Ansigt til ansigt med kunstneren Iris Bakker

Gæsterne til nytårskuren i Dome of Visions 2018 havde forleden lejlighed til at komme helt tæt på Iris Bakker. Med overskuelige remedier – pensler, vandfarve, sort kridt og hvidt papir – portrætterede hun gæsterne, en ad gangen.

På forhånd var gæsterne orienteret om, at hver tegning efterfølgende meget gerne måtte suppleres af den portrætteredes egen, håndskrevne vision for en mere bæredygtig fremtid.

Det hele begynder med, at man sætter sig i stolen over for Iris Bakker, så kigger hun grundigt på dig, og så går hun i gang med at portrættere. To-tre minutter senere er værket fuldendt, og du sidder tilbage med en følelse af, at Iris Bakker kan noget helt særligt med sine hænder – og sine øjne.

–Den, der sidder over for mig, giver noget af sig selv til mig, mødet mellem mig og personen, som jeg tegner, er det afgørende. Det, der sker på papiret, bekymrer jeg mig ikke så meget om. Det vigtigst er mødet mellem to mennesker, forklarer Iris Bakker, som har meget let ved at kommunikere –  verbalt, med smil og med øjnene.

Sammensatte ansigter

–Det første, jeg ser i et ansigt, karakteriserer det menneske, jeg skal tegne. Men et ansigt er som regel meget sammensat, og alle ansigter reagerer på den interaktion, der foregår, når jeg går i gang med at tegne, siger hun.

–Jeg begynder hele processen med at tegne med to pensler og med to hænder. Jeg flytter min egen opmærksomhed fra papiret og kigger i stedet intenst på personen over for mig. På den måde føler jeg, at jeg kan være mere til stede under mit arbejde. Nå jeg lægger penslerne fra mig, fortsætter jeg med det sorte kridt. Det gør, at jeg kan mærke mig frem på papiret. Hvor er der vådt, og hvor er den ramme, jeg gerne vil holde mig inden for, så portrættet kommer til at udgøre en helhed, fortæller Iris Bakker.

–Vi skal ha´ det sjovt sammen undervejs, og hvis vi kan grine lidt af tegningen bagefter, så er den vellykket i min optik.

TEKST: SØREN EGERT
FOTO: STINE SKØTT OLESEN / DOME OF VISIOINS