaardJepsen-23LR

Arkitekt Kristoffer Tejlgaard, der sammen med Benny Jepsen har tegnet Dome of Visions, har i sit arbejde særligt fokus på funktionalitet, ærlige konstruktionsprincipper og sunde materialer, hvilket især kommer til udtryk i domens enkle og interessante konstruktion. Der også afspejles i domen på Bornholm og på Roskilde Festival.

”Vores ambition med domens konstruktion bygger på et ønske om en ”cradle to cradle”– løsning eller på dansk vugge til vugge. Det betyder, at vi har haft fokus på, at materialerne til konstruktionen er genanvendelige og ikke degenereres ved genbrug. Derfor er konstruktionen bygget af varmebehandlet træ, stål og polycarbonat.

Og hvorfor har vi så valgt et plastmateriale, hvis vi fortæller en historie om bæredygtige løsninger? At bruge glas i et byggeri som domen har mange tunge påvirkninger. For det første kræver det enormt megen energi at producere glas. Når man fremstiller glas i dag, brænder du faktisk fossile brændstoffer af for at opnå den rette temperatur. For det andet har glas den meget dårlige egenskab, at det kun kan blive til glas én gang. Du kan altså ikke knuse glas og lave vinduesglas en gang til, og derfor ville glas give en masse spild efterfølgende. For det tredje er glas langt tungere og isolerer dårligt, også hvad angår lydisoleringen. Det ville betyde, at man ville kunne høre alle bilerne meget tydeligt herinde. Konklusionen var derfor, at vi måtte kigge efter andre transparente alternativer. Vi støvsugede således alt, hvad vi kunne, for at finde en producent af transparent bioplast, men det findes simpelthen ikke lige nu. Så vi vidste hurtigt, at vi måtte anvende plast og gik i gang med at undersøge konsekvenserne af det.

Polycarbonat er jo et oliebaseret produkt, men det interessante og bæredygtige ved den her type af plast er, at den kan genanvendes i modsætning til glas, hvis du altså holder det rent. Derfor har vi ikke anvendt silikone mellem pladerne, da det ville forurene produktet. Pladerne i domen er monteret som fiskeskæl, så de holder tæt. For at undgå unødigt spild ved produktionen af pladerne, fik vi også lavet en aftale med producenten om, at vi holder produktet rent og afleverer det tilbage efter brug. Så kan det nemlig smeltes om og blive til nye plader. Plasten i domen produceres også i et lukket system, dvs. at alle afskær og rester fra produktionen går tilbage i gryden og bliver til nye plader. Så ja, det er et oliebaseret produkt, men vi brænder ikke den mængde olie af eller smider den væk, ligesom vi gør på forbrændingen, i vores biler og i alle mulige andre sammenhænge.

Jeg mener, at vi regnede ud, at man ved et års kørsel i bil brænder det, der svarer til vores facade af. Og det er ikke engang en bil, der kører meget. Så i det perspektiv, er det ikke specielt meget olie, der anvendes. Og så kan man jo selv sidde og regne ud, hvor mange kilometer, der skal til for at forbrænde domens facade. I min optik er det her derfor lige præcis en af de ædleste former, vi kan bruge olie på, netop fordi de fossile brændstoffer er låst i produktet og produktet genanvendes.”

Tekst: Luna Signe Hørdum Nielsen
Foto: Jonathan Kronborg Grevsen