Jeg går aldrig tomsindet fra arbejde

Når du træder ind i domen, mødes du ikke kun af træ, duftende planter og view over byen, du møder også vores værter. De er byens bedste crew og sørger både for information, lækker kaffe og gode samtaler. Vi har stillet dem et par spørgsmål, så du også kan møde dem virtuelt.

VERA MOSBÆK IPSEN

 

Hvordan resonerer Dome of Visions med dig og det, du i øvrigt foretager dig?
Udover at være i domen går jeg til hverdag på Fotografisk Skole og tager derfor mange billeder. På den måde er domen et oplagt rum at være i – bygningen i sig selv lægger op til kreativ tænkning, hvilket jeg tror opstår lettere i et visuelt stimulerende rum. Står man inde i domen, har man udsigt hele vejen til Mols. Man oplever solnedgangen rundt om sig, og når det regner, skyller det ned på hele kuplen, samtidig med at man mellem kraner og containere kan nyde duften af eksotiske eukalyptustræer. En sådan sanselig kulmination afføder mange kreative ideer hos mig, og jeg går aldrig tomsindet fra arbejde.

Hvad giver størst værdi for dig ved at være med i domen?
At bidrage til at give byen et rum, der kan bruges af alle til stort set alt. De fleste gæster, der kommer i domen, udviser stor begejstring og nysgerrighed. Det alternative byggeri og arrangementerne virker til at sætte tankevirksomheden i gang hos mange af gæsterne. Og hvis folk forlader domen med en aha-oplevelse, hvor de muligvis får reflekteret over en ny måde at tænke arkitektur og kulturliv på, er jeg en meget glad vært.

Hvad har overrasket dig?
Arbejdet og tankerne bag konceptet, visionerne og den måde andre folk bruger domen som platform for deres arrangementer eller som mødested. Der er samtidig overraskende meget uudnyttet potentiale i og omkring domen. For eksempel mener jeg, at der er meget uudnyttet potentiale ift. at afholde arrangementer. Samtidig overrasker det mig, at borgerne ikke i højere grad har taget domen til sig som et afbræk fra en stresset hverdag, hvor man kan besøge en oase og opleve æstetik og ro så tæt på centrum.

Hvad savner du?
Jeg savner, at der bliver solgt mad eller snacks i domen. Det er ofte en faktor, der får folk til at forlade stedet tidligere, fordi de bliver sultne, og vi ikke kan tilbyde dem andet end drikkevarer og dadelkonfekt.

Har du en speciel oplevelse fra domen, du kan dele?
I sommer var jeg vært under en vielse. På trods af, at det var et privat arrangement, var det enormt smukt at opleve sådan en højtidelighed i vores lille oase. Derudover begyndte den første, længe ventede regnbyge i sommeren 2018’s langvarige hede at vælte ned på kuplen lige i det moment, vielsen fandt sted. Det var enormt unikt og romantisk.

Hvad holder du mest af at tale med domens gæster om?
At forklare hvordan stedet kan bruges, og at mærke den inspiration det giver folk. Mange begynder allerede på stående fod at tænke i, hvordan de selv kan bidrage med et arrangement. Det er dejligt, at folk har lyst til at tage initiativer, som ikke udelukkende har gavn for dem selv, men også for at bidrage til det århusianske kulturliv.

Er der en lille speciel ting, du holder meget af?
At næsten alt interiør er mobilt. Sofaerne har hjul under sig, der er skydedøre, som kan danne rum, og borde, stole og planter er flytbare. Udover at det er enormt praktisk ift. at kunne huse forskellige arrangementer, ser jeg det også som et symbol på den fleksibilitet og midlertidighed, domen står for. Selve bygningen kan flyttes, og tanken er, at den skal være i byens mellemrum. At man har brugt en lille del af Aarhus Havn, som ellers ligner en byggeplads, synes jeg er en smuk tanke. Det tager mange år at bygge en hel bydel, som f.eks. Aarhus Ø, og det betyder ikke, at området ikke kan udnyttes under opbygningen. Derudover er det også lettere at udføre et eksperiment som domen,, når det ikke som udgangspunkt skal være et permanent tiltag. Det i sig selv er enormt inspirerende.

Ellers noget?
Det har været en stor fornøjelse at være vært i Dome of Visions. På trods af at vi nærmer os slutningen, er jeg også begejstret og nysgerrig for at se, om projektet har sat rødder for andre spændende initiativer i byen, som er lige så mangfoldige og har samme fokus på en bæredygtig fremtid.

Foto: Vera Mosbæk Ipsen, Helle Arensbak, Stine Skøtt Olesen, Martin Voola