Domen fungerer for mig som et energitilskud

Når du træder ind i domen, mødes du ikke kun af træ, duftende planter og view over byen, du møder også vores værter. De er byens bedste crew og sørger både for information, lækker kaffe og gode samtaler. Vi har stillet dem et par spørgsmål, så du også kan møde dem virtuelt.

Cecilie Julie Skov

 

Hvordan resonerer Dome of Visions med dig og det, du i øvrigt foretager dig?
I foråret 2017 var jeg i praktik i domen som kuratorisk assistent, noget der overhovedet ikke resonerede med min bachelor i Informationsvidenskab, men jeg trængte til forandring. Under mit praktikophold fandt jeg ud af, at min plads var inden for kultur og oplevelsesverdenen i den ene eller anden form, og derfor læser jeg nu en kandidat i Oplevelsesøkonomi på Aarhus Universitet. Nu føler jeg, at jeg er landet på den helt perfekte hylde for mig, og det betyder alverden. Jeg interesserer mig meget for performancestrategier i forbindelse med byudvikling.

Hvad giver størst værdi for dig ved at være med i domen?
Domen fungerer for mig som et energitilskud. Der er aldrig dårligt vejr i domen, og man er altid omgivet af grønne eukalyptustræer. Stemningen er altid rar og dejlig, og gæsternes positivitet omkring rummet er skøn.

Hvad har overrasket dig?
Det, der har overrasket mig mest, er hvor ufikseret et rum, domen i virkeligheden er. Domens udtryk i sig selv er ganske unikt og virker derfor umiddelbart meget fikseret, men folks interaktion og oplevelse med rummet er enormt forskellig. Arrangører bruger det tredje rum meget forskelligt, og det samme gør gæsterne.

Hvad savner du?
Jeg synes generelt, her er vildt mange fede events, men jeg kunne rigtig godt tænke mig, at der kom noget mere performancekunst herned. Performancekunst kan noget ganske særligt, og jeg synes, det er fedt, at der bliver arbejdet med de små nicher.

 

Har du en speciel oplevelse fra domen, du kan dele?
Det var en meget regnfuld og grå dag  7. maj 2017, og Eif & Some Poetries skulle holde koncert i domen. Koncerten var elektronisk og blød, og stemningen passede helt perfekt til set uppet. Gæsterne sad på gulvet og i sofaerne omgivet af levende lys. Derudover var domen oplyst af smukke visuals i alverdens farver, det var smukt! Det er uden tvivl en af de bedste og mest intime koncerter, jeg nogensinde har været til. Helt magisk.

Hvad holder du mest af at tale med domens gæster om?
Jeg holder særligt af at snakke med gæsterne om de mange forskellige events, der er i domen. Diversiteten af både events og mennesker er noget, man ikke finder andre steder i Aarhus, og det kan virkelig noget.

Er der en lille speciel ting, du holder meget af?
Lyset i domen er noget ganske særligt, og det forandrer sig hele tiden. Særligt om efteråret og vinteren er lyset fantastisk, for den lave eftermiddagssol kaster lange skygger og gør, at stemningen forandrer sig fra minut til minut.

Foto:Annika Bach Nielsen, Helle Arensbak, Stine Skøtt Olesen