Dome of Visions besøger Klostertorvet

Gry Worre Hallberg er kurator i Dome of Visions, og hendes virke i domen og mange andre steder er præget af en dybfølt interesse for at dreje samfundet i en mere sanselig retning – A Sensuous Society.

Du kan høre meget mere om hendes virke og visioner, når hun tirsdag 4. september fra 15.30 til 17 på Klostertorvet i Aarhus står i spidsen for en performativ præsentation af det grundlag, Dome of Visions arbejder på.

–Vi præsenterer de tanker, der ligger bag domens indholdsprofil. Fra første dag har jeg bestræbt mig på at gøre profilen performativ. Domen er jo i sig selv et bud på, hvordan man kan bygge og bo i et mere sanseligt samfund. Men domen inspirerer jo også til, at man i praksis kan demokratisere det æstetiske, brede det mere ud. Vi ser domen som en platform, der er åben for alle. Vi giver folk mulighed for hver for sig og sammen at udfolde deres sanselige og poetiske sider indenfor domens rammer, siger Gry Worre Hallberg.

Hør historien

Ved tirsdagens arrangement får hun hjælp fra den tidligere kuratoriske assistent i Dome of Visions, Nikoline Kern (i dag projektleder i domen) og den nuværende kuratoriske assistent, Sandra Sohn.

–Vi agter at dele vores manifest med gæsterne på torvet – sanseligt og performativt. Og sammen med de fremmødte vil vi gennemføre en poetisk selv-øvelse, der taler til det sanselige og poetiske i den enkelte deltager. Og det hele er forankret i en erkendelse af, at det sanselige og poetiske har været underprioriteret i samfundet i al for lang tid. Derfor er det vigtigt at etablere platforme som fx Dome of Visions. Så kom og hør historien, lyder det fra Gry Worre Hallberg.

Foto: Jonathan Grevsen
Tekst: Søren Egert