Dome of Visions provokerer: Huset kan ånde frit – dampspærren er væk

 

– Det hus, vi bygger inden i domen, er uden dampspærre. Normalt skal en dampspærre hindre, at opvarmet luft og fx fugt når frem til kolde konstruktioner. Hele pointen i domebyggeriet er, at vi opfører et hus i et rum, hvor vind, regn, sne og frost ikke kommer ind, og på den måde bliver dampspærren overflødig, siger arkitekt Benny Jepsen.

Sammen med kollegaen Kristoffer Tejlgaard er han den arkitektoniske drivkraft bag Dome of Visions på Krøyers Plads midt i København.

Huset i domen bliver på 60 kvadratmeter i stueplan og 40 kvadratmeter på førstesalen.

huset_1
– Vi tror på, at et hus skal kunne ånde. Det skal kunne transportere fugt og damp ind og ud igennem gulve, vægge og lofter. Og når det sker, vil der ikke være behov for at forsegle huset i en plasticpose og give det respirator på i form af mekanisk ventilation. På grund af det klima, huset står i, har vi at gøre med nogle helt særlige parametre for byggeri, helt forskellige fra dem, der gælder, når vi taler dansk byggelovgivning, siger Kristoffer Tejlgaard.

– På grund af det klima, huset står i, har vi at gøre med nogle helt særlige parametre for byggeri, ganske forskellige fra dem, der gælder, når vi taler dansk byggelovgivning. Selvfølgelig er der dispensationsmuligheder inden for lovgivningen, men jeg så gerne, at man tog lidt mere vare på de alternativer, der findes i dansk byggeri allerede i dag, siger Benny Jepsen.

 

Åndbart

Huset i Dome of Visions er hele vejen igennem bygget af træ, så huset kan med andre ord ånde. Og det i sig selv afhjælper en række problemer, der typisk opstår i mere traditionelle byggerier.

– Problemer fx med fugt opstår, når man lukker fladerne af med materialer, der ikke er diffusionsåbne, eksempelvis beton og tykke lag plasticmaling. På den måde koncentreres fugten i hjørner og samlinger. Når vi trækker vejret, går i bad eller laver mad, producerer vi damp, og den skal huset kunne transportere ud. Præcis ligesom vores krop også har det bedst i tøj, den kan ånde i, siger Kristoffer Tejlgaard.

Huset I domen er isoleret med træuld, beklædt på indersiden med diffusionsåbne træplader og på ydersiden med træbrædder.

– Det betyder, at vi ikke overholder bygningsreglementets krav om, at luftgennemgang skal forhindres. Men derimod tillader konstruktionen, at huset kan ånde, og derved undgår vi fugtophobning i isoleringen. I modsætning til fritstående huse har vi i domen også muligheden for at kontrollere klimaet, og kan faktisk ”tørre” vores hus, som Benny Jepsen udtrykker det.

huset_2

 

Eksperiment

Arkitekterne håber, at huset i Dome of Visions kan inspirere til at bo og bygge på en anden måde.

– Jeg ser da vores eksperiment på Krøyers Plads som et forsøg på at inspirere lovgiverne, så selve byggelovgivningen kunne tage udgangspunkt i, at ikke alle bygninger er ens. Med Domen prøver vi at skabe et rum med sit eget stofskifte, huset ånder og flytter varme og kulde uden brug af mekanisk ventilation. Og huset inde i domen vil vi derfor gerne have til at fungere symbiotisk med miljøet i domen som sådan, siger Kristoffer Tejlgaard.

 

Prisen

Huset i Dome of Visions vil i det ydre ikke adskille sig synderligt fra andre huse, vi kender. Derimod vil prisen på selve huset være langt lavere end traditionelt byggede huse, simpelthen fordi huset står inde i en dome, et drivhus, en beskyttende kuppel.

– Får vi truffet de rigtige beslutninger og ført dem ud i livet, vil en almindelig dansk familie få økonomisk mulighed for at bygge og bo på en helt ny måde. Middelhavsklima, ferskentræer og masser af lune aftener. Den leg forsøger vi os så med i Dome of Visions, altså at man kan spare på huset og i stedet lægge udgiften ud eller op i facaden, som Benny Jepsen udtrykker det.

 

 

TEKST: SØREN EGERT

FOTO: KRISTOFFER TEJLGAARD