Endnu et tilløb til højere huse – bygget i træ

Dome of Visions og nye tanker om træ som byggemateriale går godt i spænd med hinanden, og et netværksmøde om træ som den store fornyer i byggebranchen trak forleden fuldt hus til domen på Pier 2, Aarhus Havn.

dov-mbn-traeseminar06122017-009-lr Oven i købet kunne arrangementet læne sig op ad en ny undersøgelse, der konkluderer, at krydslaminerede træelementer (CLT) påvirker klimaet langt mindre end beton. De tørre tal: To etagebyggerier, begge lavenergihuse, bygget af henholdssvis CLT og beton, blev sammenlignet i en livscyklusvurdering. Resultat: træhuset påvirker klimaet med 161 kilo kuldioxid pr. kvadratmeter. Påvirkningen fra betonbyggeriet: 351 kilo – altså mere end det dobbelte.

Undersøgelsen er gennemført af Kungliga Tekniska Högskolan, KTH, i Stockholm og IVL Svenska Miljöinsitutet og kan ses her www.klimatsnåltmedhöghusiträ

dov-mbn-traeseminar06122017-005-lr Nationalt netværk

Netværksmødet i domen var arrangeret af InnoBYG i samarbejde med Teknologisk Institut, Nemt Fundament, Flexwood, Ensinger, Markant og METSÄ Wood. InnoBYG – et nationalt netværk af interessenter, der ønsker fornyelse i byggebranchen – er støttet af Forsknings- og Innovationsstyrelsen og har 400 medlemsvirksomheder. En række vidensinstitutioner er knyttet til netværket.

Ifølge netværksleder Kasper Lynge Jensen fra InnoBYG er der en næsten naturlig forklaring på, at interessen for at bygge i træ er voksende.

–Agendaen på hele bæredygtighedsområdet har ført til, at man mange steder i verden leder efter alternative byggematerialer, og her kommer træ for alvor ind i billedet. Træ giver – også arkitektonisk – andre muligheder. Som et organisk materiale placerer træ sig centralt i overvejelserne om andre byggematerialer og dermed bæredygtigt byggeri, siger Kasper Lynge Jensen.

dov-mbn-traeseminar06122017-012-lrAndre bybilleder

–Perspektivet i at bygge mere og højere i træ er, at vi får nogle andre bybilleder end dem, vi kender i dag. Du vil se huse, der skiller sig ud fra de gammelkendte, og som bruger af husene vil du mærke, at træ er et materiale, der rummer kvaliteter, du måske ikke var klar over, siger han og erkender, at der generelt skal kanaliseres mere viden om træ ud til de relevante aktører.

–Vi mangler viden og erfaring, når det drejer sig om at bygge større huse i træ. Enfamilihuse kan vi uden videre bygge, men højere træhuse kniber det mere med. Så snart man i Danmark skal bygge højere end fire etager, støder byggeriet på en række specifikke krav, bl.a. hvad brandsikring angår. Så kombinationen af måske tradition og utilstrækkelig viden gør det lidt vanskeligt at sætte skub i byggeriet af højere træhuse, siger Kasper Lynge Jensen.

dov-mettenasser-14082016_3189Spireprojektet

–I InnoBYG arbejder vi med et såkaldt spireprojekt omkring træhuse i flere etager. Hvilke skridt skal vi som branche tage, hvis vi vil bygge højere træhuse, spørger han og nævner, at flere sydeuropæiske entreprenører for alvor er begyndt at interessere sig for at bygge huse i træ.

–Men der er også voksende interesse for træbyggeri i Danmark. Både blandt   bygherrer og entreprenører, tilføjer han.

dov-mbn-traeseminar06122017-002-lr Træ i praksis

InnoBYGs spireprojekt har mødt stor opbakning hos en lang række aktører i byggebranchen, fra erhvervsskoler, brancheforeninger, producenter, bygherrer og udførende. Alle ønsker – populært sagt – et træhøjhus opført på dansk grund.

En af de virksomheder som deltager i spireprojektet er NCC, og sektionschef, Jens Thamdrup siger, at projektet flugter godt med NCCs bæredygtige dagsorden.

–I NCC har vi en markant bæredygtighedsdagsorden, og vi har derfor et ønske om at undersøge mulighederne for alternative materialer – herunder træ – i de løsninger, vi præsenterer for vores kunder. Vi er med i spireprojektet for at få flyttet de barrierer, der i dagligdagen begrænser anvendelse af træ i byggeriet, siger Jens Thamdrup.

dov-mettenasser-09092016_3151-lr Markedet?

Selve markedet for det at bygge i træ kan være svært at overskue, men ifølge Kasper Lynge Jensen fra InnoBYG ser man flere steder eksempler på lovende træbyggeri, og i øjeblikket har mange fokus på vedligeholdelse og holdbarhed, fx hvordan man imprægnerer træ på en miljøvenlig måde, så træ til både konstruktion og beklædning er bestemt på vej frem.

Uddannelse

Som han ser det, er der behov for at opsamle erfaring, når det gælder om at bygge lidt mere komplicerede huse i træ.

–Der skal gang i konkret uddannelse af den arbejdskraft, som skal bygge i træ, og branchen må hele tiden sikre sig, at man benytter den rigtige type træ til den konkrete opgave. Træbyggeri betyder også, at der skal øget fokus på energiforbrug og indeklima, siger Kasper Lynge Jensen.

 

 

TEKST: SØREN EGERT
FOTO: METTE NASSER / Dome of Visions