Dome of Visions bliver nabo til Den Sorte Diamant

Stærke og meget forskellige samarbejdspartnere lægger hele næste år kræfter i at gøre Dome of Visions til et af Københavns mest interessante mødesteder. 

Det Kongelige Bibliotek, Dansk Arkitektur Center (DAC), Københavns Kommune og NCC/Dome of Visions vil med en visionær og utraditionel bygning på Søren Kierkegaards Plads invitere til debatter, koncerter, foredrag, camps, udstillinger, symposier og meget, meget andet.

Fælleseje

Bodil Henriksen, vicedirektør på Det Kongelige Bibliotek, har fra sit kontor i Den Sorte Diamant en uspoleret udsigt til Søren Kierkegaards Plads og dermed Dome of Visions, og hun ser frem til det samarbejde, som frem til april 2015 vil udspille sig i domen.

-For os er det noget ganske nyt at have en bygning som Dome of Visions så tæt på. Vi vil selvfølgelig gøre brug af domen, og i første omgang er det vigtigt for Det Kongelige Bibliotek, at vores mange gæster får ordentlig information om, hvad domen egentlig er.

Bibliotekets besøgende føler, at de har et medejerskab af det danske nationalbibliotek og af Den Sorte Diamant og Søren Kierkegaards Plads. Vi taler om et fælles eje, så jeg opfordrer til, at man ser de besøgendes nysgerrighed som et udtryk for glæde og engagement, siger Bodil Henriksen.

Nyt naboskab

-Jeg ser frem til at afprøve det ambitiøse samarbejdsprojekt, som vi står midt i lige nu. Staten, kommunen, en organisation som DAC og en privat aktør som NCC. Hele projektet, Sharing Copenhagen, er jo præget af, at vi netop samarbejder med mange forskellige interessenter. Men vi er også optaget af mere permanente samarbejdsprojekter, der for den sags skyld godt kan strække sig ud over 2014. Dome of Visions og dens unikke placering på Søren Kierkegaards Plads ser jeg store perspektiver i, og domen vil få status af en egentlig mødeplads for en lang række af de arrangementer, som Sharing Copenhagen består af. Samarbejdspartnerne omkring Dome of Visions gør det også muligt at opnå en række synergier mellem kulturelle arrangementer, processer, workshops etc. Vi har alle muligheder for at skabe liv på pladsen og få et nyt naboskab til at fungere, siger Casper Harboe, programchef i Sharing Copenhagen.

Kulturoplevelser

Rasmus Rune Nielsen, programdirektør i Dansk Arkitektur Center i Strandgade på Christianshavn og fra 2017, når DAC flytter fra Christianshavn, nabo til Søren Kierkegaards Plads og Den Sorte Diamant, lægger vægt på, at Dome of Visions allerede fra april 2014 tilfører området et nyt og anderledes liv – en forløber for det, der vil udfolde sig endnu mere, når Bryghusprojektet er fuldført i 2017.

-Dansk Arkitektur Center (DAC) vil bruge Dome of Visions til at afprøve nye former for partnerskaber. Kredsen af samarbejdspartnere omkring domen er i sig selv interessant og nyskabende, og kan man tilmed få en plads som Søren Kierkegaards Plads til at blive et sted, hvor nye kulturoplevelser byder sig til, er det jo fantastisk, siger Rasmus Rune Nielsen.

TEKST: SØREN EGERT