Domen er en daglig inspiration

Når du træder ind i domen, mødes du ikke kun af træ, duftende planter og view over byen, du møder også vores værter. De er byens bedste crew og sørger både for information, lækker kaffe og gode samtaler. Vi har stillet dem et par spørgsmål, så du også kan møde dem virtuelt.

Helya Ahmadi

 

Hvordan resonerer Dome of Visions med dig og det, du i øvrigt foretager dig?
Domen passer så fint ind i min verden! Jeg læser til dagligt på Arkitektskolen, hvorfra jeg faktisk kan se den fine kuppel, når jeg krydser Nørregade. Hele projektet omkring domen er et virkelig godt bud på, hvad jeg håber på at kunne beskæftige mig med i fremtiden. Bæredygtighed og en eksperimenterende og praktisk tilgang til arkitektur. Domen er en daglig inspiration.

Hvad giver størst værdi for dig ved at være med i domen?
At se hvilken påvirkning domen har på gæsterne. Jeg oplever, at folk altid er glade i domen, og de har ikke travlt. De er til stede med alle deres sanser, og de er nysgerrige. Domen er det helt særlige åndehul, der gør dét ved folk. Og det er skønt at være en del af.

Hvad har overrasket dig?
Jeg var vært til et event med forskellige typer dans – sigøjnerdans, mavedans osv. Efter showet var der mulighed for, at publikum kunne være med og prøve dansene. Og alle uden undtagelse valgte at deltage! Det overraskede mig meget, at folk var så klar på at bevæge hofterne og give helt slip i dette offentlige forum med mange fremmede mennesker.

Har du en speciel oplevelse fra domen, du kan dele?
Der er mange. Det er det fantastiske ved domen. Der er så mange vidt forskellige arrangementer, mange ville jeg aldrig være kommet til, hvis ikke det var fordi, jeg skulle arbejde. Men det er godt at blive skubbet til. Jeg har været til alt fra strygerkoncert til metal, eksotisk dans og debatter. Oplevelsen ligger i den store bredde.

Hvad holder du mest af at tale med domens gæster om?
Jeg kan rigtig godt lide at fortælle om domen som bæredygtigt eksperiment indenfor arkitektur og byggeri. Mange tænker, at domen har en sjov form. Jeg kan godt lide at gøre folk opmærksomme på alle tankerne bag, som er meget mere end bare en æstetik.

Er der en lille speciel ting, du holder meget af? 
Særligt om sommeren kan jeg rigtig godt lide at gå udenfor og plukke blomster, som jeg fylder domen op med i alle de fine og skæve glas, domen har.

Foto: Søren Vestergaard, Jonathan Grevsen, Johanne Teglgård Olesen, Helle Arensbak, Stine Skøtt Olesen / Dome of Visions