Balance påkrævet

Byudvikling og bæredygtighed til debat i Dome of Visions

En debat om byudvikling og bæredygtighed i Aarhus og nærmeste omegn kan vel næppe placeres bedre end i Dome of Visions på havnen i bydelen Aarhus Ø.

Og sådan blev det onsdag 25. september 2013, da rådmanden for teknik og miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V) og arkitekt og professor ved Arkitektskolen i Aarhus, Jan W. Hansen foran et engageret publikum satte deres egne ord på, hvad byudvikling og bæredygtighed indeholder.

Bæredygtigt – eller holdbart

-Der er en tendens til, at når der går mode i et bestemt begreb, så suger det alt til sig. Alt bliver optaget i den gode sags tjeneste. I min ungdom gjaldt det begrebet tæt, lav bebyggelse. Det blev en fællesnævner for alt, hvad der er godt. Vi kom hinanden ved og dansede i gaderne. Selv huse med tre etager blev kaldt tæt og lav, og i dag har jeg på fornemmelsen, at begrebet bæredygtighed har de samme karaktertræk, som tæt og lav havde dengang. Bæredygtighed suger med andre ord alt til sig og bliver på den måde også uskarp og svær at håndtere. Vi taler jo rask væk om social bæredygtighed, økonomisk bæredygtighed, teknisk og miljømæssig bæredygtighed. På den måde har vi vel i grunden hele verden med, lød det fra en veloplagt Jan W. Hansen.

Han mener, at de forskellige former for bæredygtighed er indbyrdes modstridende.

-Når man taler om at få gang i byerne socialt og kulturelt på en bæredygtig måde, så lyder det for mig som om, man taler om noget, der lægger sig mellem en folkevise og en graviditet. Svenskerne har et meget mere jordnært udtryk for bæredygtighed. De kalder det slet og ret holdbarhed. Det giver bedre mening, uddybede Jan W. Hansen.

Er vi bæredygtige?

Direktør for Strategi og Forretningsudvikling i NCC, Martin Manthorpe supplerede ved at nævne, at de modsætninger, der åbenbart er imellem de forskellige former for bæredygtighed, måske dækker over, at samfundet i dag  slet ikke er bæredygtigt.

-Konkret kan jeg nævne, at den industrigren, jeg repræsenterer, tegner sig for 30 pct. af det affald, det danske samfund producerer hvert år. Vi tegner os for 40 pct. af det energiforbrug, som finder sted i det danske samfund. Og som befolkning opholder vi os inden døre i 90 pct. af tiden. Alligevel fylder vi store mængder af ikke bæredygtige produkter ind i husene. Det hænger ikke rigtigt sammen og er ikke specielt bæredygtigt, sagde Martin Manthorpe og rundede også lige asfaltindustrien.

-I dag er det muligt at genanvende asfalt. Al asfalt, men i NCC må vi konstatere, at blot 14 pct. af vores asfaltomsætning stammer fra genanvendt asfalt. Efterspørgslen er simpelthen ikke større, lød det fra en undrende Martin Manthorpe.

Balancen

Bünyamin Simsek drejede debatten i retning af både at handle om  bæredygtighed og om balance.

-Vi skal stræbe efter balancen, og min erfaring er, at vi bliver bedre og bedre til at balancere. For mig betyder det, at en tendens i tiden ikke må føre til, at vi bevidstløst går i en bestemt retning. Vi skal vide, hvor vi vil hen, og vi skal ha respekt for fortiden. Det kalder jeg balance, præciserede Bünyamin Simsek.

Martin Manthorpe supplerede og sagde, at balance i høj grad er et spørgsmål om, at de stærke skuldre skal bære mest, hvis et samfund ønsker at udvikle sig i en mere bæredygtig retning.

