Heltene i byggeriet skal kunne sige både til og fra

Måske giver det sig selv, at et debatarrangement om Byggeriets Helte finder sted i Dome of Visions?

I hvert fald husede domen fredag 22. september 2017 en god debat med dem, man også kan kalde byggeriets visionære praktikere.

 

Dagens program:

  • Velkomst v. Graves Simonsen, projektchef, Bygherreforeningen
  • Hvorfor har vi brug for helte v. Carsten Fogh Nielsen, adjunkt og superhelte ekspert
  • Fremtidens huse er bygget af halm v. Steen Møller, Ingen Affald Udvikling
  • Bæredygtighed er noget, man kan sparke til v. Jesper Ring, adm. dir. BDB-Metoden
  • Byggeriet er ikke et problembarn v. Maja Mørk, murerlærling og rollemodel for byggeriet
  • Vi kan blive fremtidens helte v. Martin Manthorpe, direktør, NCC

 

Men hvordan bliver man så en helt i byggebranchen nu og i fremtiden? Maja Mørk, murerlærling og oplægsholder på debatdagen, mener fx, at en helt også siger fra.

–Til gengæld skal du evne at komme med ideer og tænke kreativt. Som nyuddannet ved du ikke så meget om, hvordan det hele fungerer, og det er jo præcist, når man står der og er lidt famlende, at man finder nye løsninger, fornemmer hun.

Nye tilgange

Martin Manthorpe, direktør for strategi og forretningsudvikling i NCC, er overbevist om, at nye løsninger, nye tilgange, er forudsætninger for, at byggebranchen holder momentum.

–Aktørerne i branchen skal udvikle sig fra en re-aktiv tilgang til opgaveløsningen til en mere markeds- og samfundsorienteret.  Vi skal byde langt mere ind med løsninger på morgendagens udfordringer; uanset om det vedrører energi-, klima-, ressource-, digitaliseringsdagsordenen eller sågar sociale problemstillinger som sammenhængskraft, integration og uddannelse, siger han.
–Min oplevelse er, at langt de fleste i byggeriet er fokuseret på dagens bundne opgaver med at levere til tiden og tjene en skilling eller to, og det er selvfølgelig en forudsætning for at opnå succes, men succes består også af andre elementer, vurderer Martin Manthorpe.

Han mener, at byggebranchen skal evne at skalere brugbare løsninger.

–Det kan øge både effektivitet og produktivitet, så vi hurtigere får gjort brug af den viden, branchen hele tiden udvikler. Vi bør i højere grad være i dialog og kontakt med vores omverden for at kunne fremtænke og udvikle de løsninger, som sikrer afkast på alle bundlinjer. Hvis vi ønsker, at samfundet som helhed skal se os i et andet, mere varmt og positivt lys, så begynder det med, at vi flytter os selv, pointerer Martin Manthorpe.

Ressourcerne

Steen Møller, direktør i virksomheden Ingen Affald Udvikling, opfatter byggeriets helte som dem, der holder godt øje med jordens ressourcer.

–Vi taler jo om hensynet til menneskeheden, så der er brug for, at specialisterne mødes og bruger hinanden til at finde utraditionelle løsninger. Måske skal vi gøre lidt mere som i gamle dage, hvor det var mere udbredt at arbejde på tværs af forskellige faggrænser, siger Steen Møller.

Kirstin Sloth, højskoleelev på Brenderup Højskole, deltog i debatten i domen, og hun er meget direkte, når hun taler om heltene i byggeriet.

–Heltene er dem, som er i stand til at konkretisere, hvad bæredygtighed i byggeriet er for en størrelse. Er det affald, vi taler om? Er det spørgsmålet om at være gældfri, eller er det noget helt tredje?

 

TEKST: SØREN EGERT
FOTO: STINE SKØTT OLESEN