Ljubljana bliver European Green Capital 2016. Det blev offentliggjort ved et arrangement 24. juni 2014 i Den Sorte Diamant i København, og både før og efter var de mange interessenter fra de europæiske lande samlet til faglig adspredelse i Dome of Visions.
Københavns Teknik- og Miljøborgmester, Morten Kabell (Enhl.), holdt velkomsttalen i domen, og han lagde vægt på, at København, der jo i år er European Green Capital, netop bruger domen til noget af det, den egner sig fortrinligt til: samvær på tværs.
Særlig atmosfære
-Dome of Visions ser sig selv som et mellemrum i byen og er selv et bud på, hvordan vi kan bringe liv til byens pladser mellem husene. Både midlertidigt og mere permanent. I sidste uge brugte repræsentanter for tyve af verdens storbyer domen til at drøfte bæredygtig byudvikling. Blandt byerne var Vancouver, New York, Stockholm, Tokyo, Chicago, Sydney, Berlin og London. Og de gav alle udtryk for, at netop domens helt særlige atmosfære påvirkede drøftelserne i en positiv retning, sagde Morten Kabell.
Tekst: Søren Egert
Foto: Ursula Bach / Sharing Copenhagen