Domen lever og ånder

Et digitalt laboratorium midt på Aarhus havn – domen lever, ånder og udvikler sig i samspillet med vind, vejr, planter og dens gæster – og så gør den os klogere på fremtidens byggeri gennem dataindsamling på byggeriets indeklima. 

Dome of Visions er et levende hus både i form af dets adskillige gæster, rige planteliv og slutteligt i kraft af dets digitale og klimamæssige eksperimenter. Hver gang kuplen slår dørene op, vælter det ind med data og unik læring.

I domen arbejder vi med sammenhængen mellem bygning, digitalisering, teknologi, adfærd og den kropslige tilstedeværelse i rummet. Ved hjælp af 40 sensorer – og nærmere bestemt 202 målepunkter fordelt i domen; stuen, første salen, oppe i selve domen, ved baren og helt uden for – foretager vi en række intelligente målinger, der giver et unikt indblik i domens indeklima. De digitale målinger gør os klogere på, hvordan byggeri, klima og menneske influerer på hinanden.


Kan bygninger tale til os?
I spidsen for de intelligente målinger af domens indeklima står Lars Andersen, Udviklingschef, IoT, i NCC. For ham handler det om, at kunne tilegne sig den rette viden for at kunne tegne et troværdigt billede af domens indeklima, forbrug og adfærd. Og Lars gør sig mange tanker om, hvordan vi skal måle og hvordan dataene skal sammenholdes førend, der kan konkluderes noget som helst.

–Vi har placeret en række sensorer lodret over hinanden, fordi vi ønsker at dokumentere, hvordan temperaturen ændrer sig, jo højere oppe i domen, du opholder dig. De velkendte parametre, temperatur, luftfugtighed, CO2 og støj måler vi overalt i domen, så vi reelt er i stand til at tegne et troværdigt billede af indeklimaet. Derudover har vi monteret en sensor ved hvert skrivebord på 1.salens kontor. Sensoren måler temperatur, luftfugtighed og lux-niveau ved skrivebordet samt det allermest simple: sidder der nogen ved bordet? Vi tæller også personer, der går ind og ud af domen, og det forsøger vi at sammenholde med målinger af lydniveau og CO2-indhold, så vi er i stand til at vurdere indeklimaet på et mere kvalificeret grundlag, fortæller Lars Andersen.

Domen giver os viden til fremtiden
For NCC, entreprenøren bag Dome of Visions, fungerer domen som et digitalt testlaboratorium, der skal undersøge vejen for nye digitale løsninger. Martin Manthorpe, direktør for Strategi og Udvikling i NCC Danmark og en af de ledende kræfter bag hele dome-projektet løfter sløret for NCC’s interesse i de digitale løsninger:

-Digitalisering kræver nytænkning på tværs af byggebranchen, og i NCC ser vi et stort digitalt potentiale foran os. Med Dome of Visions har vi mulighed for at prøve og udvikle innovative digitale løsninger sammen med vores samarbejdspartnere. Det er ikke bare med til at hæve den digitale formåen i branchen. Det viser også vejen til mere bæredygtighed og værdi for vores kunder, forklarer Martin Manthorpe, direktør for Strategi og Udvikling i NCC Danmark.

Sektionschef i Teknisk Rådgivning hos NCC, Søren Søgaard, beskriver det nærmere:

–Vi ønsker at vide så meget som muligt om, hvordan bygninger opfører sig, og hvordan de virker, når de bliver brugt og befolket med levende mennesker. Hvordan kan man styre bygningerne i fremtiden? Som entreprenørvirksomhed bruger vi målingerne her i domen og dem, vi foretager i vores hovedsæde i Gladsaxe Company House, til eksempelvis at gøre indeklimaet i kommende byggerier endnu bedre. Digitalt udstyr gør det jo også muligt for den enkelte bruger af bygningen selv at styre en lang række forhold, der har betydning for indeklima, energiforbrug, luftfugtighed, lys og varme, fortæller sektionschef i Teknisk Rådgivning hos NCC, Søren Søgaard og fremhæver yderligere, at netop grundige registreringer også kan bruges, når ældre bygninger skal energirenoveres.

–Ved hjælp af det digitale udstyr kan vi følge med i, hvad der sker som følge af en energirenovering – før, under og efter. Derfor er vi i stand til at energirenovere, så man nøjagtigt opnår det, der var planlagt, afslutter Søren Søggard.

