Dies Irae

Eriko Makimura - Dome of Visions

Eriko Makimura (牧村英里子) er pianist fra Kobe, Japan. Hun er vinder af adskillige nationale og internationale konkurrencer. Eriko Makimura har etableret en ny kunstform, “Chamber Cabaret”, og præsenterer det på udvalgte scener i Europa, Japan og København (Nationalmuseet og Charlottenborg).

Denne aften præsenterede Eriko klaverkoncerten “Dies Irae” (Day of Wrath).

Hun spillede syv avantgarde klaverværker, som refererer til de syv dødssynder: hovmod, utugt, griskhed, frådseri, vrede, misundelse og dovenskab.

Eriko Makimura - Dome of Visions

Performance-koncerten var en del af den hyper-sanselige koncert-række på tværs af genrer – Dusk till Dark – arrangeret af Tusnelda Frellesvig og Diana Tørsløv.

Dusk till Dark koncerterne tager udgangspunkt i samspillet med domen: Se lyset ændre sig fra solnedgang til mørke gennem den gennemsigtige, opvarmede dome. Mærk forskellen mellem det drivhusagtige miljø i domen med græs og træer og det rå havnemiljø udenfor. Eller bevæg dig rundt og mærk domens højttalereffekt, som får lyden til at ændre sig alt efter, hvor du befinder dig.

Eriko Makimura blev assisteret af pigen Ella Nørgaard Voigt, som igen blev hjulpet i kostumer og givet rekvisitter af sin mor, smykkedesigner Zara Voigt.

Eriko Makimura - Dome of Visions

Skønhed redder verden. Livet er uendeligt. Poesien vækker det uendelige liv fra afgrunden af vores længsler og begær. Grusomhedens poesi. Renselsen gennem music. Katharsis i Dome of Visions. En følelse af samhøringhed i den stemningsmættede kuppel, hvor sanserne tog over. Taknemmelighed for livet og det, vi sammen kan skabe som mennesker.

 

Tekst: Gry Worre Hallberg

Foto: Jonathan Kronborg Grevsen