Debutkoncert i Dome of Visions

30. august klokken 20 vender Silje Marie Schjødt på en måde hjem til Dome of Visions. Det sker, når hun sammen med sit band, Lihme, giver debutkoncert i kuplen på Pier 2.

Indtil for nylig var Silje en helt central skikkelse i det team, der kuraterer domen og sikrer kvalitet, mangfoldighed og meget andet i de arrangementer, der bliver afviklet i Dome of Visions.

 

Men Lihme, hvad er nu det for noget?

Produktioner på vej

–Jeg kalder det et projekt, dels fordi jeg har arbejdet på det i et lille års tid, dels fordi jeg har fingrene nede i det meste vedrørende Lihme. Faktisk begyndte jeg at skrive sangene, da jeg gik på højskolen Engelsholm. Selve bandet står lige nu midt i en udvikling. Den senere tid har vi koncentreret os om debutkoncerten i domen, men vi arbejder også på at sætte nogle egentlige produktioner i søen lidt senere, siger Silje Marie Schjødt. Tidligere i år udgav hun den anmelderroste debutsingle ”Free Fall”.

Særlig oplevelse

Fra sit kuratoriske arbejde kender hun hver eneste kvadratmeter i domen, og det bliver derfor en helt særlig oplevelse for hende, når Lihme debuterer netop dér.

–Bygningen er et fantastisk koncertsted, og i sig selv giver rummet en masse videre til musikere og publikum. Du behøver slet ikke at tænke på visuals og andet, som ellers præger mange koncertopstillinger. Rummets atmosfære løfter både musikken og publikum, siger Silje, som i øvrigt kalder sin musik minimalistisk indiepop.

En by i Jylland

Navnet Lihme er uløseligt forbundet til Siljes ophold på Engelsholm.

–Der var en lille by lige ved siden af højskolen. Byen hedder Lihme, og det navn er mega poetisk, så valget var let, siger Silje.

Lihme:
Frederik Skourup Søndergaard, keyboard.
Aske Vang Rasmussen, bas.
Marcus Gyldenløve Kyed, trommer og drumpad.
Silje Marie Schjødt, vokal.

TEKST: SØREN EGERT
FOTO: LIHME INSTAGRAM