Bucky’s Bar

Interview med Signe Mai Vilsbøll og Emil Rahbek.

Buckys_0256-LR

I 1645 åbnede det første kaffehus i Europa, og vi har siden da elsket at mødes over den sorte drik, særligt i Danmark hvor et af verdens mest kaffedrikkende folkefærd bor. Det er derfor svært at forestille sig et mødested som Dome of Visions uden sin egen café, og det er her,  man finder nogle af domens faste indbyggere, der står for blæret kaffebrygning og serverer seneste nyt om livet i en af byens mest besøgte barer. Opkaldt efter domens far, Buckminster Fuller, der selv var en stor kaffeentusiast!

 

Signe Mai Vilsbøll

”Barpersonalets rolle er egentlig ret vigtig. Det er jo os, folk møder, og os, der fortæller, hvad domen er for en størrelse, hvilket formål der er med domen, og hvilke arrangementer, vi har i kalenderen. Det er derfor vigtigt, at vi ved noget om projektet og holder os opdateret på kommende arrangementer. Det er stort set lige så vigtigt som at kunne lave en god caffe latte.

Det sidste halve år har jeg assisteret Gry Worre Hallberg med det kulturelle indhold her i Dome of Visions men også arbejdet i Bucky’s kaffebar. Jeg har en bachelor i journalistik og byplanlægning fra Roskilde Universitet og er lige gået i gang med min kandidat. Min interesse for domen bunder derfor primært i byudviklingsdelen og det kulturelle. Det er i høj grad kulturen, der får folk herned, og uden kulturen ville huset være mindre besøgt. Jobbet i domen og min interesse for byens udvikling giver mig også en mulighed for at placere domen i nyere byplanlægningsteori. Og her er projektet ret interessant, da det er anderledes end andre projekter, fx på grund af det særlige aktørsamarbejde, som ligger bag projektet.

Der sker noget unikt i den her bar, som jeg ikke har set andre steder, og folk interagerer med huset på en underlig måde. Vi har vindrueklaser hængende ind over baren. Flere troede, de var falske. Henover sommeren begyndte folk uden videre at pille ved vindruerne. Det giver noget sjovt og næsten performativt til baren, når gæsterne kan plukke og spise druer i huset. Det er ikke noget, de vil opleve andre steder. Det performative omkring domen er også interessant, fordi det giver jobbet en ekstra dimension.”

DoV-NXT-150520014_7246-LRDoV-NXT-10072014439-LR DoV-NXT-10072014451-LR

Emil Rahbek

”Jeg har altid godt kunne lide at tale med mennesker, og det kræver det her job virkelig. Du skal være åben – og på. Du kan ikke bare stå og være sur. Når folk kommer ind, er vi jo de første, de møder. Vi er first-point-of-contact, og det er vores job, at de har det godt og har det, de skal bruge, når de er her.

Bucky’s er virkelig et plus for domen, fordi den tiltrækker mennesker og giver liv til huset. I sommer var her fuld af sommerglade folk, og det gav en god stemning. Her kommer både københavnere, folk fra hele landet og deciderede udlandsturister, og så har vi egentlig mange skøre mennesker på besøg – det er vildt hyggeligt, for der er plads til alle.

I Bucky’s crew er vi også meget forskellige, og det giver i sig selv en tværfaglig fortælling om huset alt efter egen interesse og baggrund. Når folk kommer herind, så spørger de meget. Helt konkret stiller flest dette spørgsmål: Hvad er det her for et sted? Og det kan man jo svare meget bredt på.  Jeg er lige blevet færdiguddannet som eksportingeniør fra DTU Ballerup, og udover domen arbejder jeg som projektmedarbejder hos Post Nord i deres IT-afdeling. Når folk spørger mig, så lægger jeg naturligt vægt på de ingeniørmæssige og tekniske dele ved domens fortælling, og det gør vores fortællinger om domen langt mere personlige og forskellige.

At arbejde i Bucky’s handler altså ikke kun om at skænke kaffe – men også om at være tilstede. Det er os, der skal sørge for, at huset er pænt og fortælle historierne om Dome of Visions – både til kunstnerne og til vores gæster.”

DoV-NXT-29042014_6693-LR DoV-NXT-29042014_6708-LRDoV-NXT-29082014HumanMyth_0107-LR

Tekst: Luna Signe Hørdum Nielsen
Foto: Stine Skøtt Olesen