Arbejdernes huse er nu befolket af millionærer

På 150 år har byggeforeningshusene skiftet status fra nødvendighed til noget, der for mange nærmest er kult. Ny udstilling fortæller hele historien.

Et byggeforeningshus i Carstensgade på Vesterbro, tæt på Vester Fælledvej og Carlsberg, koster i dag uden videre syv millioner kroner!

Oprindeligt var huset, som ligger i det, der også kaldes Humleby, opført ud fra et ønske om at give arbejderen på fx Carlsberg et billigt sted at bo.

Byggeforeningerne kan i år fejre 150 års jubilæum, og det markerer Dansk Arkitektur Center og Dome of Visions med udstillingen ”Et lille hus i byen. En udstilling om Arbejdernes Byggeforening – nostalgi eller fremtid”.

Du kan se udstillingen i domen fra fredag 4. september til søndag 18. oktober 2015.

København – og andre storbyer – oplever i disse år en eksplosiv vækst i antallet af indbyggere, og udstillingen i Dome of Visions giver bud på, hvordan de gamle byggeforeningshuse måske kan inspirere fremtidens boligbyggeri.

Hver måned søger 1000 nye indbyggere mod Købe havn, og det presser boligpriserne voldsomt.

”Mange almindelige familier vil efterhånden ikke have råd til at bo i byen. Men måske løsningen for fremtiden ligger i fortiden”, som Dansk Arkitektur Center skriver i sin egen omtale uf udstillingen (se www.dac.dk).

Byggeforeningshusene blev finansieret ved, at arbejderne gik sammen om at få økonomien i husene til at hænge sammen, og virksomheder som B&W og Carlsberg gav tilskud til formålet.

Tekst: Søren Egert
Illustration: DAC