Får Danmark en Grøn Ambassade?

Debat i domen

 

-For mig at se er domen et check-in sted og et godt og neutralt rum at mødes i, når vi skal drøfte mulighederne for at etablere en egentlig Grøn Ambassade, siger Søren Hermansen, direktør i Energiakademiet på Samsø, ved et af domens runde caféborde og med udsigt til eucalyptus-træer, en raketovn og en buffet bestående af specialiteter fra Samsø, fx økologisk ost fra Bent i Kolby og rødbedehummus fra Urtekurven.

 

Hvad skal barnet hedde? Gæsterne i domen bød ind med adskillige forslag, fx ”Eksperimentarium for bæredygtigt forbrug” og ”Skole for grøn aktivisme”.

Status

Sammen med 80 ligesindede er han denne aprilaften draget til Dome of Visions i et forsøg på at gøre en form for status: Hvor langt er Danmark fra at få en Grøn Ambassade? Bæredygtighed og grøn omstilling er i overskriftsform det, der især binder de meget forskellige tanker og planer sammen.

Tilbage i 2012 var Energiakademiet vært ved et tilsvarende møde. Dengang gik man også efter et rundt mødested, nemlig Rundetårn! På tværs af by og land diskuterede man, hvordan Danmark kan komme videre med grøn omstilling og bæredygtighed.

To år senere, i Dome of Visions, nærmer initiativet sig en evaluering.

 

På mødet i Dome of Visions var der enighed om, at Grøn Ambassade først og fremmest skal fungere som et samlingspunkt for meget forskellige initiativer og tanker.

Civilsamfund

-Vi holder mødet for at finde ud, hvordan vi kan komme tættere på hinanden, arbejde mere sammen i hverdagen og komme tættere på det, jeg vil kalde civilsamfundet både i Danmark og i udlandet. Lander du i Københavns Lufthavn og er interesseret i at møde et grønt netværk på Midtsjælland, kunne det jo være praktisk med det, vi kalder en Grøn Ambassade, et sted, der kan hjælpe og formidle, vurderer Søren Hermansen.

-Pr definition er en ambassade jo et neutralt sted, og en Grøn Ambassade er et udtryk for, at folkene bag gerne vil dele ud af den viden og de visioner, de har. Vi har valgt at mødes i domen, fordi den på en måde er et nybyggersted, og der er ikke noget, der tynger domen. Situationen ville være en helt anden og langt mindre frugtbar, hvis vi fx mødtes i en sal i et af ministerierne, siger Søren Hermansen.

Han kan godt se for sig, at Grøn Ambassade får et lille kontor i Dome of Visions.

-Eller måske kunne der sættes en tilbygning på domen, måske en lille ambassadørbolig, siger Søren Hermansen med et stort grin.

Læs mere på Energi AkademietGRÆSRØDDER LÆGGER FUNDAMENT TIL GRØN AMBASSADE

Tekst: Søren Egert
Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT / Dome of Visions