HUNGRY VAGINAS

Hungry vaginas inviterede på musikvideo-release i Dome of Visions.

Fredag 15. april blev Dome of Visions pyntet med vaginaer, da de to passionerede instruktørelever Anita Beikpour & Marie Limkilde fra Den Danske Filmskoles Dokumentarlinie inviterede til releasefest på deres musikvideo ’HUNGRY VAGINAS’.

IMG_8352

En video om kvindelig lyst

Filmen ’HUNGRY VAGINAS’ er en undersøgelse af, hvordan kvindelig lyst traditionelt fremstilles i pop-kulturen – og på mange måder også en modreaktion til det.

-Vi ville gerne prøve at fremstille kvindelig lyst og seksualitet på en anden måde, end den, vi kender fra mainstream popkultur. Vores vision er egentlig at udvide den kønsopfattelse, der er indenfor musikvideoer for pop-kultur og give et bidrag til at se rollefordelingerne på en anden måde end den traditionelle, vi ser, siger Marie Limkilde, der er instruktør på filmen.

-Det er jo relevant i forhold til, hvordan vi ser de her pop-video og sexscener omkring os, og hvordan kvinden bliver fremstillet i alle sexscenerne. Derfor blev det relevant at lege med den fremstilling i en absurd fortælling, fortæller Marie Limkilde og uddyber igen:

– Vi har valgt at filme sexakten på en ny måde… Og her får den så et ret absurd twist, fordi han forsvinder med hele sin krop op i kvinden.

Og det er I nok nødt til lige at uddybe lidt mere….

-Musikvideoen handler om et one-night stand, hvor en pige og en dreng tager hjem sammen. Så har de sex, og så forsvinder drengen op i kvindens kusse. Det er derfor, vi har valgt at kalde den ’hungry vaginas’, forklarer Anita Beikpour, der er filmens anden instruktør.

12962544_1087154191343110_392035677_o-2

En (næsten) almindelig popvideo

Videoen er produceret som en almindelig musikvideo og har samme æstetiske udtryk, som man ofte ser i forbindelse med popmusik.

-Det er filmet på en meget lækker måde. Dem, der er med, ser lækre ud, selve akten ser lækker ud, alting er filmet i et flot morgenlys, og det foregår i en lækker lejlighed. Det hele er ret klichéagtigt og popagtigt. Smukt på den rigtige måde. Det ligner i virkeligheden en helt almindelig musikvideo, siger Anita Beikpour.

-Det var ret vigtigt for os at lege med den der æstetik. Vi ville gerne bruge alle de greb, man kender fra popvideoer. Indtil der så sker noget, man ikke ser i den slags videoer så tit, tilføjer Marie Limkilde.

Musikvideoen er filmen, spillet, instrueret og produceret af studerende fra forskellige kunstskoler i Aarhus og København. Blandt andet filmskolen, skuespillerskolen og designskolen.

IMG_8320

Instrueret uden musik

Musikvideoen er skabt baglæns. De to instruktører har ikke blot valgt et utraditionelt tema men har også lavet musikvideoen med en mindre almindelig fremgangsmåde.

-Det er et alternativt musikvideoprojekt, for det er ikke et band, der har bestilt musikvideoen som en traditionel promoveringsvideo. Det er os, der har haft en idé indenfor musikvideoformatet, og så har vi planlagt det og lavet det – og først efter vi optog det, har vi fået et band på. Med en traditionel musikvideo er du meget bundet, fordi der er et pladeselskab eller et band, der har betalt for videoen og har en promoveringsstrategi, du skal leve op til. Her har vi kunnet arbejde helt frit og kreativt, fortæller Marie Limkilde.

Musikken, der efterfølgende er blevet soundtrack til videoen, er skrevet af det norske pigeband Smerz, der har base i København.

-Nummeret ’Move’ passede bare godt til, så Smerz har stillet det til rådighed. Det er et band, vi selv har fundet, så det er ikke deres officielle musikvideo, forklarer Anita Beikpour.

IMG_8357 

Kickstarter-finansieret projekt

Musikvideoprojektet er crowdfund-finansieret gennem en kickstarter-kampagne. Målet for kickstarterkampagnen var 5000 kr. Ved hjælp af støtte blev der samlet 6500 kr. ind til filmen, som blev optaget på to dage.

-Vi havde lyst til at producere den her video, og vi havde ikke nogen penge. Så vi tænkte, at det kunne være sjovt at se, om man kunne komme i gang med et projekt, som folk støttede, så man løftede det sammen. Det hele er skabt gennem dem, der har støttet det. Alle, der har været med til at lave filmen, har arbejdet gratis, siger Anita Beikpour.

IMG_8363

En hyldest  – også vaginaen

Releasefesten i Dome of Visions var særligt en hyldest til dem, der havde realiseret filmprojektet gennem støtte og til den nye måde at lave musikvideoproduktion på.

Musikvideoreleasen var ledsaget af en række musikalske optrædener fra bl.a. Rest in Beats og Mambe & Danochilango. Rundt omkring i domens træer hang selvkreerede ’stofskeder’ i flere størrelser, og der var bagt halvtreds vaginacupcakes i flere nuancer.

-Temaet er groet lidt på os. Nu bliver det en vaginafest, som også hylder vaginaen – den sultne vagina. Festen er i virkeligheden mere eksplicit end videoen er. Så vi er nok blevet lidt mere modige siden, vi lavede filmen, siger Marie Limkilde.

Tekst: Signe Mai Vilsbøll
Foto: Marie & Anita, Hungry vaginas