Dome of Visions 2.0 på vej til Stockholm

-Dome of Visions er en geodætisk konstruktion, og når vi bygger en dome 2.0 i Stockholm optimerer vi på en lang række områder. Domen i Stockholm skifter en anelse form i forhold til den, vi kender fra København, og når du står foran domen i Stockholm, vil du måske sige, at den er magen til den i København. Men ser du nærmere efter, træder forskellene frem. Vent og se, lyder det fra Kristoffer Tejlgaard, arkitekten bag Dome of Visions.

-Bygningen lægger rum til mange frugtbare diskussioner om arkitektur og grøn omstilling. Fx arbejder vi på at finde ud af, hvordan vi får det mest optimale energi-flow i bygningen. Som bekendt er der varmt i domen om sommeren og forholdsvis koldt om vinteren. Hvordan skal det påvirke arkitekturen i fremtidens domer? Udgangspunktet for det hele er, at alle omkring domen har en ydmyg indstilling til projektet, og vi lærer hele tiden, netop fordi det er et eksperiment, siger han.

dome-stockholm

Stor velvilje

-Domen i København har hele tiden været omgivet af stor velvilje fra dem, jeg vil kalde dome- og geometrinørder. Buckminster Fuller, domens founder, er et stort navn, og når vi får besøg af bl.a. Richard Sennett, taler han jo direkte om en Fuller-sphere. Den reference skal vi selvfølgelig holde fast i så langt det overhovedet er muligt. Du kan se på Dome of Visions som et koncept, der sætter sit præg på det område, hvor bygningen rejser sig. Vi så det på Krøyers Plads på Christianshavn, vi så det i Aarhus i den nye bydel Aarhus Ø og på Søren Kierkegaards Plads i hjertat af København er det tydeligt, at domen lever op til målsætningen om at udgøre et byudviklingsprojekt, hvor det kuraterede indhold spiller en væsentlig rolle, siger Kristoffer Tejlgaard.

-Hvis vi blot kopierer Dome of Visions 1.0 i Stockholm, kan vi jo ikke længere tale om et eksperiment. Vi er nødt til at gå ind i en ny fase, så vi fortsat kan se på os selv som et eksperiment. Fordelen er selvfølgelig, at vi medbringer erfaringerne fra domen i København, og så håber vi, Stockholm giver os endnu flere, siger Kristoffer Tejlgaard.

fasade-mockup

Omkostningerne

-Omkring Dome of Visions 2.0 er det vigtigt for mig, at vi arbejder på at reducere omkostningerne ved at bygge en dome. Faktisk er det min intention at bygge den så billigt som overhovedet muligt. Ikke blot hvad økonomi angår. Vi vurderer også på materialeforbruget og genanvendelsesmulighederne. Ser du på de transparente polykarbonatplader i Dome of Visions 1.0 er det tydeligt, at vi har måttet skære mange hjørner af, fordi domens konstruktion er, som den er. I Stockholm får pladerne en anden og mere firkantet form. Det reducerer materialeforbruget væsentligt. Til gengæld kan vi så ikke længere tale om en geodætisk konstruktion. Kort sagt bruger vi i dome 2.0 flere penge på træ og sparer lidt på det gennemsigtige materiale – uanset om det bliver polykarbonat eller acryl, konstaterer Kristoffer Tejlgaard.

fasade-m2

Ny geometri

Domen i Stockholm får med andre ord en helt anden geometri end domen i København. Fx vil pladerne øverst i domen være mindre end pladerne i bunden, bl.a. for at belastningen fra smeltende sne bliver mindre. Sommeren byder på andre udfordringer. Domen behøver frisk luft. Derfor bliver domens hat, i.e. den del af taget, som kan løftes ved hjælp af små motorer, større i Stockholm, og dørene i Dome of Visions 2.0 bliver både større og flere. Du skal nærmest se for dig, at domen i Stockholm kan minde om en paraply. Du er afskærmet men får frisk luft.

Dome of Visions 2.0 i Stockholm bliver opført i et samarbejde mellem NCC og Kungliga Tekniske Högskolan og vil stå færdig i forsommeren 2015.

 

 

TEKST: SØREN EGERT
ILLUSTRATION OG PROCES BILLEDER: KRISTOFFER TEJLGAARDS TEGNESTUE