Dyppet i kærlighed

Other Story er en alternativ medieplatform. Deres film tager afsæt i de vidt forskellige menneskelige aspekter, vi dybest det deler med hinanden: kærlighed, drømme, dufte, yndlingssteder fx.

Other Story har fokus på flygtningesituationen i Europa og ønsker at vise de unikke fortællinger, der gemmer sig bag kategorien flygtning. Flygtninge skildres typisk som en gruppe, en strøm, i national og international presse, og Other Story mener, at det forhold skaber fordomme og forsimpler konflikten. Other Story har derfor valgt at portrættere et menneske, en flygtning, ad gangen.

Forleden, fredag 15. januar, viste de ved et støttearrangement i Dome of Visions filmen om Ali. Du kan se den og de foregående film på Other Storys Facebook.

Screen shot 2016-01-20 at 9.47.09 AM

Bag initiative stod kunstnere og musikere fra København: Klara Utke Acs (performancekunstner), Anton Gansted (frontfigur i bandet First Hate), Soho Rezanejad (solo­musiker), Lasse Flemming (manager for bandet Gents).

Klara Utke, en af aftenens arrangører, holdt tale i domen.
– Other Story åbner op for kompleksiteten i flygtningekrisen, fordi Other Story viser den unikke menneskelige fortælling. Og opfordrer til, at vi sammen må arbejde for at dyrke humaniteten, når vi møder mennesker, der er på flugt, sagde Klara Utke.

De musikere, der støttede op om Other Story ved at spille på aftenen, var: DJ HVAD & Why Bee  (kult­musik fra Kbh.), Croatian Amor  (lyd rojekt af Loke Rahbek, som står bag Posh Isolation og er med i gruppen Lust for Youth), Dawda Jobarteh  (som spiller Kora, et instrument fra Gambia), Værket  (nyt melodiøst heavy fra Kbh.) og Nikolas  (gruppe, kunst og musik med folk fra bl.a. Thulebasen).

Bag Other Story står Madeleine Kate McGowan, Anne Louise Carstens og Laura Vilsgaard. De tager nærmest på skift til Grækenland for at dokumentere det liv, flygtninge møder, når de første gang betræder EU.

Lige nu er Madeleine Kate på Lesbos. Det kommer der endnu en film ud af. Måske får den sin premiere i domen – i så fald bliver det om en måned eller halvanden.

Screen shot 2016-01-20 at 9.47.06 AM Screen shot 2016-01-20 at 9.48.32 AM

Dyppet i kærlighed

Støttearrangementet for Other Story 15. Januar 2015 indsamlede 19.000 kroner.

-Vi blev dyppet i kærlighed, siger Laura Vilsgaard.

Den næste film fra Other Story handler om Abdul, hans kone og tre børn.

Abdul er fra Syrien og overlevede et af Assads syreangreb for godt to år siden. Efter et par år i Tyrkiet flygtede familien. De to første flugtforsøg lykkedes ikke. Men tredje gang gik det godt, og Abdul, der er grafisk designer, bor nu med sin familie et sted i Jylland.

Måske bliver den og andre film fra Other Story vist ved et kommende arrangement i Dome of Visions. Hold øje med det her på sitet – eller følg Other Story på Facebook.

Rundt i Europa

Kvinderne bag Other Story tager ned til grænseområderne i Europa og producerer film med de mennesker, der er på flugt lige nu. Pengene fra arrangementet i Dome of Visions går til at rejse rundt i Europa for at gennemføre opfølgende interviews med nogle af de flygtninge, som Other Story allerede har interviewet een gang.

–Vi regner med, at Other Story vil kunne producere en række opfølgende film rundt omkring i de europæriske asylcentre, så den menneskelige fortælling om integrationsprocesserne også bliver portrætteret. Other Storys fokus bliver ved med at være den menneskelige fortælling, sanseligheden og beskrivelser af det unikke menneskes oplevelser – frem for at portrættere de ydre politiske stukturer og rammer. Vi tror på, at det enkelte menneskes fortælling appellerer til empati, fordi vi som mennesker kan spejle os i det, siger Laura Vilsgaard.

Empati og håb

–Mediernes dækning af de mange nødlidende flygtninge kan det være vanskeligt at forholde sig til. Hvorimod fx Alis stemme er både empatisk og stærk og får os til at relatere på et medmenneskeligt plan. Vi oplever igen og igen, når vi opholder os i de europæriske grænseområder, at jo længere vi zoomer ud og ser masserne i lejrene og den voldsomme nød, jo mere håbløst opleves det. Det skal vi selvfølgeligt også forholde os til, men det er ikke det eneste, der eksisterer i de områder. Hver gang, vi møder et menneske, som vi kan interviewe, åbner der sig en verden af empati og håb. En verden med menneskelige ressourcer og livskraft, og den dimension har Other Story til hensigt at portrættere, fastslår Laura Vilsgaard.

Hvis du vil støtte projektet er der en online fundraising.

Tekst: Søren Egert
Visuals: Other Story