Ikke et ord om Folkemødet…

Sommer og most hører sammen –  også i domen, hvor vi nu kan tilbyde forskellige typer af most fra Bornholms Mosteri til tørstige gæster – sammen med kaffe, the, øl, vand, vin og hvad du ellers kan få serveret i domens bar, Buckys.

Bornholms mosteri 3

–Vi sætter pris på samarbejdet med Dome of Visions. For os er det nemlig vigtigt, at både produktet og den historie, vi repræsenterer, kommer bredt ud. Social ansvarlighed betyder meget for os, og jo flere, der køber vores produkter og på den måde støtter op omkring idéen, jo bedre, siger Morten Kolind, adm. direktør på Bornholms Mosteri.

–Kernen hos os er ansvar. Over halvdelen af vores medarbejderstab er psykisk sårbare borgere, og vi har forpligtet os til at skabe beskæftigelsesmuligheder for socialt udsatte på Bornholm. I dag drives mosteriet således ved hjælp af Bodil, Mark, Michael, Anette, Jacob, Pia, Birgit, Lisbeth, Kim, Karina, Jessie og mange flere. De er vores vigtigste råvarer, konstaterer Morten Kolind.

 

Kommunalt projekt

Bornholms Mosteri er oprindeligt  et kommunalt beskæftigelsesprojekt fra 2006, og det blev i juni 2013 overtaget af to bornholmske virksomheder – Michelinrestauranten Kadeau og fiskerivirksomheden Espersen. Overtagelsen skete for at fastholde de nuværende medarbejdere i mosteriet, udvikle virksomheden yderligere og skabe endnu flere beskæftigelsesmuligheder for udsatte personer.

I juni 2015 blev ejerkredsen udvidet med yderligere to aktionærer – den ligeledes bornholmske fiskerivirksomhed Ocean Prawns samt Den Sociale Kapitalfond, der siden privatiseringen i 2013 også har været långiver for Bornholms Mosteri og løbende bidraget med kompetencer og viden i forhold til virksomhedens sociale ansvar.

Bornholms mosteri 8

Bornholms mosteri 7

Aarhus på landkortet

Bornholms Mosteri sælger most mange steder i Danmark – men nok mest i København.

Morten Kolind siger, at det for Bornholms Mosteri er ekstra interessant, når nu Jylland bringer sig selv på kortet – via Dome of Visions.

–Aarhus ligner jo på mange måder København, når vi ser på kundegrupper og præferencer, så for os er det den helt rigtige udvikling, at vi nu er godt repræsenteret i domen og dermed i Aarhus, siger Morten Kolind fra Bornholms Mosteri.

Bornholms mosteri 6

Selv sammenfatter mosteriet sit virke sådan her:

–Vi beskæftiger socialt udsatte
–Vi minimerer sukker og bruger ingen tilsætningsstoffer
–Vi vægter altid smagen højest

Men det stopper ikke her. Mosteriet siger nemlig også, at det presser smagen til det yderste. Og så giver det måske god mening, at mosteriet proklamerer: SMAGEN AF SOMMER ER ET… MOST!

 

TEKST: SØREN EGERT
FOTO: BORNHOLMS MOSTERI