Kreativitet er fremtidens byggesten

Hvad er ligheden mellem en arkitekt og en fugleklat?

Sådan lød et af de utallige spørgsmål, som deltagere i dette års Creativity World Forum kunne forholde sig til, og de både provokerende og tankevækkende spørgsmål var med til at give liv til diskussionerne om kreativitet i et byudviklingsperspektiv.

Neandertalere og cyborgs

Emnet kreativitet er jo uendeligt bredt, og det vidnede selve programmet på konferencen også om. Der var tre hovedspor, hvor byudvikling var et af dem. For en byudviklingsnørd som mig, der oven i købet arbejder i Dome of Visions – et 1:1 eksperiment ud i netop byudvikling, var særligt dette aspekt noget, som fangede mig ved de mange og meget forskellige oplæg.

Den danske hjerneforsker Peter-Lund Madsen fortalte om, hvordan kreativitet er et af de mest grundlæggende træk, som adskiller homo sapiens fra neandertaleren, aberne osv. Derfor, understregede han samt mange af de andre oplægsholdere, er det vigtigt, at vi formår at understøtte menneskers kreative potentialer og anerkender det som et grundlæggende træk ved os og ikke kun noget, som er forbeholdt en lille kreativ elite.

Amerikanske Vivienne Ming – neuroforsker og entrepreneur, gik så langt som til at sige, at hun sagtens, med den teknologi vi har til rådighed i dag, kunne skabe en cyborg som kan alt det som et menneske kan – og endda gøre det bedre i mange henseender. Det eneste, hun endnu ikke kunne, var at gøre en cyborg eller robot kreativ – og gud ske tak og lov for det!  Kreativitet skaber fremdrift, innovation og åbner op for at tænke i nye baner, som kan ændre eksisterende problemer i samfundet. Derfor er det også en vigtig ingrediens, når vi taler byudvikling, hvor fysiske strukturer gerne skulle kunne skabe platforme, hvor kreative potentialer kan udfoldes, så vi hele tiden kan arbejde på at skabe de bedste livsvilkår.

Skrot fugleperspektivet

Den anerkendte danske arkitekt Jan Gehl talte netop om, hvordan man arkitektonisk kan skabe plads og platforme til det levede liv i byen. Han argumenterede herunder for, at arkitekter verden over er og har været alt for fokuserede på at tegne byrum, som er smukke og symmetriske set fra oven. Denne fascination af byrummet set fra et fugleperspektiv har dog ifølge Gehl medført, at arkitekter ofte har haft meget lidt tanke på det liv, som er til stede mellem de fysiske strukturer, de har tegnet.  I overført og konkret betydning er der så at sige en tendens til, at man i moderne arkitektur ikke er i øjenhøjde med de mennesker, der skal bruge de byrum, der tegnes. Dette skaber kolde pladser og bygninger, som er svære at interagere med, indtage og føle sig hjemme i, fordi de udelukkende er designet fra et funktionalistisk, symmetrisk og strukturerende udgangspunkt.

Tilbage til starten … Hvad er ligheden mellem en arkitekt og en fugleklat? Ifølge Jan Gehl er ligheden mellem arkitekter og fugleklatter simpelthen, at arkitekter dumper bygninger ned fra oven i en lind strøm og uden tanke på, at disse bygninger skal bebos af mennesker og ikke maskiner. Gehls afsluttende kommentar var derfor også, at jo grimmere det ser ud fra oven, jo mere vidner det om, at der er liv mellem bygningerne, og at byrummet rent faktisk er designet fra et menneskeligt perspektiv!

I Aarhus ser man i stigende grad, hvordan man i byudviklingen rent faktisk er begyndt at fokusere på at skabe ’bålpladser’ og samlingspunkter, hvor mennesker kan mødes. Men som Gehl også påpegede ved konkret at vise billeder af nogle af disse nybyggede pladser i byen – herunder det store areal ved Aarhus Ø – så er der stadig mange elementer, som kan forbedres i forhold til at gøre pladserne til noget, der ikke bare ser fedt ud men som rent faktisk også inviterer til (kreativt) brug.

Levende arkitektur

Det levede liv i byerne er langt fra statisk men derimod under konstant forandring både i kraft af ydre faktorer som klimaet, sociale forandringer og samspillet imellem dem. Vi både tilpasser og tæmmer fx  klimaskabte forandringer, som påvirker byernes struktur, og her spiller kreativiteten igen en rolle i den forbindelse. Rachel Armstrong, som er professor i eksperimentel arkitektur, talte på konferencen om, hvordan hun selv brugte kreative metoder til at skabe det, hun kalder ’levende’ arkitektur i byrum.

Denne form for arkitektur tager inspiration fra organismer i naturen, og hvordan de gror og tilpasser sig, når der sker forandringer omkring dem som for eksempel ,når det miljø, de lever i, bliver forurenet. De strukturer, som organismerne fysisk skaber – det kunne fx være de nye lag, der opstår, når alger gror omkring plasticaffald ved kysterne – tager hun udgangspunkt i, når hun designer byrum. Den tilpasningsevne og dynamik, som er kendetegnende ved organismerne, bliver altså en inspirationskilde til at skabe bygninger i byerne, som tilpasser sig, og som for eksempel bruger forurenede partikler i luften og omdanner disse til alternative energikilder. Det kreative aspekt ligger i høj grad i kombinationen af det naturskabte og det menneskeskabte samt i at kunne se og udnytte de positive potentialer, der ligger i det at organismer tilpasser sig, når der fx opstår forurening.

Dome of Visions er som arkitektonisk projekt og eksperiment også et forsøg på at skabe en mere harmonisk sameksistens mellem mennesker og natur. Domen er levende i flere betydninger – både rent fysisk, da den primært består af en stor levende trækonstruktion men også i en social sammenhæng, da den netop også fungerer som et moderne forsamlings- og kulturhus, som understøtter de sociale og kulturelle aspekter af bylivet. Her samspiller forskellige strukturer – materielle, sociale og kulturelle – og påvirker gensidigt hinanden.

Bottoms up!

Lad mig være helt ærlig – jeg gik til Creativity World Forum med absolut nul forventninger og en smule skepsis. For er der noget, som virkelig kan dræbe al form for kreativ tænkning med stor effektivitet, så er det simpelthen det klassiske konference-format: Meget kloge oplægsholdere med utroligt grimme powerpoints og sparsomme formidlings-skills, samlet i et stort gråt konferencerum, hvor publikum sidder upassende tæt. Heldigvis blev det skræk-scenarie dog langt fra en realitet på dette års kreativitets konference.

Oplæggene i relation til byudvikling var enormt interessante, fordi oplægsholderne for det første ikke var bange for at være kritiske overfor tingenes tilstand. I stedet for at ende ud i en ren kritik havde hver oplægsholder konstruktive og ikke mindst kreative bud på, hvordan vi på både lille og stor skala kan forandre!

For at vende tilbage til det mantra, som klingede igennem hele konferencen, og som jeg finder særligt inspirerende, så er kreativ tænkning en grundlæggende menneskelig egenskab. Det kreative potentiale i os alle er derfor vigtigt at understøtte og kultivere i praksis i vores samfund, fordi det også muliggør at forandring kan ske på meget lille skala og brede sig derfra. Alle fundamenter starter med en enkelt (kreativ) byggesten.

Tekst og foto: Silje Marie Schjødt / Dome of Visions