Gå på opdagelse i domens data

-I den nye Dome of Visions 3.0 på Aarhus Ø fik vi mulighed for at forfine vores målersystem. For mig er det væsentligt, at vi producerer en analyserbar kontekst, indsamler data på den rigtige måde og derefter sætter en dyd i at undersøge forbindelserne imellem alle de data domens system giver os. På denne måde kan vi bedre forstå sammenhængen mellem bygning, mennesker, vind og vejr for så at kunne konkludere på selve indeklimaet, fortæller Lars Andersen.

I domens stue hænger en laserskåret lyskasse med fire symboler; CO2, Støj, luftfugtighed, temperatur. Gennem et (for de fleste) komplekst system samles domens data på en digital platform i skyen. Data genereres herfra til et dashboard på domens 1.sal samt til den intelligente visualiseringskasse, der reagerer med tre forskellige farver; grøn, gul, rød – alt efter hvor godt eller skidt indeklimaet er.

-Systemet tager udgangspunkt i grænserne for et acceptabelt kontor-indeklima – hvis vi bevæger os uden for de grønne område går det ud over effektivitet og velvære, forklarer Lars Andersen.

–I forhold til den gamle dome har vi denne gang valgt at samle informationerne fra sensorerne – også om vand- og strømforbrug – på en platform i skyen. På den måde kan man bruge de indsamlede data aktivt, og via et dashboard, som vi fodrer med dele af de indsamlede data, kan den interesserede dome-gæst følge med i, hvad der foregår. Jeg regner med, at vores målinger kan gøres tilgængelig i løbet af en måned eller to, og flere detaljer om det vil fremgå af denne hjemmeside, siger Lars Andersen.

Det betyder, at domens lyskasse kan fortælle os, hvis der eksempelvis er for højt niveau af CO2. Det kræver dog, at man selv går hen og åbner dørene og lufter ud. Domen har jo ikke et perfekt indeklima døgnet rundt. Indeklimaet er netop betinget af vejret og hvor mange mennesker, der er på besøg.

-Hvis vi viser data på den rigtige måde, så kan vi faktisk give folk mulighed for selv at reagere og agere på det. Målingerne giver nemlig også et ansvar for at ændre adfærd og tage data til efterretning, fastslår Lars Andersen.

Fremtiden kalder på nye standarder

Indeklimaet i domen måles ud fra parametre om et godt indeklima på et kontor. Men kan disse data og standarder overhovedet overføres til domen? Og hvis ikke, hvilke parametre skal vi så i stedet måle steder som domen ud fra? Men i en samtale med Lars Andersen kommer vi ind på, hvorvidt vi indsamler data ud fra de rette parametre. For Dome of Visions er langt fra et almindeligt NCC kontorbyggeri eller en nybygget lejlighed ude på Aarhus Ø. Men hvad er den så?

Dome of Visions er først og fremmest en kuppel, og indeklimaet er derfor også anderledes sammenlignet med et storrumskontor på Aarhus Kommune, Sommervej eller noget helt tredje. Dome of Visions er på mange måder et drivhus. Vi har grønne planter året rundt, der lever og ånder i takt med klimaet inde i domen og i symbiose med klimaet udenfor domen. Til tider er der mange mennesker samlet inde i domen, og det er klart, at det giver nogle interessante data.

Derudover er ingen mekanisk ventilation tænkt ind i Dome of Visions. Alt udluftning foregår på den gammeldags metode gennem udluftning. Her er der indbygget fire store dørpartier samt hatten, der mekanisk kan åbne og lukke alt efter inde og ude klima. Konklusion må stå klar: Vi har brug for nye måder, nye standarder, nye tilgange. Ingen bygninger opfører sig ens – og en bygning som Dome of Visions kan ikke sammenlignes med alment byggeri af mange grunde.

Er du nysgerrig på at læse mere om den digitale dome og Lars Andersens arbejde, så klik ind på www.domeofvisions.dk og læs mere under SmartDome #DataLars

Har du endnu ikke været i domen, så kom herned på Pier 2 ved Aarhus Ø. Til efteråret bliver det også muligt at download en Dome of Visions app – DOV VR – hvor du kan gå en virtuel tur i domen.

TEKST: LUNA SIGNE HØRDUM
FOTO: STINE SKØTT-OLESEN, HELLE ARENSBAK, LUNA SIGNE HØRDUM