Aarhus køber en ny version af Dome of Visions

De står og tripper i Aarhus og kan næsten ikke vente på, at byen er Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Og som om det ikke er nok: Der er en ny version af Dome of Visions på vej til byen.

dov3-aarh17122015_6172-LR

Efter planen slår den nye dome dørene op til sommer, og med en meget synlig placering på Aarhus Havn, Pier 2, tæt på Bestseller og Navitas, vil domen suge folk til sig fra den første dag.

Domen bliver stående på Pier 2 til og med foråret 2018. Herefter flytter den til en anden placering i byen. Aarhus Kommune har nemlig købt domen af entreprenørkoncernen NCC, som står bag hele Dome of Visions-konceptet. NCC står for driften, og i det daglige er det et sammentømret team, der tager hånd om både drift og kuratering.

dov3-aarh17122015_6077-LR

Byen vokser

Kristian Würtz (S), rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, siger, at domen udstyrer aarhusianerne med et inspirerende og anderledes sted at mødes – og det er der brug for.

-Aarhus er en by i rivende udvikling, mange ønsker at flytte til byen, og virksomhederne har planer om at vokse – i Aarhus. Derfor ændrer byen sig i disse år. Den bliver større og tættere, og det stiller nye krav til, hvad vi som by skal kunne. Vores ambition er at skabe en bæredygtig by. Tidshorisonten er 15-20 år. Og der findes ingen nemme løsninger, derfor skal vi ha debatter om, hvordan vi kan indfri ambitionerne, anfører Kristian Würtz.

dov3-aarh17122015_6110-LR

Debat, dialog og kultur

-Kernen i hele tankegangen omkring Dome of Visions er jo at vise en retning, når vi taler om bæredygtigt byggeri. Derfor vil vi bruge domen til bl.a. debat, dialog og kultur, og domens kommende placering på Pier 2 er perfekt til formålene også i forhold til, at Aarhus er Europæisk Kulturhovedstad i 2017, siger Kristian Würtz.

dov3-aarh17122015_6014-LR

Inspirerende hus

Direktør i Teknik og Miljø, Erik Jespersen, er en central figur i de forhandlinger, der nu fører til, at Dome of Visions bliver opført på Pier 2.

-Vi er ret begejstrede for, at NCC nu for anden gang etablerer en dome i Aarhus og på den måde bidrager til, at vi kan diskutere byudvikling i et hus, der i sig selv er inspirerende. Denne gang kommer domen ikke blot på et kortvarigt besøg. Den bliver her.

Efter 2017 er det meningen, at bygningen skal flyttes rundt i Aarhus Kommune og stilles op på steder, hvor der sker noget på byudviklingsfronten. Og ikke alt foregår jo i centrum af Aarhus eller på havnen. Så fra foråret 2018 skal aarhusianerne være på vagt, for hvis domen rejser sig et eller andet sted, så er det fordi, der er ved at ske noget spændende, og så skal man ta´ til domen for at høre debatter og diskussioner om de konkrete byudviklingsplaner i ens nærområde, siger Erik Jespersen med et smil på læben.

dov3-aarh17122015_6176-LR

Partnerskaber

Direktør for strategi og forretningsudvikling i NCC, Martin Manthorpe, har i årevis været en central skikkelse i og omkring Dome of Visions og drevet den frem mod den position, den indtager i dag.

-Meget af det, der indtil nu er foregået i den transparente kuppel er båret af, at der er indgået partnerskaber på kryds og tværs, og jeg kan konstatere, at metoden virker! Det kendetegner nemlig partnerne, at de er med for at give og ikke for blot at tage, som Martin Manthorpe udtrykker det.

Tak til Aarhus

-Da Dome of Visions i fire måneder i 2013 havde adresse på Aarhus Ø, tog Aarhus Kommune godt imod os, og det var vel først efter, at domen havde forladt Aarhus, at det gik op for os alle, at der var ganske meget at bygge videre på. Så tak til kommunen for at vi nu vender tilbage.

-I al ydmyghed er domen tænkt som en bygning, der skal udvikle både bygge- og anlægsbranchen og vores samfund. Men initiativet skal også være med til at understøtte, at NCC er en innovativ virksomhed, der tager utraditionelle initiativer. Domen er et eksperiment, hvor vi leger og eksperimenterer med nyt bygningsdesign. Vi går andre veje, når det drejer sig om at kuratere kunst og kultur og ser på kultur og processer på en anden og meget mere inddragende måde, siger Martin Manthorpe.

Han ser frem til, at Dome of Visions kommer til at spille en aktiv rolle, når Aarhus i 2017 bliver Europæisk Kulturhovedstad.

-Vi skal bruge 2016 til at tænke os godt om. 2017 skal vi bruge til at fyre den af, hvis jeg må sige det på den måde. Og i 2018 skal vi samle op på det hele og drage fordel af de læringspunkter, som Europæisk Kulturhovedstad giver os, siger Martin Manthorpe.

Efter COP 21

-I disse dage står vi bogstaveligt talt på bagkanten af den nye klimaaftale, COP 21. Faktisk blev ideen om Dome of Visions født i 2011 og var lidt en trodsreaktion, fordi COP 15 ikke førte til det, vi i NCC havde håbet på. Derfor tog vi selv mere konkret fat på klimaudfordringerne, og når vi nu har en COP 21-aftale, tror jeg, at Dome of Visions i samarbejde med Aarhus Kommune kommer til at spille en helt central rolle, når vi taler klimaudfordringer. Netop fordi vi går på tværs af siloer, erhverv og offentlighed, politik og byudvikling, kultur og forretning. Erfaring bliver udfordret af nysgerrighed, og profit bliver måske omsat til mening.

dov3-aarh17122015_5931-LR

Oplagt mødested

Rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R), ser frem til, at Dome of Visions igen kommer til at fungere som kulturhus for Aarhus.

-Bygningen bliver det oplagte mødested for borgerne og kommer til at huse mange kulturbegivenheder ikke mindst i 2017. Vi glæder os til at få domen tilbage til Aarhus, også fordi den er et anderledes, bæredygtigt og moderne indslag under Europæisk Kulturhovedstad 2017, lyder det fra Rabih Azad Ahmad.

dov3-aarh17122015_5972-LR

TEKST: SØREN EGERT
FOTO: STINE SKØTT OLESEN