Loading Events

« All Events

  • This event has passed.

Skygger & Salt

16/06/2017 @ 20:00 - 23:00

Gratis entre

Promokoncert for debutudgivelse af EP’en “Skygger&Salt”.

Skygger&Salt er Morten Brockhoffs debut på pladescenen med fire stærke sange fra hans rejse gennem tilværelsen. Livsnavigation og erkendelse sat i lyrik til melodier arrangeret for en guitar han købte i 1970 (som 14-årig).

Morten Brockhoff tog afgangseksamen som Almen Musikpædagog fra det Jyske Musikkonservatorium i 1985. Han arbejdede i 20 år som musiklærer, arrangør og kapelmester mm. og er (selvklart) til dato stadig udøvende komponist og sanger.

Instrumentet – en spansk Höfner – har (som han selv) været gennem lidt af hvert, og måtte bl.a. have halsen vredet langsomt på plads efter en tur i Gudenåen. Genopretningen varede to år. Efterfølgende stemte Morten den ned for ikke at belaste den så hårdt, og så sov den ellers i sin kasse i mange år.

Men i 2012 vågnede den, da den aarhusianske guitarforretning “Akustikken” udskrev en sangskriverkonkurrence, hvor reglen var “kun guitar, tekst og sang – ingen effekter og overdubs”. Her fandt Morten den gamle guitar frem, stemte den en kvint under standardlejet, skrev nummeret “Slip Hjertet Løs”, og vandt novemberrunden.

En ny musikalsk rejse var begyndt. Ved at skrive på dansk til barytonguitar har Morten åbnet for en klang og et lyrisk univers, der bærer hans helt eget fingeraftryk.

Den dybe guitar passer godt til hans stemme. Teksterne er balanceret nøje mellem det private og det mellemmenneskelige. Sangene er fulde af smukke, vilde, vemodige, lyse og mørke billeder, tro, håb og kærlighed, skygger & salt.

Morten har optrådt med sangene ved flere lejligheder i forskellige sammenhænge – bl.a. Hjortshøj Festival 2013 og 2015, to opførelser sammen med koret “Odder Voices” i 2014, og på Vedsted Søfestival 2016 samt en del private arrangementer.

Nu er de første fire indspilninger publiceret og officielt sendt ud på deres egen rejse, og i den anledning byder Morten hermed velkommen til en time med mange flere af sine sange om livet, universet og alting, inklusive efterfølgende hyggesnak over forfriskninger fra Dome of Visions bar.

Vision for bæredygtige fremtider: Jeg forestiller mig, at vi finder en balance mellem vores viden om den ydre natur og vores eget indre.

Mennesket er blandt de mest tilpasningsdygtige arter på jorden, og for at kunne imødegå de globale forandringer, vi befinder os midt i, tror jeg, vi er ved at vende vore instinktive livsmål fra at søge mere materiel overflod til at søge mod dybere erkendelser.

I min vision har vi fundet metoder til at helbrede de emotionelle mangelsygdomme, der gør individer vanvittige og får dem til at fylde savnet ud med ekstravagance på bekostning af hele befolkningsgrupper eller blot vælge at slukke smerterne med ødelæggelse og død.

En fremtid, hvor respekten for naturen går hånd i hånd med respekten for andre og sig selv.

Vision for fremtidens by: Fremtidens by er energineutral ligesom resten af landet. Et lyst og venligt sted med klar luft og gratis infrastruktur (der kun summer let), og sætter de omgivende landområder i så direkte forbindelse med byen, at al nutidens snak om udkanter og landsbydød forlængst er glemt.

Uanset, hvor man bor i landet, kan man uden skelen til indkomst færdes ubesværet mellem uddannelsessteder, omsorgsinstitutioner, kulturhuse og administrative enheder.

Gamle og unge mødes på lige fod overalt på pladser og serveringssteder, og der tilberedes både basisvarer og nydelsesmidler af råvarer, der delvist er dyrket i byen selv.

Den allestedsnærværende mulighed for international kommunikation sætter råd og borgere i stand til at følge og reagere på globale begivenheder (som nu) men med den forskel, at beslutninger træffes i virtuelle rum uden behov for bekostelige centraladministrationer i udvalgte lande.

Fremtiden by er et møde mellem mennesker.

Details

Date:
16/06/2017
Time:
20:00 - 23:00
Event Categories:
, , ,
Event Tags:
, ,

Venue

Dome of Visions, Pier 2
Pier 2
Aarhus, 8000 Denmark

Organizer

Morten Brockhoff
%d bloggers like this: