Domen er et rum for alle typer og generationer

Når du træder ind i domen, mødes du ikke kun af træ, duftende planter og view over byen, du møder også vores værter. De er byens bedste crew og sørger både for information, lækker kaffe og gode samtaler. Vi har stillet dem et par spørgsmål, så du også kan møde dem virtuelt.

Bjørn Høyer Schulz

 

Hvordan resonerer Dome of Visions med dig og det, du i øvrigt foretager dig?
Domens liv og begivenheder stemmer overnes med mange af mine interesser. Jeg elsker musik og at høre koncerter.

Der afholdes mange foredrag, som kan handle om alt, både fra vold til bæredygtigt byliv, der er Halloween fest for børn, dansefest for voksne og technofest for unge.

Det giver en uforudsigelighed i hverdagen. Domen er et rum for alle typer og generationer, man får snakket med mange forskellige mennesker og bliver inspireret af både foredrag og gæster og bliver introduceret for synspunkter og problematikker, man ellers ikke ville være faldet over.

Hvad giver størst værdi for dig ved at være med i domen?
Jeg kan godt lide ”gør det selv” konceptet, som domen er præget af.

Det er en fornøjelse at brygge gløgg fra bunden, og det er en fornøjelse, når man fikser små ting, som er gået i stykker. At skifte låse på døre, eller lave skilte med brandere. Små hyggelige ting, man kan gå og få små opture over.

Derudover er der et fedt arbejdsmiljø med søde medarbejdere.

Hvad har overrasket dig?
Domen er fyldt med overraskelser. Generelt har det overrasket mig, hvor mange forskellige arrangementer, vi har.

En dag blev jeg overrasket til et techno arrangement, hvor det endte ud i en kæmpe fest, fuld hus og konstant run på i baren hele natten, til festen sluttede klokken 04:00. Så kom oprydningen… Klokken 08:00 var domen fin igen og klar til at åbne klokken 10:00.

Hvad savner du?
Sommeren. Det er rart med lidt sol.

Har du en speciel oplevelse fra domen, du kan dele?
Technoshamanism var en meget speciel oplevelse. Det startede med en masse dialog og diskussion, jeg kom først om aftenen, hvor ritualerne begyndte.

Det startede med, at vi sad i en rundkreds, i midten var en som spillede på noget, der lignede en afrikansk tromme. Dem i rundkredsen skulle så mentalt stille spørgsmål/personlige problemer, som de gerne ville have hjælp til, og så ville lyden af trommen tegne vejen til løsningen på problemet.

Efter trommespillet kom en brasiliansk dame ind og blandede en blomstereliksir, bestående af vand, sprut, blomster og andet. Hun piskede forsigtigt folkene i rundkredsen med blomsterne og gik derefter udenfor og tog tøjet af og vaskede sig i den resterende blomstereliksir og bukkede.

Aftenen sluttede af med dans og musik, hvilket alle var en del af.
Det var en uventet og interessant dag at være på arbejde.

Hvad holder du mest af at tale med domens gæster om?
Kan godt lide, når det er gæsternes første besøg i domen, og de har mega optur over stedet og energien, som er i rummet. Så kommer de selvfølgelig hen til baren og vil høre mere om, hvad det er for et sted.

Nogle gæster kan slet ikke få armene ned, når man så fortæller dem om det miljøbevidste rum med opvarmning fra solen, bygget med genbrugsmateriale, økologisk kaffe, gratis arrangementer, og at det er gratis at holde åbne arrangementer.

Der kommer mange, som er meget passionerede omkring denne tilgang til at nyskabe og nytænke bæredygtighed ind i vores livsstil.

Er der en lille speciel ting, du holder meget af? 
Der er en stor tillid hos os ansatte, hvilket giver frihed.

For eksempel bor jeg nu i en lejlighed med over og underboere, som gerne vil have ro om aftenen, hvilket ikke altid passer ind i min dagsrutine. Derfor er det fedt at kunne søge til domen, hvor dørene altid er åbne, og man kan larme hele natten, hvis det er det, man har lyst til. Det er et tredje rum, hvor man ikke forstyrrer nogen.

Ellers noget?
Skud ud til Host-crewet, Mette og Voola.

Foto: Søren Vestergaard, Sonja Broschinsky, Helle Arensbak, Stine Skøtt Olesen