Citater

JACOB BUNDSGAARD, borgmester, Aarhus: ”I sig selv er Dome of Visions en helt særlig konstruktion, og bygningens indeklima gør det rart at opholde sig under kuplen. For Aarhus Kommune har det betydet meget, at Dome of Visions i knap fire måneder udgjorde et ekstra mødested for relevante debatter om bæredygtighed, byudvikling og arkitektur.”

MARTIN MANTHORPE, direktør, NCC: ”Som bygherre glæder det os i NCC, at Dome of Visions, både i København og i Aarhus, er blevet brugt som en institution, der tiltrækker vidt forskellige aktører. Fælles for aktørerne har været, at de ønsker at samarbejde, og det lader til, at domen får folk til at tale sammen på en ny og anderledes måde. På min liste over domens brugere står Maersk, Dansk Arkitektur Center, Brandmændenes Klub, Richard Sennett og musikalske ikoner som Sten Jørgensen og Trentemøller.”

STEPHEN WILLACY, stadsarkitekt, Aarhus: ”Når jeg tildeler Dome of Visions Stadsarkitektens Særpris 2013 for Midlertidig Arkitektur, er det fordi, domen har gjort gavn i Aarhus. Jeg har deltaget i talrige arrangementer om arkitektur, byudvikling og meget andet i domen, og man tænker altså anderledes, når man opholder sig i en bygning som domen. Jeg har forsøgt at få Aarhus Kommune til at købe Dome of Visions, fordi bygningen og dens mind set er meget fremsynet. Domens arkitekter, Kristoffer Tejlgaard og Benny Jepsen har sammen med NCC sat nye standarder.”

GRY WORRE HALLBERG, kurator, programansvarlig, Dome of Visions:”Byens mellemrum, fx byggepladser og grønne anlæg, får tilført liv takket være Dome of Visions. Dens unikke arkitektur kan opmuntre os til nye måder at bo på. Selve rummet er sanseligt og inspirerer uden videre kunstnere fra vidt forskellige grene af kunst- og kulturlivet.”