Et ganske særligt nyhedsbrev, en hyldestsang og noget om taknemmelighed

Dette nyhedsbrev står skrevet som det foreløbigt sidste fra Dome of Visions.

Derfor sidder du med en speciel udgave foran dig. Den rummer både vemodighed og taknemmelighed. Vemodighed over at lukke en magisk epoke og samtidig en dybfølt taknemmelighed over alt det vibrerende liv, der har udfoldet sig i domens syv år.  Oplevelsesvidderne har nået næsten uendelige grænser, der på sin helt egen måde har markeret domen som en boblende og udefinerbar kulturel zone med plads til alle.

Dette nyhedsbrev skal stå som et helt særligt taknemmelighedsbrev, der med dyb respekt hylder det, Aarhus har budt på de sidste to år. En hyldest til det pulserende liv, der har ramt os alle, og en taknemmelighed over alt, hvad domen har lært os. Om mangfoldighed. Om samskabelse. Om liv og sanseligheder.

Dome of Visions markerer sin afslutning og transformation med et brag af en afslutning  25., 26. og 27. oktober. Med weekenden vil vi fejre domens rejse helt tilbage fra 2012, og vi vil gerne invitere jer alle til komme forbi og svinge flagene med os, poppe champagnepropperne og nyde godt af  palletten af kulturelle og faglige indslag.

Dome of Visions står som et projekt, der både flyder med strømmen og med tiden og alligevel går sine helt egne veje. Og domen bobler og vibrerer videre i en ny kontekst, omgivet af et dejligt eftermæle og præget af de spor, bygningen har afsat i os – og i de tusindvis af besøgende, der lagde vejen forbi.

Tak for dit bidrag og for at læse med.

Og tak for nu.

På vegne af Dome of Visions crew,
Sandra Sohn, kuratorisk assistent

 

#45: Et ganske særligt nyhedsbrev, en hyldestsang og noget om taknemmelighed. Kuratorisk assistent Sandra Sohn har skrevet månedens leder / Denne måneds #domeofvisions er taget af @jacobvrou / Udforsk domens kommende events med blandt andet poetry slam ved Teater Katapult og en spansk omelet-konkurrence! ved Científicos Españoles en Dinamarca – CED / Spanske Forskere i Danmark / Månedens visioner er formuleret af eventbureauet Face To Face, der  22. september med deres event The Unexpected Valhalla Session inviterede indenfor til en massiv kulturel oplevelse – et højtideligt og vegansk måltid, forfriskende og legende spilstationer og multi-talentfulde DJ’s / Samt naturligvis alle de spændende highlights fra den seneste tid. Læs.