32 unikke højtalere på vej til domen

Rasmus Lunding er lydnørd og har base på Aarhus Universitet, hvor han sammen med kollegaen Kasper Fangel Skov arbejder på det projekt, der udvikler et helt særligt højtalersystem til Dome of Visions. Lige nu er de ved at tilpasse den software, som styrer lyden i kuplen på Aarhus Havn, Pier 2.

–I 2014 udviklede vi et multi kanals lydsystem – D3DA – til det tropiske væksthus i Botanisk Have i Aarhus, og det er en forbedret version af det, der nu bliver installeret i domen, siger Rasmus Lunding.

IMG_3203_LR

Hvad er D3DA?

D3DA er delvist inspireret af et højtalersystem udviklet 70´erne i Frankrig – The Acousmonium – heraf navnet D3DA (Dirty 3D Acousmonium).

The Acousmonium består af op til 100 højtalere, og

D3DA i domen byder også på mange højtalere: 32 (indtil videre…).

–Hvor alle andre højtalersystemer kræver akustisk regulering af de rum, de er placeret i, og oftest består af store højtalere, der spiller forholdsmæssigt højt, er højtalerne i D3DA bemærkelsværdigt billige og små. Og er faktisk afhængige af at være placeret i en levende hverdagsakustik som fx den i Dome of Visions, siger Rasmus Lunding.

–Når D3DA  fungerer så godt, skyldes det først og fremmest to forhold, som konceptet bag systemet tager højde for. Dels den måde, systemet udnytter akustikken i rummet på. Dels den måde, vi som mennesker hører på, altså vores auditive perception, forklarer Rasmus Lunding og nævner to eksempler.

 

Første eksempel

–Når man lytter til D3DA er det primært den omgivne akustik, man hører, og i langt mindre grad de faktiske højtalere. Systemet tager altså i voldsom grad lydelig farve fra den omgivelse, det er placeret i. Det er diamentralt modsat af, hvad man normalt anbefaler. Normalen er nemlig, at gengivelsen af lyd i et højtalersystem skal være en-til-en med den lyd, systemet gengiver.

Det er derfor, man altid gør meget ud af at eliminere de akustiske sideeffekter i det rum, et system er placeret i, fortæller Rasmus Lunding.

–D3DA vender det normale på hovedet, og grunden til det skal findes i en anden inspiration til systemet, og den inspiration har intet med højtalere og teknologi at gøre. Men nok så meget med lyd, nærmere bestemt måden, vi som mennesker hører på.

 

Andet eksempel

–I 60´erne udviklede den amerikanske psykolog JJ Gibson det, han kaldte en økologisk tilgang til perception. Konkret er D3DA inspireret af denne tilgang i og med, at systemet udnytter det faktum, at vi som hørende væsener faktisk helt uden at tænke over det, automatisk indstiller vores ører til, hvordan akustikken i den omgivelse vi er i, farver den lyd, vi hører. Fx oplever vi overensstemmelse mellem den lukkede mørke lyd en samtale under en dyne har og det rum, dynen i sig selv udgør. Hvis vi træder ind i en kirke, forventer vi automatisk en stor lyd med en masse rumklang og vil blive meget overraskede, hvis det lyder som om, vi er under en dyne, når vi taler, siger Rasmus Lunding.

–Og netop derfor sætter vores hjerne heller ikke spørgsmåltegn ved den måde, D3DA lyder på, pga. kombinationen af de to beskrevne forhold, uddyber Rasmus Lunding.

 IMG_3218 LR

IMG_3206 LR

Computer-styret lyd

D3DA er andet og mere end bare 32 højtalere. For at sprede lyden ud i højtalerne kræves der computerstyring. Surround Sound forstærkere er ikke nok.

Den software-version, der er ved at blive installeret i domen, er programmeret af Kasper Fangel Skov og indeholder en række forbedringer i forhold til den oprindelige version.

Først og fremmest har Kasper Fangel Skov udviklet en række værktøjer, der gør det nemmere for kunstnere at komponere musik til systemet, og som ikke mindst giver dem mulighed for at styre lyden i nuet.

D3DA er nemlig først og fremmest beregnet til at spille koncerter med musik, der er forberedt til 3-dimensionel lydafvikling. Det vil typisk være elektronisk musik eller såkaldte soundscapes. Systemet kan dog også bruges til egentlige livekoncerter og som baggrundsmusik ifm. de aktiviteter, der løbende foregår i domen.

 

Udfordringen I domen

Lydforholdene i en kuppelkonstruktion som domen er en udfordring for enhver lydtekniker, men Rasmus Lunding ser det som en gave at arbejde med lyd i bygningen på Pier 2.

–En dome-konstruktion har pr. definition en ret umulig akustik. Der er en række unikke akustiske karakteristika, der gør sig gældende, og som samtidig gør det notorisk svært at bruge konventionelle højtalersystemer i rummet. Først og fremmest taler vi om den såkaldte rotundaeffekt, der gør, at selv dæmpet tale kan høres lige så tydeligt i den modsatte side af domen, som den høres af en person, der står lige ved siden af den, der taler, siger Rasmus Lunding.

Han sammenfatter sin beskrivelse af lyduniverset D3DA ved at nævne, at systemet vil skænke den besøgende en behagelig lydoplevelse.

–Det helt særlige opstår, når man sidder midt imellem de 32 højtalere og oplever en nærværende, naturlig og transparent lyd, der stemmer overens med det rum, man sidder i, konstaterer Rasmus Lunding.

Fra og med det tidlige efterår 2017 vil der være koncertevents med D3DA i Dome of Visions. Følg med i projektet her på sitet.
TEKST: SØREN EGERT
FOTO: METTE NASSER