Honeyland og Himmelrum præsenterer: En cirkulær aften i domen

Kulturforeningen Honeyland Palace bød lørdag 22. april indenfor til en aften inspireret af cirklens repetitive bevægelse. Aftenen bød på en interaktiv installation af fortælling, visuel kunst, musik og performance afsluttet af koncert med bandet Himmelrum. Arrangørerne fortæller selv:

-Vores installation er en fortælling om mennesket. Mennesket som produkt af gentagelsen. Et produkt af historiens omfavnelse, fremtidens håb og inderligheden imellem de to horisonter. En fortælling, som placerer mennesket i midten af en dialektisk proces, der kræver en konstant opmærksomhed på det forbigående. Et krav der ubarmhjertigt stiller mennesket til ansvar men samtidig præsenterer en mulighed og dermed et håb, fortæller kunstnerne bag. “Mens håbet retter sig mod en ukendt fremtid, og erindringen griber bagud efter en tabt fortid, udgør gentagelsen menneskets mulighed for at blive og forblive nærværende i det nærværende.” – Constantin Constantius (1843)

-Med afsæt i Himmelrums langstrakte og hypnotiske rockmusik var idéen at skabe en helaftensforestilling med en atmosfære af cirkulation og udvikling i gentagelsen. Himmelrums musik vil blive et progressivt soundtrack til den intense live-fortælling. Installationen var tænkt som et tværæstetisk eksperiment mellem fortælling, visuel kunst, musik og performance. En undersøgelse af de friktioner og harmonier, der opstår, når man bevæger sig mellem medierne og lader dem flyde sammen. En fremvisning af gentagelsens kraft som et skabende motiv.
Til sidst en ekstatisk energiudladning i alle trancens farver med Himmelrum.

Vision for bæredygtige fremtider: En bæredygtig fremtid er dér, hvor menneske og menneske står sammen for at tage et fælles ansvar for de fælles udfordringer, vi står over for. I eksperimentet, det nyskabende, hvor tingene mødes på nye måder. I sammensmeltningen af by og natur. I gennemtrængningen af de barrierer, politiske, kulturelle og menneskelige, der skiller os ad på ufornuftig vis. I en film, hvor musikken møder en visuel dimension og en narrativ og sammen skaber en større sammenhæng. Den synergiske kulturoplevelse, som den vi stræber os på at udføre med en åbensindet mentalitet, er vejen til dette.

Se fotograf Helle Arensbaks reportage:

domen_koncert

domen_koncert

domen_koncert

domen_koncert

domen

HONEYLAND PALACE er en kulturskabende forening centreret omkring festivalen Honeyland Festival, som foregår på Nordbornholm 3.-6. august. Festivalens mission er at skabe et fællesskab og en interaktiv, kreativ og tværæstetisk platform for autentisk og nyskabende musik og kunst med rod i god gammel DIY-ånd. ”En festival om at lave en festival.” Sideløbende arbejder gruppen på at lave specielle events rundt omkring i Danmark og omegn i tråd med festivalens ånd.

HIMMELRUM er en københavnsk firkløver af horn og hegn i ambiente og støjfyldte tåger. Solide grooves, der tonser derudaf og går i ring. Lyden af det voldsomt bragende og det nærmest ubevægelige, der blander blod som i en kraut-inficeret trance. Bandet har indspillet deres fuldlængdedebut, som udkommer i 2017.

 

TEKST: ARRANGØRENE / LUNA SIGNE HØRDUM
FOTO: HELLE ARENSBAK