Man kommer tættere på andre mennesker end man gør i bus 5A i myldretiden

Når du træder ind i domen, mødes du ikke kun af træ, duftende planter og view over byen, du møder også vores værter. De er byens bedste crew og sørger både for information, lækker kaffe og gode samtaler. Vi har stillet dem et par spørgsmål, så du også kan møde dem virtuelt.

Jens Ole Vibild

 

Hvordan resonerer Dome of Visions med dig og det, du i øvrigt foretager dig?
Dome of Visions er det perfekte afbræk fra studielivet på biblioteket. Efter en lang dag giver det altid god energi at tage forbi domen.

Hvad giver størst værdi for dig ved at være med i domen?
At snakke med alle mulige forskellige mennesker, man normalt ikke ville snakke med. På den måde brydes fordomme, og man kommer tættere på andre mennesker end man gør i bus 5A i myldretiden.

Hvad har overrasket dig?
At det er muligt at få en idé og se den ført ud i virkeligheden. Et godt eksempel er vores flotte udendørs område, der har forvandlet stabilgrus til et stabilt fedt chill-område.

Desuden kan det overraske mig, at man – og det hører til sjældenhederne – kan møde folk i domen, der er respektløse og i dårligt humør. Fx. dem, der maler graffiti indendørs på dette “kunstværk” –  godt jeg ikke er i deres sko.

Hvad savner du?
At hele området bliver grønt – vil mene, der er potentiale til at gøre hele Pier2 grøn, både rekreativt, turistmæssigt og økonomisk på sigt.

Har du en speciel oplevelse fra domen, du kan dele?
Altid specielt når man rammer ét af de mange punkter i domen, hvor lyden forstærkes af interferens. Selv en hviskende samtale på terrassen bliver forstærket til 100 decibel.

Disclaimer: smuglytter aldrig med vilje.

Hvad holder du mest af at tale med domens gæster om?
Om det der interesserer dem og prøve at forstå, hvorfor lige netop dette betyder så meget for dem. Alt fra husbåde til domens geometriske facon.

Er der en lille speciel ting, du holder meget af?
At der er en uskreven regel om, at man ikke må spille John Mayer på anlægget.

Foto: Søren Vestergaard, Jonathan Grevsen, Mette Nasser, Martin Voola, Helle Arensbak