Kalligrafi og FNs klimamål møder hinanden i domen

Samsø Energiakademi går utraditionelt til værks – igen. Denne gang sker det 6. juni i Dome of Visions, hvor akademiet står bag en ambitiøs workshop om de klimamål, som FN definerede tilbage i 2015.

Dengang blev grunden lagt til et fælles fodslag om, hvordan vi globalt kan bekæmpe klimaforandringerne.
Via workshoppen i domen stiller Samsø Energiakademi nu spørgsmålet: Hvordan tager man skridtet fra teori til praksis, når emnet er så stort og bredt?

Et nyt sprog
–Vores svar er kort og godt: ved hjælp af samtale, og ved hjælp af kunst. Det er derfor, Samsø Energiakademi i samarbejde med ICEP og den japanske kalligrafimester Kyoen Sakamoto inviterer til en anderledes workshop, hvor vi arbejder kunstnerisk og følelsesmæssigt med verdensmålene i håbet om at skabe et nyt sprog, der giver mening og håb, siger Malene Lundén, projektleder, Samsø Energiakademi.

–Vi vil lade deltagerne i domen opleve, hvordan samtaler kan blive til symboler igennem kunsten. Vi vil skabe et kreativt rum for community power og metodisk dialog, som kulminerer i Kyoen Sakamotos stærke kalligrafi-streg, der bygger bro mellem visdom og tidløshed, forklarer Malene Lundén.

sakamoto1

Skriger på enkelhed
Både som en af frontkæmperne i energiakademiet og som udøvende kunstner er hun overbevist om, at verden så at sige skriger på enkelthed.

–At sætte en streg i kalligrafi er ikke blot kunst – det er syntesen af en særlig følelse, der kulminerer, når penslen møder papiret. Og den ældgamle tradition lever endnu i fuldt flor i Japan, siger Malene Lundén, der sidste år besøgte Kyoen Sakamoto. Mødet udviklede sig til en dyb relation, og nu kulminerer Malene Lundéns erfaring med Sakamoto således i en workshop i Dome of Visions 6. juni 2017.

Disciplin og ritualer
Hvordan flugter japansk kaligrafi med det moderne menneske, hvis vi taler bæredygtighed? Malene Lundén opfatter kalligrafien som en kunstart, hvor det vrimler med disciplin og ritualer.

–Tanken bag kalligrafien er i min optik at forenkle bevægelse og følelse og destillere det til et symbol. I en moderne og kompleks verden, hvor tale og ord er overvældende, virker det forløsende at forenkle livet. De 17 verdensmål, som vi skal arbejde med på workshoppen, er en forenkling på indhold, en aktualitet på betydningen og en handling på den følelse, vi får frem på kalligrafipapiret, siger Malene Lundén og fremhæver, at Kyoen Sakamoto har 40 års erfaring med disciplinen kalligrafi.

At træde i karaktér
Malene Lundén er som nævnt selv kunstner (og fotograf) og har derfor en erfaring at gøre godt med, når hun som workshoppens facilitator skal føre deltagerne igennem forløbet.

–Kunst er en handling, der kan lære os at træde i karaktér. I kunsten har man principper, der handler om før, under og efter. Og i kalligrafi sker det meget tydeligt ved hjælp af forædlede teknikker og erfaring, der forløser den enkelte igennem processen. Det er frisættende for det moderne menneske, som ofte skal forholde sig til uigennemskuelige scenarier som fx klimakrisen. Jeg vil vove at påstå, at kunsten er det eneste rum, hvor vi i dag har mulighed for at sanse den totale frihed og forløsning. Kalligrafi er som et smykkeskrin, hvor du får øje på forenklet skønhed. Og det er smukt illustreret i det sorte blæk, som vi vil kalligrafere med under workshoppen. Én enkelt farve at forholde sig til, keep it simple, som Malene Lundén udtrykker det.

TEKST: SØREN EGERT
ILLUSTRATION: CAMILLA BØDKER

Fakta:
Workshoppen Gateway Danmark – Japan to re-connect and to re-think bliver afholdt hos Dome of Visions den 6 juni 2017 fra kl. 15–19.

Workshoppen er fuldt booket for deltagere, men alle er velkomne til at komme og overvære workshoppen som tilhørere og observatører.

Læs mere i vores kalender eller på Dome of Visions Facebook

Hvorfor Danmark og Japan?
Det japanske og det danske samfund har mange ting til fælles: blikket for det enkle, rene snit, for fællesskabet og for miljøet. Men begge lande er også udfordret på klimaet og leder efter nye og bedre måder at involvere den enkelte borger på og skabe medansvar. I 20 år har Samsø Energiakademi og Japan delt erfaringer indenfor styrkelsen af lokale, decentraliserede strukturer og hjulpet hinanden med at udforske mulighederne for anderledes mødeformer i bæredygtighedens navn. Det er blomsten af denne relation, som vi fejrer ved at inddrage den japanske bevidsthed i denne workshop, som også falder smukt sammen med Danmarks 150 års jubilæum for sit tætte forhold til Japan.

Det internationale perspektiv kommer også i spil i vores ønske om at gøre kunstværkerne og dokumentationen til en vandreudstilling, der efter de færdige workshops kan rejse rundt i verden og skabe håb, tillid og kærlighed.