Kosmoklang gav genlyd i domen

En særdeles sanselig og poetisk oplevelse udfoldede sig i Dome of Visions, da foreningen Kosmoklang opførte deres performance-forestilling ”De skandinaviske årstider”.

Til lejligheden havde fire lydkunstnere fokus på henholdsvis forår, sommer, efterår og vinter, som de hver især brugte som tematisk grundskabelon for deres lydværker. I kombination med de lydlige lag blev der af de hvidklædte performere rent visuelt skabt en fortælling gennem dans, skyggespil og interaktion med publikum. Hele domens rum blev sat i spil, hvilket også gjorde forestillingen meget levende og dragende set fra et publikumsperspektiv.

Kosmoklang har som forening en passion for netop at skabe forestillinger og oplevelser, hvor forskellige kunstarter blandes og danner et samlet værk, som det var tilfældet denne aften i Dome of Visions. De samarbejder herunder med vækstlagskunstnere, der arbejder visuelt, lydligt, performativt og designmæssigt med kunst og kultur. Dette giver de enkelte kunstnere en unik mulighed for at samskabe på tværs i de enkelte opsætninger, og samtidig skaber det unikke forestillinger, som udfordrer publikum.

-Projektet er drevet af passionerede frivillige, der brænder for at skabe og eksperimentere. Vi ønsker gennem dette at bidrage til et spirende kulturliv og opfordrer til flere samarbejder på tværs af faglige felter og kulturelle scener i byen, udtalte de i forbindelse med forestillingen.

TEKST: Silje Marie Schjødt
FOTO: Søren Vestergaard / Dome of Visions