Aarhus glæder sig til Dome of Visions

 

Havnefronten i Aarhus har de seneste tre somre i træk kunnet bryste sig af at have en strandbar. I år (2013) bliver strandbaren suppleret med Dome of Visions, som i begyndelsen af juli åbner i området, der har fået navnet Aarhus Ø.

Strandbaren er et område, som tusindvis af aarhusianere gør brug af sommeren igennem. Tango, kajakpolo, mad, øl, is og beachvolley er blandt andet på programmet – i år suppleret med Dome of Visions.

 

art-med-dome

 

Et nyt byrum

Rådmanden for Teknik og Miljø i Aarhus kommune, Bünyamin Simsek (V), ser frem til, at området ved strandbaren også kommer til at omfatte Dome of Visions.

– Domen bliver nærmeste nabo til strandbaren, og det glæder mig, at et bæredygtigt eventhus som domen slår sig midlertidigt ned i Aarhus denne sommer og bliver stående til og med Festugen i september. I mine øjne er domen et godt eksempel på bæredygtigt byggeri og eksperimenterende arkitektur. Desuden er domen med til at aktivere et byrum på en ny måde. Jeg kan se for mig, at der bliver rum for både debatter, temadrøftelser, teater og andet kulturelt, siger Bünyamin Simsek.

Han har noteret sig, at Dome of Visions med sin placering på Krøyers Plads i København tiltrækker vidt forskellige interessenter: borgere, fagfolk, politikere, kunstnere og andre, der engagerer sig i samfundsudviklingen.

– Domen spiller fornemt sammen med de visioner, der er for Aarhus Ø som helhed. Og så sætter Dome of Visions handling bag de ord, der bliver sagt om nytænkning, også i forhold til at se nærmere på alternative konstruktioner, materialer og samarbejdsformer. Domen udfordrer byplanlægningen ved at udgøre et rum mellem bygningerne og de midlertidige pladser i Aarhus Ø, siger Bünyamin Simsek.

 

art-strandbar-aarhus

 

Et omdrejningspunkt

Borgmesteren i Aarhus, Jacob Bundsgaard (A), glæder sig til, at Dome of Visions bliver en del af området ved strandbaren.

– For os er det i sig selv et ønske at skabe liv i en bydel, der er ved at udvikle sig. Isbjerget, Lighthouse og en række ungdomsboliger er allerede ved at slå dørene op, så strandbaren befinder sig på en måde allerede nu midt i en masse liv, siger Jacob Bundsgaard.

– Hele Aarhus Ø bliver et af byens nye omdrejningspunkter, og på lidt længere sigt vil området stå som et de mest attraktive og kreative områder i byen. En sydvendt kaj tæt på midtbyen, siger han.

 

art-dome-sol

 

NCC byder velkommen

Direktør Palle Bjerre Rasmussen fra NCC forventer, at Dome of Visions bliver et meget synligt supplement til alt det andet, der kommer til at foregå i Aarhus Ø.

– Under sit ophold på Krøyers Plads har domen bevist, at den fungerer som en magnet i byrummet, og med den placering, Dome of Visions får i Aarhus, bliver tiltrækningskraften ikke mindre. Jeg håber, vidt forskellige grene af det pulserende liv i Aarhus finder vej til domen. Vi ser gerne, at den fx bliver brugt til debatter og arrangementer, der tiltrækker aktører fra byggeri, arkitektur, byplanlægning, kunst og kultur i videste forstand, siger Palle Bjerre Rasmussen.

 

Dome of Visions er tegnet af arkitekterne Kristoffer Tejlgaard og Benny Jepsen. NCC er bygherre. 

 

TEKST: SØREN EGERT

FOTO AARHUS HAVN: AREALUDVIKLING AARHUS

FOTOS: SØREN AAGAARD