-Det gælder også Aarhus Kommune, som er en vækstkommune næsten på lige fod med København. Det gælder selvfølgelig også NCC, men det gælder i høj grad også for arkitektstanden. Lykkes vi med i en fremsynet form for co-creation at gøre vores byer mere bæredygtige, så kommer turen altså på et tidspunkt til landdistrikterne. Hvor finder vi dem i hele diskussionen om bæredygtighed? Hvordan får vi indgået kontrakter med landområderne, så der bliver balance mellem det liv, der leves i fx Aarhus og København, og det liv, der bliver ladt tilbage i landdistrikterne, spurgte Martin Manthorpe.

Mange ansigter

Debatten i Dome of Visions gjorde det klart, at bæredygtighed absolut ikke er et entydigt begreb. Jan W. Hansen understregede, at begrebet i realiteten har haft mange ansigter – og at det formentlig fortsætter sådan!

-I perioden efter anden verdenskrig var det bæredygtigt at bygge alt andet end tæt. Man tog hensyn til lys, luft, hygiejne og velbefindende i det hele taget. I 1980erne blev det igen den tætte by, som interesserede os. I 1990erne oplevede forstæderne en fremgang, der må betegnes som historisk, og i dag er vi vel tilbage ved noget, der mest af alt minder om middelalderbyer. Fx Nordhavsområdet i København og dele af Malmø. Min vurdering er, at man nærmest ikke kan få bygget tæt nok. Og den måde at bygge på har ikke ret meget med bæredygtighed at gøre. Vi taler snarere om, at der ligger noget kulturelt bag,  konstaterede Jan W. Hansen.

Spor i landskabet

På flere fronter spiller politikerne en aktiv rolle, når det gælder udvikling af både byer og landdistrikter. Lokalpolitikeren og landspolitikeren træffer beslutninger, som sætter sig direkte spor i landskabet, og Bünyamin Simsek kalder det en udfordring, når fx landspolitikerne opstiller regler for, hvordan områderne uden for byerne, altså landdistrikterne, skal se ud.

-De mange begrænsninger, som gælder for den ældre bygningsmasse, har ikke altid fokus på bæredygtighed. Ganske vist bevarer man bestemte miljøer, men på den anden side fører begrænsningerne til, at folk forlader landdistrikterne, simpelthen fordi det er for vanskeligt at udvikle sig, hævdede Bünyamin Simsek.

Fisk i byen

Chefen for Arealudvikling Aarhus, Bente Lykke, tog del i debatten ved at minde domens publikum om, at urbaniteten netop i disse år har fart på.

-Den globale tendens er meget tydelig: vi foretager os mere og mere i byerne. På havnen i Aarhus står der mænd og fisker, urban fishing, og vi ser haver skyde op bogstaveligt talt på byens asfalt. Nye butikstyper kommer også ind i bybilledet, og i det hele taget kommer vi til at se en sammenblanding og en tværfaglighed, som vi aldrig tidligere har været vidner til. Det vil aldrig mere være en faggruppe eller for den sags skyld en person, som afstikker kursen.

Aarhus var stor i vikingetiden, den er meget stor i dag, og tværfagligheden vil sørge for, at vi bliver ved med at vokse, forudså Bente Lykke.

Som et eksempel på markant tværfaglighed nævnede hun en camp, der i sommerens løb blev holdt i Dome of Visions. Her arbejdede studerende fra meget forskellige retninger sammen om bæredygtige løsningsforslag til et konkret projekt i Aarhus Kommune.

-Oplevelsen var fantastisk, og efter en uge i domen spurgte vi alle os selv, hvorfor vi ikke til daglig arbejder mere tværfagligt. Og hvornår mødes vi igen, som Bente Lykke udtrykte det.

Levende offentlighed

Jan W. Hansen rundede debatten i domen af ved at sige, at arkitektur ikke er videnskab, arkitektur er visioner.

-Det vigtigste i forhold til en arkitekturpolitik er, at man har en levende offentlighed, som interesserer sig for byudvikling. At man diskuterer de muligheder, man råder over. Har vi de diskussioner, kan det ikke gå helt galt, simpelthen fordi fagfolk på alle niveauer har noget, de kan styre efter, sluttede Jan W. Hansen.

TEKST: SØREN EGERT
FOTO: NCC Vest